Man skal være lavet af mere end teflon for ikke at blive påvirket

42 knivstik i hovedet og på kroppen. Den 16. april sidste år dræbte en 31-årig mand sin bror i bygden Tiniteqilaaq i Grønland. Kort tid efter blev Emil Maegaard-Hoffmann, der er 2. års anklagerfuldmægtig hos Grønlands Politi, ansvarlig jurist i efterforskningen af drabssagen. Emil Maegaard-Hoffmann har en gang tidligere været i Grønlands Landsret med en drabssag, hvor skyldsspørgsmålet lå fast, og det derfor kun handlede om, hvilken straf gerningsmanden skulle have. I denne sag fulgte han den fulde drabssag, hvor der også var bevisførelse involveret.

”Det har været tilfredsstillende rent fagligt at følge sagen helt til dørs. Det er overraskende, hvor voldsomt det er foregået i sådan en sag, med så mange knivstik, men den tiltalte kunne slet ikke huske noget om, hvad der var sket, fordi han havde fået blackout,” lyder det fra Emil Maegaard-Hoffmann, som tilføjer, at alkohol eller hash desværre ofte er indblandet, når der begås personfarlig kriminalitet i Grønland.

Forskellige retssystemer

Det kan ofte betyde, at man mangler en forklaring på, hvad der er gået forud, men i dette tilfælde var sagen ifølge Emil Maegaard-Hoffmann godt efterforsket af politiet, så der ikke var nogen tvivl om, hvorvidt den 31-årige havde slået sin bror ihjel. I starten af maj i år blev han idømt syv års anbringelse på en anstalt – en dom mange formentlig kan sidde og undre sig over herhjemme, hvor straffen for drab normalt ligger på mindst 12 års fængsel. Det er blot en af forskellene på det danske og grønlandske retssystem, men der er ifølge Emil Maegaard-Hoffmann mange andre: Som udgangspunkt møder politiet i kredsretten, som svarer til byretten, hvilket er væsentligt anderledes end i Danmark, hvor der er juridisk uddannede anklagere, der møder i alle sager – også i byretterne. Derudover er kredsretterne kun beklædt med lægmænd, hvilket betyder, at dommerne ikke er uddannet jurister, men har været igennem en slags mesterlære, lige som forsvarerne heller ikke nødvendigvis er jurister, men det, der kaldes ”autoriserede forsvarere.” Det gør samtidig også, at Emil Maegaard-Hoffmann har fået mulighed for at beskæftige sig med sager, han ikke var kommet i nærheden af i Danmark som anklagerfuldmægtig.

”Man bliver ofte også kastet ud i mere grove kriminalitetstyper, men fagligt er det et rigtig spændende sted at være, fordi man får udfordringer, man nok først ville få som specialanklager i Danmark,” siger den 33-årige anklagerfuldmægtige, der tog til Grønland med sin kone og 2½ år gamle datter tilbage i 2018.

Han synes, det er spændende at beskæftige sig med sager med grove kriminalitetstyper, selv om han medgiver, at man skal være rustet til at blive kastet ud i dem.

”Man skal være lavet af mere end teflon, hvis man ikke skal blive påvirket i et eller andet omfang. I sådan en drabssag som den her, er der ret eksplicitte billeder af afdøde, og der er også en del sager heroppe om overgreb på børn, hvor du skal læse sagerne igennem. Det er ikke behagelig læsning, når man har et lille barn, og det kan ikke undgå at sætte sig en smule. Min fornemmelse er dog, at jeg er god til at holde det adskilt og holde en professionel distance til det, og det er ikke noget, jeg ligger søvnløs over om natten,” siger Emil Maegaard-Hoffmann, der heller ikke fokuserer så meget på eventuelle kommentarer om strafudmålingen for eksempel i forbindelse med det nævnte drab – han holder sig til, at han blot er offentlig anklager, og at det ikke er op til ham at beslutte, hvad strafferammen skal være.

Oplagt at ændre loven

Derimod kan han sagtens konstatere, at straffen for drab er meget lavere end i Danmark og mange andre lande, men han har en fornemmelse af, at der er ved at ske en bevægelse imod hårdere foranstaltninger, som det hedder i Grønland, og ikke straf.

”Kriminalloven i Grønland ligner på mange måder den danske straffelov, men den er også forskellig på nogle afgørende områder, og det grønlandske selvstyre har da også udtrykt ønske om at lave en straffelov, som er inspireret af den danske, men tilpasset grønlandske forhold,” siger Emil Maegaard-Hoffmann og tilføjer, at den største forskel er, at man i Grønland har noget, der hedder gerningsmandsprincippet, hvor man tager udgangspunkt i gerningsmanden og ikke selve gerningen, som man gør i Danmark og mange andre vestlige lande.

Når en person har begået en kriminel handling, så kigger man i Grønland på, hvad der vil være den bedste ”foranstaltning” i det enkelte tilfælde, og som følge af det har man ifølge Emil Maegaard-Hoffmann heller ikke nogen strafferammer i kriminalloven, som man har i Danmark. Som nævnt er det også meget anderledes med lægmandssystemet.

”Set udefra kan det nok se lidt specielt ud, at statens repræsentanter i kredsretterne ikke er juridisk uddannet, ligesom man kender det i Danmark og resten af de vestlige retsstater, og den ordning medfører da også en risiko for, at retsstillingen, både som tiltalt og offer, er dårligere i Grønland end i resten af Rigsfællesskabet. Det samme kunne man sige med hensyn til dommerne og forsvarerne, som heller ikke er juridisk uddannede,” lyder det fra Emil Maegaard-Hoffmann, der, lige fra han begyndte at læse jura, har været interesseret i strafferet.

Han har tidligere været ansat i Kriminalforsorgen i Danmark, i flere forskellige fængsler, områdekontor og direktorat, og har med egne ord på den måde allerede været godt rundt i systemet. Men tiden var inde til at prøve noget andet, og da muligheden for at kombinere arbejde og eventyr opstod, søgte Emil Maegaard-Hoffmann stillingen som anklagerfuldmægtig hos Grønlands Politi. Det gjorde han allerede tilbage i 2017, men han måtte trække sig som kandidat til jobbet, fordi hans kone skulle føde lige omkring tidspunktet for jobstart. Ønsket om jobbet var dog intakt, og ansøgningen blev lagt i dvale til en ny åbning ville melde sig, og det gjorde den et halvt år senere, hvor den lille familie tog afsted.

Hvert sted kan noget

”Det var en måde at komme til udlandet på for os, og normalt skriver man en to-årig kontrakt, hvorefter de fleste tager tilbage til Danmark, men nu har vi været her i to år, og jeg har lige forlænget med et år,” siger Emil Maegaard-Hoffmann og tilføjer, at det i høj grad skyldes, at de trives så godt i Grønland – og at det næsten ville være for ærgerligt at tage hjem nu, hvor sommeren i Grønland står for døren, og hvor han kan komme ud at sejle i den båd, han og hans kone har købt sammen med et andet par.

Hans kone har i øvrigt også fået arbejde i Grønland, i kommunen, men som anklager skal han på et tidspunkt tilbage til Danmark og følge den turnus, der bringer ham videre til en overordnet anklagemyndighed.

”Selv om jeg altid godt har kunnet lide strafferetten, så er det et meget snævert og meget nationalt betonet område, og fremadrettet kunne jeg egentlig godt tænke mig, at min profil ikke var så snæver og prøve nogle andre områder af,” siger han og fortsætter:

”Min kone er fra Tyskland, og derfor vil jeg gerne holde nogle døre åbne til Tyskland, og der er det selvfølgelig svært med strafferet, fordi det område er så nationalbestemt. Den generelle tendens er nok, at stillinger bliver mere og mere specialiserede, men heroppe oplever jeg, at fordelen er – ikke kun som anklager, men også som læge, sygeplejerske osv. – at man bliver en større generalist end i Danmark. Man får også hurtigere ansvar her og bedre mulighed for at avancere end i de danske systemer.”

I København venter en lille lejlighed på Vesterbro, men lige nu trækker den som nævnt ikke voldsomt i familien, der er blevet vant til de åbne horisonter.

”Det ville være langt nemmere, hvis vi ikke brød os om at være i Grønland. Men det var heller ikke nemt at forlade alt det, vi kendte i København, og på samme måde bliver det heller ikke nemt at forlade Grønland, men hvert sted kan noget, og vi er så glade for, at vi traf beslutningen om at tage af sted,” lyder det fra Emil Maegaard-Hoffmann.