“Kloden dør og folk er i knibe. Vi har ikke tid til at sove lige nu”

Kåre Traberg Smidt er opvokset med både en mor og en stedmor. Nu vælger han selv, hvem han omtaler som sin mor, alt efter hvem han omgiver sig med.

Den ene er advokat, har arbejdet som dommer og har siddet i Flygtningenævnet. Den anden har boet på Christiania og var tidligere gift med TømrerClaus.

Når man lige møder Kåre, er kombinationen af de to ret tydelig, for han bevæger sig mellem en etableret hverdag i retten med skjorte og slips, men insisterer på at møde andre i øjenhøjde og værdsætter mangfoldighed og skæve eksistenser.

Den ene Kåre er tydelig i hans politiske virke for Alternativet, hvor han betegner sig selv som aktivistisk. Den anden er tydelig på kontoret som advokat. Men han er sikker på, at han aldrig bliver Amaliegade-materiale.

Fra bedetæpper til testamenter

Mellem kartoffelrækkernes små farvede landsbyhuse har Kåre Traberg Smidt etableret, hvad han helst vil sammenligne med en lille landsbylægepraksis. Her sidder Kåre selv med sin advokatkone Louise, sin advokatstedmor og deres stud.jur., som er en gammel ven af familien gennem ti år.

Ovenpå er børnene, når de ikke er i skole, for kun adskilt af en trappe på kontoret ligger Kåres private bolig, og der holdes der frokostpause de dage, de ikke er i retten eller ude til møder. Jeg bliver med det samme inviteret til at spise med, for Kåre har været ved den lokale fiskehandler og har købt krebsehaler og stenbiderrogn.

Idyllen i det indre København står tilsyneladende i skarp kontrast til det gamle store kontor på Nørrebro. Ikke at Kåre ikke savner det gamle, for det kunne noget andet. Men med en placering på Ydre Nørrebro, ni advokater og sytten medarbejdere fordelt på 500 kvadratmeter “til en husleje på en million om året”, brugte han al sin tid på at være daglig leder.

“Jeg er blevet advokat for at gå i retten, og det havde jeg ikke tid til. Det var kun løn og toiletpapir, som jeg plejer at sige,” forklarer han.

Men kontoret på Lygten kunne noget særligt, for de prioriterede retshjælp, og det betød, at de lokale grønthandlere kom forbi til et godt råd, og det var mangfoldigt på den måde, at der kom geder i snor og lå bedetæpper i hjørnerne, mens tomme lokaler blev lånt ud til iværksættere og kunstnere.

Jeg er blevet advokat for at gå i retten, og det havde jeg ikke tid til. Det var kun løn og toiletpapir, som jeg plejer at sige

I dag er de få, der kommer ind fra gaden på Østerbro, lokale, der mangler gode råd om testamentet, og Kåre savner lidt trafikken, hvor han havde et helt klart princip om ikke at kræve registrering og aldrig tage penge for gode råd.

“Jeg vil hellere give et gratis råd i dag, for så kommer du nok også tilbage, når det gælder. Det er ordentlig virksomhedsførelse, men det er også ordentlig menneskeadfærd, og det vil jeg gerne bringe videre i mit advokatvirke. Det er fra mine forældre. Jeg giver det til mine børn og i det politiske.”

Det er efterhånden seks år siden, Kåre flyttede fra Nørrebros mangfoldighed til Østerbros bedste svar på landidyl, og ingeniørfirmaet, der har overtaget de gamle lokaler, oplever stadig, at Kåres retshjælp bliver efterspurgt. Derfor har de en stak visitkort liggende.

Fri i arbejdstiden og arbejde i fritiden

I køkkenet ovenpå i den private bolig hænger der billeder af familien over køkkenbordet. Over stenbiderrognen får jeg mulighed for at få indblik i, hvordan det er at arbejde sammen i en lille familievirksomhed.

Kåre har været sammen med Louise i 10 år og med en hverdag, hvor arbejde og privatliv smelter sammen på den måde, hvor der både kan vaskes tøj i arbejdstiden, men hvor de også vækkes af vigtige telefonopkald, mens de sover, skal rollefordelingen være tydelig.

“Min kone er min bagstopper. Mine tanker om morgenen sker om eftermiddagen. Jeg skal bare have lov,” siger Kåre, og kollegaen og konen Louise giver ham ret.

“Jeg kan godt lide, at tingene er, som de plejer. Jeg er en tryghedsnarkoman. Så vi bruger hinanden til at få den rette afstemning, for du er en loose canon,” siger hun grinende, og ser hen på Kåre.

“Jeg løber alt i gennem konen først, ellers mister jeg jordforbindelsen. Du skal altid omgive dig med mennesker, der gør dig klogere og stærkere, sagde min far altid.”

Lige nu er det især det kommende folketingsvalg, der optager Kåre, når han ikke knokler på kontoret.

“Jeg har sagt, han kun må have én hobby,” siger Louise.

“Jeg køber en båd efter valget,” siger Kåre.

“Nej,” svarer Louise.

“og en Sankt Bernards hund” tilføjer han.

“Nej,” svarer hun igen og griner.

