22/06/2022 - Legaltech

“Man har en drøm om, at man klarer det hele selv”


I februar solgte Kristian Anker og Oscar Almstrup legaltech-virksomheden LegalHero til svenske Lexly. Fire måneder senere ser de to iværksættere tilbage på et forløb, der nu skal tage virksomheden til næste niveau. Målet er at skalere til resten af Europa.

Tekst: Rasmus Lehmann Hylleberg


Kristian Anker og Oscar Almstrup startede deres virksomhed i 2016 (Foto: PR)

 

De virker roligere, end jeg har set dem længe. Om ikke andet mere velovervejede end første gang, jeg interviewede dem i 2018.

For der er sket meget hos de to iværksættere Kristian Anker og Oscar Almstrup, siden de i 2016 startede LegalHero, der i sin spæde start dog havde det mindre mundrette navn Glitnr. Et navn de dog hurtigt fortrød, da de måtte sande, at det er de færreste, der kan huske, at Glitnr var navnet på den nordiske retfærdighedsgud Forsetes retssal.

LegalHero er i dag en onlineportal, der binder juridiske opgaver sammen med juridisk ekspertise.

Og her sidder de så. Klogere på deres evner som iværksættere, end de var dengang det hele hed Glitnr, men også med et nyt medlem af familien, da LegalHero i februar i år blev opkøbt af det svenske legaltech-firma Lexly, der, ifølge eget udsagn, var et af de første firmaer i Norden, der skabte en skalerbar platform for juridiske ydelser online.

Og købstilbuddet kom da også ifølge Kristian Anker på det helt rigtige tidspunkt.

”Da vi blev kontaktet, kunne det faktisk ikke have været et bedre tidspunkt, da vi allerede var i gang med et meget godt år".

De to iværksætter forklarer at de havde godt med penge i banken, og derfor havde muligheden for ikke at tage aftalen

Vi har nok undervurderet markedet lidt og undervurderet, hvor meget tillid og tillidsbaseret salg af rådgivning betyder

 

"Vi havde godt med penge i banken, og vi kunne faktisk godt lade være med at tage aftalen. Og det gav os en ro og en velovervejet position, hvor vi ikke var så pressede på f.eks. økonomi. Vi kunne bruge meget mere tid på at veje matchet med Lexly frem for at bruge for meget tid på at stresse, hvis det var et spørgsmål om overlevelse”, fortæller han og fortsætter:

”Efter første møde gik vi ned og fik et glas vin, og der var vi begge enige om, at det her, det kom til at ske. Det var sjovt at høre om alle deres udfordringer og så bare kunne oversætte det direkte til alle vores udfordringer, som bare alignede.”

For hvornår skal man sælge sin virksomhed? Hvis man overhovedet skal? Det spørgsmål brugte Kristian og Oscar en del tid på at diskutere.

”Udefra kan man jo godt stille spørgsmålet – hvornår er det relevant at sælge sin virksomhed? Men det er jo aldrig så sort/hvidt, at det er et spørgsmål om at dø eller sælge. Vi har jo siddet og tegnet linjer op for, hvordan vi ser vores hjertebarn får de bedste forudsætninger for at vækste. Vi kunne måske gå langt hurtigt, hvis vi gør det alene, men hvis vi gør det med andre kan vi gå meget bredere og skalere endnu mere. Lexly har bygget et godt produkt op om b2c, men manglede nogle der kunne noget b2b. Og her kunne vi levere med vores produktportefølje. Og her kunne vi virkelig gøre hinanden bedre.”

 

At tvivle og respektere sine egne begrænsninger

Udover det drive, motivation og skabelyst, der kom med iværksætteriet er der også i processen fulgt en del tvivl og benhård læring, fortæller Kristian Anker.

Derfor er det også en sårbar proces, når man pludselig skal tage stilling til, hvorvidt man skal sælge sin virksomhed og i hvilken form sådan et salg skal foregå.

Man bliver hårdere i kanten med årene, man bliver mere fokuseret på at bevise det som investorerne leder efter. Når man starter på nul kan alt lade sig gøre, og sådan skal det være

 

”Det er jo klart, at man har en drøm om, at man klarer det hele selv. For hvis man ikke er manden ved roret, så kan det jo svært at stole på, at de ideer, der bliver præsenteret, er gode nok. Hvad sker der, hvis man ikke længere er alene i førersædet. Men den bekymring er indtil videre blevet gjort til skamme”, fortæller Kristian Anker. Oscar Almstrup supplerer:

”Vi vil bare gerne have det her til at lykkes – at vi skulle bygge en platform, der bandt Europa sammen når det kommer til juridiske ydelser.”

