Hvis du flygter fra klimakatastrofer, har du ingen rettigheder

Billede: Shutterstock og et screenshot af flygtningekonventionen.

I disse dage diskuteres der klima ved COP 27 i Egypten. Et af de store punkter er, om de rige lande skal betale erstatning til de fattige lande, som lider mest under de klimaforandringer, vi allerede nu ser, og som mange nok vil sige, mest af alt er forårsaget af de rige lande. 

I Pakistan har en oversvømmelse i Sindh-provinsen ramt 33 millioner mennesker, og flere af dem står uden hjem. 

Hos naboerne i Afghanistan er over 180 mennesker omkommet under oversvømmelser i den seneste måned. Det skriver TV2.  

Sidste år var det i Tyskland, at enorme mængder nedbør dræbte og ødelagde. 

Klimaet er altså allerede begyndt at ødelægge områder, og flere forskere spår, at det ikke bliver bedre i fremtiden. 

Det betyder også, at mange mennesker kommer til at stå uden hjem, vand, mad eller arbejde. Og det er dem, der i fremtiden må migrere fra områder, der var deres hjem, men bliver ubeboelige.

Som lovgivningen dog ser ud nu, er man som flygtning fra klimaet ikke dækket af flygtningekonventionen. 

“Der er nogle forskere, der argumenterer for, at mennesker, der er fordrevet af klimaforandringer, skal være dækket af flygtningekonventionen, men jeg mener selv, at det er meget svært at argumentere for, og det gør de fleste jurister også, vil jeg sige.”  

Sådan siger Nikolas Tan, der er seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder og blandt andet har ekspertise i international flygtningeret og international menneskerettighedslovgivning. 

Flygtningekonventionen fra 1951, som størstedelen af landene i verden har underskrevet, rummer nemlig en meget specifik definition på, hvad en flygtning er. 

For at kunne kategoriseres som flygtning skal man flygte fra en risiko for forfølgelse. Det betyder, ifølge Nikolas Tan, at det typisk er en stat eller en militant gruppe, man er på flugt fra. 

“Så det er altså en konflikt, en krig eller politisk vold, for det er jo en form for forfølgelse. Jeg synes, det er meget svært at argumentere for, at klimaforandringer er en forfølgelse,” siger han.

Så hvad stiller de mennesker op, som står til at blive fordrevet af klimaforandringer, hvis de ikke kan opnå flygtningestatus? Det har K-NEWS spurgt Miriam Cullen, der er lektor ved Det Juridiske Fakultet i Centre for European and Comparative Legal Studies og underviser i klimaforandringer, katastrofer og human mobilitet, om. 

Miriam Cullen peger på et af de eneste eksempler, der har kørt for the UN Human Rights Committee, om netop denne problematik, og som måske kan danne ramme for, hvordan man i fremtiden tackler mennesker, der må flygte fra klimaforandringer.   

En mand fra Kiribati 

Eksemplet handler om en mand fra en ø i Kiribati, der ligger nordøst for Australien. Manden flyttede til New Zealand for at arbejde, men han bliver for lang tid i forhold til, hvad hans visum tillader. Derfor ender han med at skulle deporteres ud. 

Kiribati er et lille ø-rige, der spås til at stå under vand om ikke særligt mange år. Derfor kommer manden i kontakt med en advokat, som til det new zealandske immigrations- og beskyttelsestribunal argumenterer, at manden skal have flygtningestatus på baggrund af klimaforandringernes indflydelse på Kiribati.  

Det godkender de new zealandske myndigheder ikke med baggrund i argumentet om, at manden ikke er flygtning ud fra flygtningekonventionens definition. 

Men advokaten, der repræsenterer manden fra Kiribati, argumenterer ud fra det juridiske princip, der siger, at hvis nogen står overfor en risiko for seriøs skade, så kan de ikke blive returneret til det land, de kom fra. 

“Argumentet fra advokaten var, at hvis du sender manden tilbage til sit hjem i Kiribati, så står han overfor en risiko for retten til liv på grund af de seriøse klimaforandringer, som ø-riget står overfor,” forklarer Miriam Cullen og uddyber, at Kiribati har mange små øer, der allerede er oversvømmede, og som folk har måttet flygte til hovedstaden fra. Det betyder også, at hovedstaden er fyldt med mennesker allerede. 

“Og øerne, som er blevet oversvømmet af det stigende hav, har fået forurenet deres grundvand og ødelagt landbruget, hvilket betyder, at øerne er ubeboelige, selvom de ikke nødvendigvis ligger helt under vand,” uddyber hun. 

Men både tribunalet, the Court of Appeal og Højesteretten i New Zealand afviste alligevel argumentet. Det resulterede i, at sagen blev taget videre til the UN Human Rights Committee. Og komiteen slog i januar 2020 fast, at den bestemmelse som Højesteret i New Zealand havde taget ikke var ulovlig. 

“Selvom komiteen troede på manden fra Kiribati i forhold til, at grundvandet bliver forurenet og landbruget ødelagt, samt at havet vil oversvømme øen indenfor de næste 10 til 15 år, så noterede de, at regeringen gør alt, hvad de kan for at prøve at tilpasse sig og forandre sig, så folk kan bo der. Derfor sker der ikke - lige nu - en krænkelse af retten til liv af New Zealand, hvis de returnerer ham til Kiribati,” uddyber Miriam Cullen om 16 ud af de 18 dommere i komiteens forklaring.  

