Billede: Major i Moskva, samt snegl og hest
Først løber én mand på scenen i Royal Arena, men bliver hurtigt overmandet af sikkerhedsvagter. Kort efter stormer en anden mand op på scenen og når akkurat at stille sig midt i det hele med en arm i vejret, inden han bliver tacklet af flere sikkerhedsvagter. I tumulten kommer de til at vælte det store trofæ, der står på en piedestal på scenen.
Et sted på internettet sidder en ung mand og livestreamer sig selv, mens han siger: ”Holy fuck. We did it, boys. We fucking did it, gamers.” Han kalder sig selv Monarch, og det er ham, der har koordineret protesten under det store Counter-Strike-event i København.
Bag de dramatiske scener i Royal Arena gemmer der sig en spektakulær sag om gammelt nag mellem to tidligere forretningspartnere, beskyldninger om hvidvask for hundredvis af millioner – og et område, som myndigheder og jurister stadig er ved at finde ud af, hvordan de skal få greb om.
”Vi har nogle myndigheder, som i forhold til digital valuta har skullet omstille deres måde at forstå og fortolke det på. Det gælder også hvidvaskning og andre former for digital kriminalitet. At hele systemet ligesom skal først forstå, bearbejde, tilpasse lovgivning og håndhævelse, før man reelt begynder at kunne gøre noget ved det,” som Miriam Michaelsen, advokat ved Njord Law Firm, formulerer det.
Det var en historisk begivenhed, der fandt sted i København i påsken. Tusindvis af tilskuere var samlet i Royal Arena til en såkaldt major, esportens svar på Champions League. Endda den første af sin slags, efter Counter-Strike 2 blev lanceret i efteråret.
I en ene kvartfinale mødtes holdene G2 og Mouz, og det var en af førstnævntes sponsorer, der var årsagen til, at mændene stormede scenen i protest. CSGORoll hedder sponsoren. Det er en hjemmeside, hvor man kan handle med og gamble om udsmykning, våben, handsker og andre virtuelle genstande, oftest bare kaldet skins.
Få minutter før de to mænd løb på scene i Royal Arena, kunne seerne på Monarchs livestream se en mand, der på én gang er travlt optaget af en telefonsamtale, en livesending af Counter-Strike-eventet og flere forskellige chats på et ukendt antal skærme, mens syv kvinder i sorte t-shirts danser i baggrunden af lokalet. Manden lyder stresset. Han både lover tusinder i en ukendt valuta og forlanger, at ingen går derfra af egen kraft; dem i den anden ende af opkaldet skal bæres derfra af sikkerhedspersonalet, ellers bliver de fyret.
Monarch står i spidsen for CSGOEmpire, en af CSGORolls konkurrenter, der i fjor rettede alvorlige anklager mod sin rival. CSGORoll snød sine brugere og medvirkede til at hvidvaske hundredvis af millioner af kroner, påstod CSGOEmpire. Alene i juni 2023 medvirkede CSGORoll til at hvidvaske for knap 84 millioner, skrev en fremstående CSGOEmpire-medarbejder på sociale medier.
Meget lidt regulering og håndhævelse
I midten af det hele står to tidligere samarbejdspartnere, som primært kendes under deres gamertags, Monarch og Killian. De styrer henholdsvis CSGOEmpire og CSGORoll. Begge er millionforetagender og et billede på, hvordan esport har udviklet sig.
”Da jeg begyndte at følge med i den professionelle Counter-Strike-scene, sad kommentatorerne i nogle kældre rundt omkring med noget amatøragtigt udstyr, og nu indtager de kæmpe arenaer med tusindvis af tilskuere og flere millioner, der følger med digitalt,” siger Christian Skettrup, der er digital efterforsker og analytiker ved Njord Law Firm.
Danmark er en væsentlig faktor i Counter-Strike; foruden spillere og trænere på en række af verdens bedste hold afholdes der jævnligt store, internationale turneringer i landet. I november var det efterårsfinalen i ligaformatet Blast Premier, i påsken altså majoren, og til september lægger København igen server til Blast Premier Fall Final.
”Parallelt med udviklingen har de fået nogle sponsorater. Nogle af dem er etablerede virksomheder som Logitech (som laver pc-hardware, red.), men der er også en hel del af de her gambling-tjenester, som har fået rigtig, rigtig mange penge. De har været kendetegnet ved meget lidt regulering og meget lidt håndhævelse af den regulering, der så har været,” tilføjer Christian Skettrup.
Det er komplet umuligt, også for Skettrup, at gennemskue, hvorvidt CSGOEmpires beskyldninger mod CSGORoll holder vand. Der er dog noget, der tyder på, at de har haft en effekt.
Kort efter CSGOEmpire offentliggjorde sine anklager i et 17 sider langt skrift, valgte udgiveren af Counter-Strike, Valve, at udelukke omkring 40 konti fra at kunne bytte skins på udgiverens platform. Blandt dem var stort set samtlige af de CSGORoll-leverandører, som CSGOEmpire havde udpeget, og hvis identiteter og kilde til deres ressourcer var så hemmelige, at det angiveligt var gennem dem, hvidvasken fandt sted.
Udelukket af Spillemyndigheden
I sensommeren 2023 fjernede G2 Esports i stilhed CSGORoll fra listen over sponsorer, omend CSGORoll holdt fast i banneret på sin hjemmeside, der erklærede, at man var officiel partner med G2. Det var altså det, der fik CSGOEmpires stifter og topchef, Monarch, til at orkestrere protester i København.
Mændene, der stormede scenen, blev ført væk af politiet, og arrangørerne erklærede, at de ville retsforfølge dem. Kort efter undskyldte Monarch og CSGOEmpire for, at de havde fået afbrudt majoren i en halv time. Deres anklager holdt de dog fast i. Halvanden uge senere annoncerede CSGORoll så, at aftalen med G2 var revet over. De skød skylden på ”de forstyrrende begivenheder ved CS2-majoren i København.”
Man aner ikke nødvendigvis, hvem der har de her skins, for der er hverken nogen aldersverifikation eller anden form for kontrol af ID
CSGOEmpire takkede G2 og tilføjede, at nu var tiden inde til en ny æra i Counter-Strike; en æra uden ulovlig gambling. Ironisk nok udbyder CSGOEmpire selv til ulovlig gambling.
Uanset om sider som CSGOEmpire og CSGORoll medvirker til at svindle sine brugere og hvidvaske beskidte penge eller ej, så er fundamentet for deres forretning ureguleret pengespil, der minder om online casinoer. Man spiller simpelthen en slags roulette om eftertragtede skins, som kan omsættes til rigtige penge. Det kaldes skinbetting. Ofte er der ingen eller utilstrækkelig aldersverificering, selvom gaming-miljøet fortrinsvis består af unge mennesker.
I 2019 fik Spillemyndigheden både CSGOEmpires og CSGORolls hjemmesider blokeret i Danmark. Spillemyndigheden oplyser til K-NEWS, at det skyldtes, at de udbyder skinbetting uden licens. Netop licens skal man have for at udbyde pengespil i Danmark.
Hele det økonomiske kredsløb omkring skins er kendetegnet ved uigennemsigtige konstruktioner og pengestrømme samt lav regulering eller håndhævelse, hvorfor det er en oplagt arena for kriminelle at vaske deres penge hvide.
”Vi har at gøre med nogle tjenester, hvor der er ingen former for KYC (kend din kunde-regler, red.). Man aner ikke nødvendigvis, hvem der har de her skins, for der er hverken nogen aldersverifikation eller anden form for kontrol af ID, som man jo ville forvente, der var på alle mulige andre gambling-tjenester,” siger digital efterforsker og analytiker Christian Skettrup.
Svært at overvåge
I 2019 udsendte spilgiganten Valve en opsigtsvækkende meddelelse. Udviklerne af Counter-Strike og platformen Steam, hvor man kan købe et væld af spil, lukkede ned for muligheden for at handle med såkaldte container keys, virtuelle nøgler til at åbne lige så virtuelle kasser med skins. Nøglerne skulle købes for rigtige penge, og de skins, der gemte sig, havde også værdi uden for spillet.
”Verdensomspændende bedragerinetværk er for nyligt begyndt at bruge CS:GO-nøgler til at hvidvaske deres udbytte. På nuværende tidspunkt menes det, at næsten alle køb af nøgler, der ender med at blive handlet eller solgt på markedet, stammer fra bedrageri,” skrev Valve.
Også i Danmark har myndighederne fået øje på, at handlen med virtuelle genstande er som skabt til at sløre, hvem der handler, hvor pengene kommer fra, og hvem pengene ender hos. I 2023 skrev Hvidvasksekretariatet under National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) eksempelvis:
”Handel med digitale varer kan ske hurtigt på tværs af grænser og er vanskelige for pengeinstitutter at overvåge, da handlen ofte foregår på andre markeder som fx Facebook og eBay eller via platforme for fx onlinespil.”
Hvidvasksekretariatet vurderede, at brugen af digitale varer og tjenesteydelser til hvidvask ville stige.
”Det skyldes primært det fokus, der er på kontanter, og at der kommer nye digitale varer og tjenester til, som kan misbruges af kriminelle aktører, og som i begrænset omfang vil være omfattet af hvidvaskloven og kun i begrænset omfang kan overvåges af det finansielle system.”
Blind spot
”Kender du et muldyr?” står der på forsiden af en 40 sider lange pjece. Det er ikke, fordi Nationalt Center for It-Kriminalitet (NCIK) er begyndt at handle med hovdyr, men fordi mellemmænd ofte er nødvendige for hvidvaskere. Således også dem, der anvender skins.
Særligt børn og unge kan komme til at agere muldyr, hvis de overtales til at købe eller sælge skins for andre mod betaling, eller hvis de stiller deres konto til rådighed. De kan dog stadig blive straffet, selvom det måtte være uforvarende. Det kan være nok, at man burde have vidst, at pengene kommer fra kriminalitet.
Hvidvasksekretariatet eksemplificerer forløbet således:
”En person køber et skin (...) for et lavt beløb. Efterfølgende sælges samme skin til en medsammensvoren til en væsentligt højere værdi og afregnes med midler, der stammer fra kriminalitet. Pengene bliver indsat på personens konto, som nu kan dokumentere, at pengene stammer fra salg af digitale varer.”
Vi har jo en lovgivning, som er bygget på en analog verden, (...) men fordi det her tager en anden form og krydser landegrænser, og identiteten er for mange uigennemskuelig, så bliver det sværere at forholde sig til det
Men selvom NSK, som rummer både Hvidvasksekretariatet og NCIK, altså har øje for området, er myndighederne blevet overrumplet. Politidirektør i NSK, Lasse Boje, og politiinspektør i NC3, Lars Mortensen, medgav over for fagbladet Dansk Politi i slutningen af 2023, at ”der er jo noget, vi ikke gør godt nok i vores kriminalitetsbekæmpelse på det digitale område. Vi er i politiet og anklagemyndigheden blandt andet blevet overrasket over, hvor hurtigt og voldsomt volumen er steget.”
Den konklusion deler Miriam Michaelsen fra Njord Law Firm.
”Der har for rigtig mange været et blind spot omkring det her. En manglende forståelse for, hvad der foregår, når det foregår digitalt. Hvad er det for et fænomen? Hvordan passer det ned i de juridiske kasser, vi har i forvejen?”
”Vi har jo en lovgivning, som er bygget på en analog verden, og som kigger på landegrænser. Der er alle mulige formalia, som fungerer meget godt, når man gør, som man plejer, men fordi det her tager en anden form og krydser landegrænser, og identiteten er for mange uigennemskuelig, så bliver det sværere at forholde sig til det,” siger hun.
Derfor har Michaelsen en opfordring:
”Vi er nødt til at kigge på alle former for digital kriminalitet. Hvordan passer det ind i den lovgivning, vi har nu? Hvordan passer det ind i de håndhævelsesværktøjer, vi har i dag? Og der vil en af udfordringerne være, at vi har at gøre med virksomheder og organisationer, som går på tværs af landegrænser, og som jo ikke nødvendigvis har jurisdiktion i Danmark.”
Noget tyder på, at dem, der vil sløre pengestrømme, får nye muligheder for at bruge skins og andre digitale genstande i fremtiden. Hvidvasksekretariatet udpeger i førnævnte rapport udviklingen af digitale økonomier i virtuelle fællesskaber som et ”opmærksomhedspunkt”. Det kunne eksempelvis være det metaverse, som firmaet bag Facebook, Meta, arbejder på.
Det er et stort, virtuelt univers, hvor enhver bruger har sin egen avatar, som kan bygge en hel tilværelse.
”Her vil et virtuelt værelse kunne udsmykkes med plakater, planter eller andre visuelle udtryk, som købes med fiat-valuta (rigtige penge, red.) eller kryptoaktiver og integreres i de virtuelle fællesskaber, hvorfra de handles,” skriver Hvidvasksekretariatet.
”Der kan dermed flyttes store beløb, som i visse tilfælde kan være vanskelige at spore.”
Det kan altså skabe juridiske udfordringer, når grænserne mellem den fysiske og den virtuelle verden udviskes. Det er protesten i Royal Arena og den bagvedliggende konflikt blot det seneste eksempel på.