”Man skal lade være med at sætte forældrene i centrum, det handler om barnet”

Havde man spurgt professor i familieret og leder af forskningscentret Family Law, Practices and Policies på Aalborg Universitet, Marianne Holdgaard, om samme spørgsmål for ti år siden, havde svaret nok været noget anderledes, end det er i dag. ”Men nu har jeg arbejdet med det så længe, og har set så mange sager, hvor barnet ikke kan være sammen med den person, der har ageret forælder for dem”, fortæller hun. Og hun mener ikke, at de juridiske rettigheder i forhold til et barn nødvendigvis skal være begrænset til to personer, sådan som det er i dag.

Ifølge børneloven i dag, kan der kun registreres to forældre til et barn – de biologiske/adoptiv forældre, og hvis man har en registreret partner af samme køn. Det har især været at problem for regnbuefamilier, hvor der ofte er flere end to forældre, og hvor konstellationerne af disse familier ikke er den typiske kernefamilie bestående af en mor, en far og et barn – fx når to mænd får et barn med en singleveninde.

Denne problemstilling påtalte Enhedslistens Mai Villadsen i sidste uge i forbindelse med Copenhagen Pride festival, da partiet foreslog en lovændring, der ville muliggøre det at registrere op til fire juridiske forældre, fx to kvindelige ægtefæller og to mandlige ægtefæller.

Ikke en helt dårlig ide, spørger man Marianne Holdgaard.

To forskellige scenarier

Hun mener, at man må sondre mellem to forskellige scenarier: det ene, hvor flere forældre registreres ved barnets fødsel, som er relevant i forhold til regnbuefamilier, dvs. barnet får flere end to juridiske forældre; og det andet: hvor en stedforælder registreres som en slags en 'bonus forælder' i løbet af barnets opvækst - typisk i forbindelse med en skilsmisse i en sammenbragt familie.

”Man må forvente, at personer, der vælger at få et barn sammen – om det er et par eller to par, som i nogle regnbuefamilier – så må de være interesserede i at være en del af barnets liv resten af livet. Derfor er det vigtigt, at alle får juridiske forældreskab fra starten. Mere kompliceret bliver det med det andet scenarie – men ikke mindre vigtigt”, udtaler Marianne Holdgaard.

Andet scenarie vil være en stedforælder der tildeles juridiske rettigheder i forbindelse med en skilsmisse – eller som Marianne Holdgaard formulerer det: det er barnet der tildeles juridiske rettigheder til at opretholde kontakt med en stedforælder.

Når et barn vokser op, er det den, der bor sammen med og er tæt knyttet til barnet, som er barnets familie. Det bliver ofte glemt

”Når et barn vokser op, er det den, der bor sammen med og er tæt knyttet til barnet, som er barnets familie. Det bliver ofte glemt. Så når barnets mor måske forlader den stedfar, som barnet har kendt hele livet, og som har ageret forældre for barnet, så er der ikke nok opmærksomhed omkring, at det kan være barnets bedste at kunne opretholde denne kontakt. Barnets bedste skal altid være omdrejningspunktet, og det er barnets rettigheder, vi skal have for øje”.

Dermed kan en eventuel lovændring måske være et skridt i den rigtige retning til at varetage barnets interesse og rettigheder på den bedste mulige måde, eftersom de kernepersoner, de har i deres liv, ikke med et kan blive taget fra dem.

En konkret vurdering

Grunden til at det er et mere kompliceret scenarie, er fordi det i høj grad er en vurderingssag, hvad der er det bedste for barnet, og kan derfor ikke gøres op i faste regler. Nogle forældre bliver gift og skilt mange gange i løbet af deres barns liv – og det er vel sjældent i barnets interesse at opretholde en kontakt med dem alle, siger Marianne Holdgaard. Så den pågældende stedforælder må enten have været i barnets liv i en betydelig mængde tid, for at kunne få juridiske rettigheder, ellers må stedforælderen have været der for barnet i en vanskelig periode, som har haft stor betydning for barnet.

Det må altid være en vurderingssag at skulle træffe den rigtige afgørelse af, hvad der er bedst for det konkrete barn for at kunne bevare dets egentlige familieliv

”Hvis en stedforælder har været i et barns liv i en betydelig mængde tid – lad os sige 8 år – og de så bliver skilt, alt efter barnets alder, må man vel alvorligt vurdere om ikke at den person har haft en stor betydning for det barn, og derfor burde barnet have juridiske rettigheder til at se den person. Men en stedforælder kan også have haft stor betydning, hvis pågældende har været i barnets liv på et tidspunkt, hvor personen har været den primære omsorgsperson – fx hvis den biologiske forælder har været alvorligt syg. Det må derfor altid være en vurderingssag at skulle træffe den rigtige afgørelse af, hvad der er bedst for det konkrete barn for at kunne bevare dets egentlige familieliv”.

Marianne Holdgaard anerkender dog, at der også kan være visse problemer ved den foreslåede ændring, bl.a. at der er flere forældre til at ”slås” om barnet i en skilsmisse. Derfor understreger hun også, at der ikke nødvendigvis skal være tale om tilsvarende juridiske rettigheder som den biologiske forælder, med undtagelse af ekstreme situationer som fx ved dødsfald, men om flere juridiske rettigheder til barnet og stedforælderen end der er i dag - herunder ret til samvær.

Marianne Holdgaard, professor i familieret og leder af forskningscentret Family Law, Practices and Policies på Aalborg Universitet