Men der er en enighed om, at hjemmet skal være et sted, hvor der er plads til alle, og Louise mener, at Kåre tiltrækker skæve eksistenser, men i deres hjem skal der være plads til mennesker. Derfor har de flere gange inviteret klienter fra gamle asylsager med juleaften - for hvor skulle de ellers være. De har et princip om, at de altid tager telefonen, når den ringer, for det kunne være en ny klient eller en, der har brug for hjælp.

“Vi skal kunne vores jura og gå i retten osv., men halvfems procent af jobbet er psykologbistand, ro og overblik.” siger Kåre og fortsætter,

“Det er en risiko, at folk ringer klokken ni om aftenen, men vi tager altid telefonen, for folk har brug for hjælp nu. Hvis de så ringer midt i X-factor eller Disneysjov for at høre om familiesammenføringsregler, så spørger jeg: er du anholdt, sigtet eller bløder du? nej. Kan du så ringe i morgen tidlig?” fortæller Kåre.

Derfor er der altid travlt, men de kan begge godt lide det på den måde. Efter en valgkamp eller en stor terrorsag kan presset også blive for stort, og i de perioder har Kåre brug for at trække sig fuldstændig tilbage, og han siger nej tak til sager. Jeg spørger ham, hvad han gør i de situationer.

Jeg går hjem fra retten, lukker døren og kobler fra. Jeg bliver nærmest syg. Jeg gør det, jeg skal, kommer ned til et møde f.eks. og går op igen

“Jeg siger det til min kone,” siger Kåre.

Hun ser over på mig.

“Han laver en Maude. Han går i seng.” siger hun.

“Jeg går hjem fra retten, lukker døren og kobler fra. Jeg bliver nærmest syg. Jeg gør det, jeg skal, kommer ned til et møde f.eks. og går op igen.”

Men efter noget tid er han tilbage for fuld skrald. For han har mange ambitioner og hans privilegier gør, han føler et stort behov for at tage ansvar.

“Vi har ikke tid til andet, for kloden dør, og folk er i knibe. Vi har ikke tid til at sove lige nu.”

Sammenspil mellem politik og jura

For Kåre ligger det med at gøre en forskel dybt, og han tager ansvaret på sig. Med en familie af jurister helt tilbage til hans oldefar, og flere der har været et lokalt bindeled, politisk aktive eller borgmestre, falder det ham helt naturligt. Han kommer fra et hjem, hvor der altid er blevet diskuteret jura som det primære, og hvor retfærdighedssansen var ekstremt udviklet.

“Vi får ikke overskud hvert år, og jeg er den sidste, der får løn. Folk siger nogle gange, du er også en advokat, du kan sidde og sige alle mulige ting, hvor til jeg spørger, om vi skal sammenligne lønsedler,” siger han og fortsætter,

“Vi har en mission, som er at gøre en forskel. Det kan jeg kun med ressourcer. Det er en pligt, når man kan.”

Og selvom det politiske er arenaen, hvor de store drømme og idealistiske tanker for alvor kan komme i spil, er han bevidst om, at det ind i mellem kan være svært at få begge dele til at spille sammen.

Blandt andet fordi at for meget tid på politik betyder mangel på omsætning i virksomheden. Men han har også oplevet, at det har været svært, da han var politiker for Venstre at forsvare en udlændingepolitik, han var uenig i, når han har siddet med asylsager.

“Jeg kan ikke adskille privatlivet og mig som person. Jeg er mit fag, jeg er min jura, jeg bliver nødt til at efterleve det. Ellers mister jeg min credibility.”

Menneskerettigheder som mærkesag

Kåre er især aktiv i debatter om menneskerettigheder og udlændingeret. Han har mange historier at fortælle og ind i mellem så mange, at han selv skifter emner. Men omdrejningspunktet i historierne stemmer overens med det, han beskæftiger sig mest med både juridisk og politisk - nemlig udlændingeret og menneskerettigheder.

Det vender hele tiden tilbage til respekt for det andet menneske. Derfor er jeg helt enig med FN, det er faktisk den eneste mulige driver fremover

Jeg forholder ham til FN’s statement ved topmødet i januar, hvor fokus på menneskerettigheder blev udråbt som den vigtigste driver for fremtidens globalisering.

“Det vender hele tiden tilbage til respekt for det andet menneske. Derfor er jeg helt enig med FN, det er faktisk den eneste mulige driver fremover.”

Han forklarer, at mange mennesker er på flugt på verdensplan, og at det ikke længere kun skyldes krig og krise, men også klimaudfordringer.

“Så er det ikke længere en nation, der har gjort noget galt, men vi er sammen i denne her båd. Derfor må vi skabe den konsensus.”

Han har tillid til den unge generations handlekraft, som han hilser ekstremt velkommen.

“De skal bare støttes, og vi gamle knarker gør slet ikke nok. Vi må bare ikke miste håbet. Det tager tid. Vi må bremse udviklingen til de unge kommer,” siger han og fortsætter,

“Så kan de smide alle de gamle ud. Måske også inklusiv mig selv,” siger Kåre afsluttende med et skævt smil.