Hvis du syntes, GDPR var en ordentlig omgang, så bare vent. For der er meget mere på vej.
EU har nemlig hele 11 forordninger mere i støbeskeen, som man håber at få stemt igennem. Forordninger, der skal sikre individets rettigheder i en stadig mere digital verden, men som samtidig skal fremme og sikre konkurrenceevnen for europæisk, digital udvikling i fremtiden.
Og det er en spændende men også udfordrende balanceakt fra EU-kommissionens side, fortæller Henrik Udsen, der er professor i it-ret ved Københavns Universitet, og som følger udviklingen tæt.
"Dengang vi fik computeren, det var ligesom første bølge, der kom regler fra EU om, hvordan man beskytter software. Så kom anden bølge med internettet og alle problematikker, der fulgte med det som for eksempel e-handel. Og nu kommer så tredje bølge, hvor GDPR nok er det første reguleringsinitiativ, men det første ud af en lang række," siger Henrik Udsen i denne uges episode.
I udsendelsen vender vi indholdet i de kommende forordninger, og det bliver en snak om alt fra kunstig intelligens, data governance og regulering af tech-giganterne. Og så kommer vi forbi netop det med konkurrencen og balanceakten mellem stærk konkurrence og robust juridisk bolværk.
Du kan lytte til udsendelsen i playeren herover, eller finde udsendelsen via Spotify, Apple Podcast, eller hvor du ellers finder dine podcasts.