Kommentar: Eskil Nielsen tegner et stærkt misvisende billede uden hold i virkeligheden

Denne kommentar er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning. 

Med en lidet flatterende sprogdragt forsøger Eskil Nielsen i et blogindlæg på K-News kun at være ”komfortabelt provokerende”, som han selv formulerer det. Provokationer skal der absolut være plads til i debatten. Jeg håber, at der også er plads til fakta og vigtige nuancer. Det vil jeg i hvert fald forsøge mig med, for debatten er vigtig.

Med en baggrund som økonom vil jeg stilfærdigt gøre opmærksom på, at det fagligt er meget svært at argumentere for, at advokater skulle have en overnaturlig stor indtjening på de respektive markeder, de befinder sig på.

Advokater er meget forskellige, og de forskellige juridiske specialer befinder sig på forskellige frie markeder, hvor der er fuldstændig fri konkurrence, og hvor prisen alene fastsættes ud fra udbud og efterspørgsel – ligesom på andre markeder. En M&A-advokat er på samme marked, som de store revisionshuse, investeringsbanker og de store globale konsulenthuse. Konkurrencen er fuldstændig fri, og der er er ingen tegn på, at advokater skulle have en større indtjening end fx investment bankers – snarere tværtimod.

En boligadvokat konkurrerer med ejendomsmæglere, køberrådgivere og andre rådgivere. Heller ikke her er prisen højere eller unormal. Markedet for juridiske tjenesteydelser er nemlig fuldstændig frit. Alle kan rådgive erhvervskunder. Det samme gælder privatkunder. Her skal man dog overholde nogle ganske få fornuftige spilleregler efter lov om juridisk rådgivning, så forbrugerbeskyttelsen er i orden. Det billede, som Eskil Nielsen forsøger at tegne, af et monopolistisk marked, hvor alene advokater agerer, er derfor stærkt misvisende og uden hold i virkeligheden.

Så skriver Eskil Nielsen, at advokater har eneret på at gå i retten. Det er faktisk heller ikke helt rigtigt. Hovedreglen er, at man skal være uafhængig advokat – altså være advokat i en advokatvirksomhed – for at kunne repræsentere andre i retten. Men der er masser af undtagelser. Advokater i virksomheder går i retten på vegne af deres virksomhed. Advokater i organisationer, fagforeninger, landboforeninger mv. går i retten på vegne af deres medlemmer under den såkaldte mandatarregel. Offentligt ansatte går i retten på vegne af det offentlige som såkaldte rettergangsfuldmægtige. Alle kan repræsentere sig selv i retten i den såkaldte småsagsproces, og man skal ikke være advokat for at møde i de fleste inkassosager. At det som hovedregel skal være uafhængige advokater, der repræsenterer klienter i retten, er netop begrundet i behovet for at sikre advokatens uafhængighed af andre interesser end klientens. Det synes der ikke at være stor uenighed om, hverken her eller i resten af verden.

Så er det rigtigt, som Eskil Nielsen påpeger, at man skal være uddannet advokat, for at man må bruge titlen, men er det er problem? Man skal også være uddannet læge, for at man må benytte sig af titlen – eller civilingeniør for at kalde sig det for den sags skyld. Er det ikke bare en sund forbrugerbeskyttelse, så kunderne er sikre på, at de får, hvad de betaler for?

Personligt er jeg da tryg ved, at alle ikke må kalde sig hjernekirurger og operere folk. Jeg er enig med Eskil Nielsen i, at der er gode argumenter for, hvorfor advokater er reguleret, som de er, men hans brug af ordet monopol er noget løssluppent. Flere tusinde advokater har valgt at deponere deres bestalling. Det havde de jo nok ikke gjort, hvis det bare var et beskyttet marked, der flød med mælk og honning.

Antallet af virksomhedsjurister er steget markant i de senere år. Det betyder, at en meget stor del af de mennesker, der indkøber juridiske ydelser for virksomhederne, selv er fagspecialister. De har ofte en baggrund i advokatbranchen, så de ved godt, hvad ting koster, og hvor omfattende en opgave er. Hårde beauty contests, hvor advokatfirmaer slås om opgaver, som kunderne udbyder er hverdag for en branche med en intens intern konkurrence. På den måde adskiller vi os ikke fra andre rådgivere – alle vil naturligvis gerne have de gode sager.

Det er fint at provokere, stille spørgsmål og udfordre, og vi tager altid gerne dialogen, og der er da givetvis områder, hvor vi kan forbedre os. Det vender vi ikke det blinde øje til, men det er bedst, når argumenterne bygger på realiteter snarere end på personlige 'kæpheste' og tendentiøse udfald - og bundlinjen er jo den enkle, at hvis branchen ikke leverede varen, ville vi jo ikke have nogen kunder, for de kan heldigvis stemme med fødderne på et frit marked.