23/04/2018 -

Klint er manden, der skal styre Kammeradvokaten ud, hvor vinden suser


Klint Klingberg-Jensen er ny styrmand på Kammeradvokatens nye satsning på offshore-markedet. Med erfaring fra blandt andre DONG skal Klint Klingberg-Jensen udvikle og drive den nye afdeling for offshore, som er et område præget af stor uforudsigelighed og risici.

Rasmus Hylleberg


Offshore er ikke umiddelbart et rådgivningsområde, der fylder særlig meget i advokatbranchens eksterne branding, hvor emner som fintech, M&A og GDPR er langt mere fremtrædende. Ikke desto mindre har Kammeradvokaten nu kastet sig over offshore-markedet som sit nye ekpertiseområde. Manden, der skal drive det, er den 37-årige Klint Klingberg-Jensen, der kommer med erfaring fra blandt andre Plesner og DONG. Og det er da også et spændende område fuld af udfordringer og kompleksitet.

"Selve branchen, som sådan, er spændende, og det er den fordi, at ligeså snart du tager arbejde offshore, så bliver det typisk meget omkostningstungt, teknisk set kompliceret og der er en risiko for at noget går galt, både teknisk og kommercielt. Der er meget stor grad af uforudsigelighed, måske særligt i olie- & gas-branchen, og heraf følger også en naturlig stor fokus på sikkerhed," siger Klint Klingberg-Jensen til K-News. Ifølge ham er offshore et område, der kræver en bred forståelse for det juridiske felt, da mange forskellige retsområder hurtigt kan komme i spil.

Hvis der opstår et problem med produktionen, eller hvis en installation ikke går som planlagt, så skal det juridiske fundament være på plads. Det skyldes selvsagt, at hvis det går galt, så kan gå det rigtig galt. Det har vi jo set bl.a. i den mexicanske golf, som det værste eksempel

"Det gør i sin helhed, at man skal være ekstra meget på tæerne, når man som advokat bistår med sin rådgivning. Hvis der opstår et problem med produktionen, eller hvis en installation ikke går som planlagt, så skal det juridiske fundament være på plads. Det skyldes selvsagt, at hvis det går galt, så kan gå det rigtig galt. Det har vi jo set bl.a. i den mexicanske golf, som det værste eksempel."

 

At være med hvor vinden suser

At rådgive inden for offshore stiller ifølge Klint Klingberg-Jensen store krav til en bred forretningsforståelse.

"Jeg ser meget det her med at forme den juridiske ydelse ind i, hvad projektet har brug for, som værende det værdiskabende. Der kan du enten vælge at være den traditionelle, konservative jurist, der sidder bag sit skrivebord og siger 'det må du ikke gøre, for det kan potentielt være farligt'. Eller du kan være den involverende jurist, der faktisk sætter sig ned og siger 'okay, I skal derhen, hvordan løser vi det på den bedste måde – både juridisk, forretningsmæssigt og sikkerhedsmæssigt'. Det driver mig nok meget, når jeg får lov til at integrere mig i projektet," siger han.

At arbejde med offshore er dog ikke blot styret af uforudsigelighed, men også en udtalt skabertrang.

For mig er der en spænding ved at være med derude, 'hvor vinden suser'. Så kan det godt være man bruger rigtig meget af sin tid bag et skrivebord, men så snart du kommer med på f.eks. et større udbygningsprojekt, så skal tingene være af højeste kvalitet, til tiden og alt skal falde i hak som planlagt

"For mig er der en spænding ved at være med derude, 'hvor vinden suser'. Så kan det godt være man bruger rigtig meget af sin tid bag et skrivebord, men så snart du kommer med på f.eks. et større udbygningsprojekt, så skal tingene være af højeste kvalitet, til tiden og alt skal falde i hak som planlagt. Det kan godt få en til at føle, at man har en reel andel i det, der bliver leveret ude på søen i sidste ende. Det føles ret motiverende at skabe noget, som man kan kigge på bagefter og sige: det var jeg med at understøtte. Det var jeg en del af."

 

Masser af komplekse opgaver venter

Hos Kammeradvokaten ser man offshore som en helt naturlig udvikling af de ekspertiseområder, som firmaet allerede tilbyder. Det siger managing partner Tomas Ilsø Andersen.

"Vi ser offshore som en naturlig videreudvikling ovenpå de kompetencer, kunder og sagsområder, som vi i forvejen har. Vi har altid hjulpet staten med at forstå, forhandle og fortolke aftaler indenfor offshore-området, og det bliver vi nu endnu bedre til. Samtidig er vi jo et førende retsagskontor, og det ligger lige for, at vi også kan tilbyde hjælp til tvisteløsning bredt i markedet indenfor dette område," siger Tomas Ilsø Andersen. 

For Klint Klingberg-Jensen er det interessant at bevæge sig på et marked, der rummer masser af opgaver og kompleksitet, da der både er fart på udvinding af vind, men også olie og gas. Så sent som søndag lancerede regeringen en stor ambitiøs plan for etablering af en ny havvindmøllepark som en del af et nyt energiforlig.

"Der er en række udbygningsprojekter på vindsiden, som bare venter på at blive opført, eller hvor opførslen allerede er startet. Det er muligt, at der kommer til at være lidt arbejde med tvister i forhold til opførslen af disse projekter. Men jeg tror – fra et juridisk perspektiv – at størstedelen af arbejdet kommer til at ligge ude i fremtiden med flere nye vindparker i dansk sektor, som vi jo bl.a. også ser med regeringens nye udspil," siger han og fortsætter:

På olie- & gas-siden har vi helt klart set et opbrud i branchen (...) Og her kan det sagtens være, at der kommer nogle spændende opgaver for advokater med tilknytning til området

"På olie- & gas-siden har vi helt klart set et opbrud i branchen, hvor Total har overtaget Mærsks aktiviteter i Nordsøen, vi har set INEOS, der har købt DONG’s oliedivision, og der er andre bevægelser i markedet. Der kommer nok til at gå lidt tid, førend de nye aktører finder deres ben at stå på og finder ud af, hvordan de vil drive deres aktiviteter i Nordsøen. Og her kan det sagtens være, at der kommer nogle spændende opgaver for advokater med tilknytning til området." 

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak