Kun hver fjerde offer for hadtale får ført sin sag ved domstolene

Foto: Dina Hashem fotograferet i Aalborg i forbindelse med Menneskerettighedskonferencen 

Vi underkender konsekvenserne af hadtale i Danmark.

Det er i hvert fald det indtryk man hurtigt står tilbage med efter at have læst Amnestys netop lancerede rapport HAD SKADER - 22 ÅRS RETSPRAKSIS PÅ STRAFFELOVENS § 266 B.

Rapporten har analyseret de sidste 22 års retspraksis, herunder 1418 sager om hadtale fra alle landets politikredse. Derudover indgår også en spørgeskemaundersøgelse med 386 respondenter. Rapporten konkluderer, at to tredjedele af respondenterne til tider afholder sig fra at ytre sig på sociale medier på grund af hadtale, ligesom 76% erklærer sig enige eller overvejende enige i, at hadtale er et alvorligt samfundsproblem. Og så viser rapporten, at 72% af alle sager om hadtale de sidste 22 år er blevet henlagt. Det vender vi tilbage til. 

For Dina Hashem, der er senior jurist hos Amnesty International Danmark, er hadtale et stadig stigende problem i Danmark. Ifølge hende går det ud over den åbne samtale, vi er så vant til at have med hinanden.

 ”Hadtale har altid været aktuelt at belyse, og det bliver mere og mere aktuelt. Ytringsfrihed har altid været en kerneopgave for Amnesty, og så er det en kerneopgave i et demokrati. Og lige nu er ytringsfrihed ikke for alle – det kan vi se af vores rapport. Det helt store problem er, at folk afholder sig fra at deltage i den offentlige debat, fordi de frygter hadtale. Det er jo noget, der rammer alle, men det er særligt kvinder og minoriteter, det går ud over, og derfor mister vi jo deres perspektiver på samfundet. Og det er potentielt skadeligt for demokratiet,” siger hun til K-NEWS.

Dina Hashem ser desuden tegn i rapporten og arbejdet med denne på, at frygten for hadtale online har nogle afledte effekter til også at påvirke de fysiske møder mellem mennesker. Og det er bekymrende, påpeger hun.  

”Den her rapport er både juridisk og en psykologisk og retslingvistisk undersøgelse. Her har vores psykolog spurgt respondenterne om, hvad der sker, når man møder hadtale – og det viser sig, at det får folk til at tænke over, hvordan de skal agere i det offentlige rum,” siger hun. Hun uddyber, at bekymringen for nogle er så stor, at de har kontaktperson på speeddial, skulle de opleve hadtale.

”Det her med at forberede sig på at blive udsat for hadtale, det kaldes minoritetsstress. Hvis man møder had hos bageren, i trafikken eller andre steder. Der er mange, der ikke nødvendigvis oplever hadet direkte, men oplever hadet rettet mod andre i samme målgruppe, som de er en del af. Og det har også en effekt, hvor man holder sig tilbage eller frygter had,” forklarer Dina Hashem. 

Den utidssvarende paragraf

Den helt store udfordring i forhold til hadtale, handler ifølge Dina Hashem om den utidssvarende bestemmelse i straffeloven, som lige nu er den styrende for hadtale. Nemlig § 266 b. Bestemmelsen deles op i tre dele og defineres således:

Bestemmelsen findes i straffelovens § 266 b, som deles op i tre kriterier, som alle skal være opfyldt for at være hadtale. Det første kriterie er udbredelseskriteriet – en ytring skal være offentlig fremsat, altså i et offentligt Facebook-opslag, et debatindlæg, sagt højt på en offentlig gade eller andet. Der skal også været et forsæt om, at ytringen skal nå ud i en bredere kreds. Og så skal det være tilfældige udenforstående, der skal være vidne til ytringen – private beskeder sendt i for eksempel Messenger, sms og så videre falder uden for bestemmelsens ansvarsområde.

Den her rapport forholder sig til vores nationale ansvar i forhold til retssikkerhed

Dernæst følger beskyttelseskriteriet – ytringen skal være rettet mod en gruppe af personer, altså være en generaliserende udtalelse rettet mod de beskyttede målgrupper i bestemmelsen, såsom mennesker med et handicap, seksuel orientering, etnicitet og så videre. Hadefulde ytringer rettet mod enkelte personer er ikke omfattet af lovgivningen. Lovgivningen tillader, at man ytrer sig hadefuldt over for en religion men ikke overfor en gruppe af personer, der tror på en religion.

Og så er der grovhedskriteriet – altså at ytringen skal være truende, nedværdigende og forhånende over for en gruppe af personer.

Det er den her bestemmelse, som ifølge Dina Hashem bærer langt størstedelen af problemet.

”Vi kan se, at bestemmelsen ikke er tidssvarende, da den ikke er blevet ændret siden 1971, hvor vi ratificerede FN’s Racediskriminationskonvention – med den fik vi en bestemmelse i straffeloven, som ulovliggøre alle diskriminerende ytringer. Men selve ytringsformerne er ikke ændret i loven siden, og der er altså bare sket meget med vores kommunikationsformer siden 1971,” siger hun.  

Med det in mente konkluderer hun på vegne af Amnesty, at retssikkerheden på det her område ikke er fulgt med tiden, da det begrænser nogle menneskers evne til at bruge deres ytringsfrihed i det offentlige rum.

Ambivalensen

Netop ytringsfriheden er interessant her. For med Amnestys rapport peger de på en øget regulering i den danske straffelov, der skal inddæmme hadefulde ytringer i langt højere grad. Det sker blot få uger efter, at Justitias direktør Jacob Mchangama slog fast at lempeligere regulering af indhold på de sociale medier ville være godt for ytringsfriheden. Udtalelsen kom i forbindelse med Metas melding om, at man nu ville fjerne alle fact checkere og moderering af indhold på deres platforme. Her lød argumentet fra Mchangama, at det begrænsende for netop ytringsfriheden, når tech-platformene har magt til at regulere, hvad der er det rigtige indhold.

Og heri altså ambivalensen. For hvad er det for hensyn, der skal tages, hvis ytringsfriheden skal have de bedste levevilkår?

Ifølge Dina Hashem er det vigtigt at skille diskussionen ad.

”Den her rapport forholder sig til vores nationale ansvar i forhold til retssikkerhed. Et andet spor er tech-giganternes ansvar for ytringsfrihed og adgang til ytringer. 

I sidste ende er det domstolene, der vurderer, om noget er hadtale eller ej. Vi vil gerne have at flere anmelder, og at flere sager vurderes ved domstolene, så vi får en stærkere praksis på det her område. Det er vigtigt at skelne mellem, hvornår noget er kritik, og hvornår noget er hadtale. Og kan tech-giganterne vurdere det? Nogle vil argumentere for mindre regulering, men vores pointe i den her rapport er, at vi skal kigge mere målrettet på beskyttelse mod hadtale på et lovgivningsmæssigt niveau. For det er ret essentielt i forhold til at tale om, hvad der er acceptabelt i et retssamfund.”

Hos Amnesty så Dina Hashem derfor gerne, at man fra politisk side kiggede nærmere på bestemmelsen i straffeloven, særligt med henblik på at få ændret ordlyden i beskyttelseskriteriet. For ifølge rapporten bliver 38% af de henlagte sager afvist på baggrund af netop beskyttelseskriteriet, fordi der har været tale om ytringer rettet mod enkeltpersoner og altså ikke grupper af personer, siger hun. 

”Det er strafbart at ytre sig hadefuldt i Danmark. Det er tilbage til beskyttelseskriteriet – vi har rammerne, men rammerne er ikke tidssvarende. Vores bestemmelse skal også virke i praksis og ikke kun på papiret. Når 38% af sagerne bliver henlagt på den her baggrund, så betyder det, at hvis du siger DIN i stedet for DE eller I, så er man ikke beskyttet gennem lovens ordlyd, fordi ytringen rettes mod et enkeltindivid og ikke en gruppe.” 

Amnesty anbefaler derfor, at vi i Danmark kigger mod vores nordiske naboer, der har en anden ordlyd i deres straffelov. 

”Vi anbefaler, at vi kigger mod Norge og søger inspiration i deres bestemmelse i deres straffelov § 185 – for i deres beskyttelseskriterie er enkeltpersoner også beskyttet mod hadtale,” siger Dina Hashem.