Forestil dig følgende – du og din familie er taget sydpå for at holde ferie, og i lufthavnen går i igennem det sædvanlige sikkerhedscheck. Normalt er det en lettere travl, men bestemt sikkerhedsansvarlig, som stiller dig diverse spørgsmål, og som potentielt checker din kuffert. Men denne gang er det en computer med et webcam, der fører samtalen med dig.
Det lyder måske lidt fjollet, men det er ikke desto mindre realiteten i et nyt prøveprojekt finansieret af EU. Projektet kaldes iBorderCtrl, og via kunstig intelligens skal det vurdere, hvorvidt de rejsende taler sandt. Projektet spås et stort potentiale, men kritikken banker også på – for hvad sker der, når vi lader en computer vurdere vores menneskelige sandfærdighed?
Vores gæster i studiet er i denne uge Mandeep Singh Rathour, IT-advokat og partner hos Bach Advokater, og Thomas Bolander, lektor og forsker i logik og kunstig intelligens på DTU.