Hun mener dog, at selvom bestemmelsen ikke faldt ud til manden fra Kiribatis fordel, så er det en dom, der har betydning for fremtidige mennesker, der er nødt til at flytte, fordi klimaforandringer har ødelagt deres hjem. 

“Den gode ting ved bestemmelsen er, at de ikke sagde, at en sag som manden fra Kiribatis aldrig kan være begrundelsen for ikke at returnere nogen. De sagde bare, at det ikke var sådan i denne sag specifikt. Og det, det fortæller os, er, at baseret på deres fortolkninger af situationer i andre lande, som måske er mere akutte, så er der mulighed for at der kan argumenteres for ikke at sende folk tilbage, fordi det netop krænker retten til liv,” siger hun. Kort sagt vil manden altså kunne få prøvet sin sag igen om 10-15 år, når Kiribati potentielt reelt står under vand, og så vil udfaldet muligvis være anderledes. Hun fortsætter:

“Så selvom beslutningen ikke faldt ud til manden fra Kiribatis fordel, så har det sat præcedens i forhold til, hvordan sager skal håndteres i fremtiden. Og det virker til at den præcedens følger den voksende opmærksomhed på at klimaforandringer bliver værre.”

Svært med en lov

Men selvom Miriam Cullen ser en lille åbning for mennesker, der er på flugt fra klimaet efter afgørelsen i sagen, så tror hun ikke på, at det er den bedste løsning.

For i hendes øjne er det at begå en fejl, hvis man først vil hjælpe folk via lovgivning, når de er lige ved at dø.

“Jeg mener, at hvis man venter til deres liv er i fare, så er der noget galt med systemet,” siger hun. 

På den anden side, tror hun heller ikke på at en klimaflygtningelov er den rigtige vej at gå. For ifølge hende, er det enormt svært at lave en lov, der beskytter klimaflygtninge. 

“En af grundene til, at det ville være fejlslået at lave en sådan lov, er, at det er ekstremt svært at definere, hvem der kvalificerer sig til at være fordrevet i konteksten af klimaforandringer eller klimakatastrofer,” siger Miriam Cullen og forklarer, at vi jo i meget lang tid har diskuteret, hvad der skulle definere en miljøkatastrofe, og altid har siddet fast i få lavet en definition. 

Derfor peger hun også på en anden mulig løsning. Hun mener nemlig, at vi skal tænke over, hvordan vi hjælper klimaflygtninge før de reelt er på flugt fra klimakatastrofer. 

“Måske skal vi tænke i at åbne for de almindelige immigrationsruter og tillade bestemte muligheder for folk, der flygter på baggrund af klimaforandringer,” siger hun og kigger igen mod New Zealand, der arbejder med nogle principper, der tillader nogle af deres Stillehavs-naboer at komme til New Zealand.

“Der er forskellige måder, hvorpå stater kan åbne op for forskellige typer af migranter. Og på den måde hjælpe folk, der måske om 10 år ville stå i en akut situation,” siger hun. 

Hun forklarer, at det eksempelvis kan være ved at tænke på, hvad man som stat selv mangler af arbejdskraft og så åbne op for migranter, der kan hjælpe med at udfylde det arbejdshul, der måtte være. Samtidig med at man fokuserer på at hjælpe nogle lande, der er specielt hårdt ramt af klimaforandringer og måske i nærmere fremtid vil være nødt til at forlade deres land.

“Det er bedre at modtage folk, som flygter på forhånd, og som systemet er klar til at modtage end folk, der er desperate og flygter for deres liv,” siger hun og tilføjer:  

“Jeg synes ofte, vi ser på migranter forkert. Vi ser dem som nogen, der bare er en økonomisk byrde, som nogle vi som samfund skal betale for. Der er et narrativ om, at de er en økonomisk byrde for samfundet, og det er ikke nødvendigvis sandt.”

Ikke en flodbølge 

Til slut vil Miriam Cullen gerne afvise en fordom hun tit møder, når der bliver talt om klimaflygtninge i fremtiden. 

For ofte bliver det sagt, at bølger af mennesker, der flygter fra klimakatastrofer, vil slå ind over de nordlige landes breder. 

Men det er ifølge hende ikke sandt. 

For det første fordi mange af dem, der bliver nødt til at flygte fra klimaforandrede områder, ikke har råd til at flygte. Så i stedet for at flytte, bliver de fanget i fattigdom.

Den anden ting, der ifølge Miriam Cullen gør bølgebeskrivelsen usand, er at folk ofte ikke har lyst til at forlade deres eget land. De vil gerne blive, hvor de kender kulturen, sproget og landet. Derfor forudser hun, at de fleste i første omgang vil flygte internt i eget land og ellers i samme region. 

”De fleste vil blive hvor de er eller blive i samme region. Det betyder ikke, at ingen vil længere mod nord, men jeg tror ikke, der kommer til at være så mange, som folk tror,” siger hun og fortsætter: 

”Noget af det forestillingen om, at der kommer bølger af folk, gør, er, at det skaber en fornemmelse af, at vi står overfor millioner af mennesker, der vil flygte nord på.”