Men hvad har de to iværksættere lært siden starten? Direkte adspurgt fortæller Kristian, at det er en interessant balancegang, hvordan man bibeholder sin naivitet og fandenivoldskhed samtidig med man respekterer realiteterne.

”I starten er det jo risikofrit og gratis at drømme stort. Og lige pludselig er der bare mange planter der spirer i din have, og så skal den jo passes i form af medarbejdere, aktiver osv."

"Man bliver hårdere i kanten med årene, man bliver mere fokuseret på at bevise det som investorerne leder efter. Når man starter på nul kan alt lade sig gøre, og sådan skal det være. Men jo mere man tænker omsætning og skalerbarhed, så bliver du bare mere kynisk i din måde at drive forretning på. Og sådan skal det være. Vi startede jo bare os to unge jurister, der havde en sund forståelse af, at vi bare gerne ville gøre det bedre og udfordre status quo. I starten er det visionerne og de store drømme, der fueller dig. Jeg vil ikke sige, at det med årene forsvinder, man bliver nok bare bedre til at skære det overflødige fra. Man lærer jo ved at gøre ting. Den risikovillighed man har, den bliver jo mindre – og det er jo lidt skræmmende, for man skal jo blive ved med at tage chancer”, siger Kristian Anker.

 

Hvad så nu?

For Kristian og Oscar er der ingen tvivl om, hvor deres kompetencer halter lidt. Men dermed også, hvorfor Lexly er den perfekte partner for dem.

”Vi ved godt, hvad vi er dårlige til – og det er måske stadig at fortælle om, hvad vores koncept er, og hvordan vi kan tilbyde den samme kvalitet som andre rådgivere, men at sælge det til dem på en anderledes og smartere måde. Og det skal vi nok blive ved med at arbejde på, for det synes vi stadig er svært. Men det er nok grundvilkåret, at hvis man føler man har skabt noget der er smartere, så skal man blive ved med at fortælle om det. Vi har nok undervurderet markedet lidt og undervurderet, hvor meget tillid og tillidsbaseret salg af rådgivning betyder”, fortæller Kristian Anker.

Men det har heller ikke altid været lige sjovt at være iværksætter i en branche, der tit ser på iværksættere med øje for finansiel succes fremfor, hvad virksomheden kan og vil, fortæller Kristian og Oscar.

”Vi har været lidt skuffede over nogle gange, at portrætteringen af os som virksomhed og også andre legaltech-startups, at det har været så fokuseret på penge og finansielle KPI’er. Hvorfor er det vigtigt? Er det ikke vigtigere at spørge, hvad det er vi kan? Hvad er vores brugerrejse? Der er nok lidt en besættelse af indtjening i vores branche, hvor folk måske nogle gange mister interessen for, hvordan vi som branche kan gøre os selv bedre. Det eneste man nikker anerkendende til i den her branche, det er hvilken partner, der har lavet flest penge. Som tech-virksomhed er det jo det vigtigste for os at skabe det bedste produkt til at starte med, så vi har ikke været så styret af det her med at lave hurtige penge. Det handler om skalerbarhed, kendskabsgrad og ikke mindst udvikling af det bedste produkt,” fortæller Oscar Almstrup

Nu ligger der et arbejde for de to og deres medarbejdere i forhold til at eksekvere på den vækstplan, som er lagt i samarbejde med Lexly.

”Planen er, at vi i forbindelse med salget lavet en fælles businessplan. Den er skrevet af os to, og det er vores ønskescenarie. Planen er, at vi i første omgang kører et år, hvor vi skal sætte os selv op til at kunne eksekvere nogle ret vilde ting i 2023 - Det er egentlig det samme vi vil, vi har bare lidt større muskler end tidligere. Vi skal bl.a. tilbage til at fokusere på de private kunder og så partnerskaber med banker og finansielle institutioner. Vi vil gerne være markedsledende inden for det, vi laver. Og der tror jeg. at Danmark et ekstremt veludviklet og kompetitivt marked. Vi vil have de bedste produkter og de gladeste kunder.”

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak