Der lød højlydt jublen hos klimaforkæmperne, da et bredt flertal af de danske partier sidste år blev enige om en ny klimalov. 14. maj i år blev loven førstebehandlet, og det blev her slået fast, at Danmark skal reducere sit CO₂-udslip med 70 procent i 2030 i forhold til niveauet i 1990.

Dagen blev kaldt ’historisk’, af SF’s klimaordfører, Signe Munk.

”Der er brug for markant handling. Vi står med store udfordringer. Voldsommere storme, tørke og regn. Klimaforandringerne bliver værre i takt med, at klodens temperaturer stiger”, siger hun til Arbejderen. 

”Der er håb i vores ambitiøse klimalov og i, at klimakravet er blevet et folkekrav. Klimaloven hæver det danske klimamål og gør det historisk bindende. Loven står også på et markant folkekrav om, at Danmark skal levere klimahandling og ikke bare grøn snak.”

Men er en klimalov nok?

Ikke ifølge Sune Klinge, forsker i forfatningsret på Københavns Universitet, der sammen med juraprofessor Jens Elo Rytter og de to ph.d-studerende, Annemette Fallentin Nyborg og Katarina Hovden har udarbejdet et forslag til, hvordan klima, miljø og natur kan beskyttes i vores forfatning – sådan som man også har gjort i 149 andre lande.

Forslagene til en ny paragraf i grundloven er delt op i fire:

Stk. 1. Omsorg for miljøet, naturen og klimaet er et fælles samfundsansvar.

Stk. 2. Enhver har ret til et sundt miljø, en bæredygtig og mangfoldig natur, samt et sikkert klima.

Stk. 3. Enhver har ret til fyldestgørende oplysninger om miljøets, naturens og klimaets tilstand og udvikling, samt om virkningerne af planlagte indgreb.

Stk. 4. Staten skal træffe nødvendige foranstaltninger for at beskytte disse rettigheder, også for fremtidige generationer og med respekt for naturens iboende værdi. Statens foranstaltninger skal basere sig på et forsigtighedsprincip.

Her skal man især bemærke stk. 2, som er den egentlige rettighed, og stk. 4, hvor ansvaret bliver placeret, hvor det skal: på staten. Sune Klinge kalder det et ’nybrud med den måde, man skriver rettigheder på i en dansk grundlovstradition’.

Den danske grundlov er ifølge Sune Klinge nemlig kendetegnet ved (udover hvordan magten skal fordeles, og hvordan landet skal regeres), at borgerne har en række rettigheder, som staten IKKE må gribe ind i. Politiet må IKKE opløse forsamlinger; politiet må IKKE forbyde demonstrationer; staten må IKKE påføre borgeren censur.

Her vender man det om, som man også gør i f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og siger, at staten har en positiv forpligtelse til at gribe ind for at beskytte borgerens rettigheder. Det har forskergruppen valgt, fordi lige præcis med klimaproblematikken, er det ikke nødvendigvis staten, som ikke må krænke borgerens rettigheder – men private virksomheder. Og det kræver nogle andre værktøjer, når sådan en problematik skal løses.

”Det kan være, at det er et olieselskab, landbruget eller lignende, som er dem, der egentligt krænker rettigheden i stk 2: Enhver har ret til et sundt miljø, en bæredygtig og mangfoldig natur, samt et sikkert klima. Så det her er en måde at placere ansvaret, så borgeren kan sige: Kære stat, her skal I gribe ind overfor virksomheden, for at mine rettigheder til rent drikkevand eller ren luft ikke bliver krænket,” siger Sune Klinge.

Fra hans synspunkt bliver klimaloven nødt til at blive suppleret af en grøn grundlov for at den vil kunne overleve fremtidige skiftende regeringers prioriteringer – og omvendt skal grundloven også suppleres af en mere specifik klimalov.

”Jeg synes, det er vigtigt at få ind som en generationskontrakt for vores børn.
Og her vil klimaloven være et fantastisk supplement til de grundlovssikrede grønne rettigheder for at specificere lovgivningen alt efter, hvordan samfundet udvikler sig, og hvilken ny viden vi tilegner os. Ingen af delene bør stå alene”, fortæller han.

Derfor skal klimaet ikke ind i grundloven

Det er dog ikke alle, der mener, at en grøn grundlovssikring er en god ide. Det betyder ikke nødvendigvis, det er, fordi de ikke synes, det er en god idé at sikre klimaet, men fordi når det først står skrevet i grundloven, kan det være meget svært at få ændret igen.

For at opnå en grundlovsændring, skal Folketinget først vedtage forslaget til den nye grundlov, hvorefter der udskrives et valg til Folketinget, og det nye folketing ligeledes vedtager grundlovsforslaget, som det er og uden ændringer, hvor det slutteligt skal vedtages af mindst 40 procent af samtlige stemmeberettigede ved en folkeafstemning.

Det betyder naturligvis, at politikerne er tvunget til at forholde sig til klimaet uagtet nye politiske vinde og samfundsændringer – hvilket bringer os til, hvorfor nogen ikke støtter en grøn grundlovssikring.

Klimaet hører til i en folketingssal – ikke i grundloven

Djøfbladet bragte i begyndelsen af måneden en artikel, hvor de spurgte en række klimaordførere om, hvorvidt de støtter en grøn grundlovssikring. Og modtagelsen var … håndvarm.

Nogle af klimaordførerne udtrykte bekymring for at åbne for grundloven:

”Grundloven er fundamentet i vores samfund, som vores frihed og velfærd bygger ovenpå. Selvom jeg deler ønsket om at ville sikre naturen og klimaet flere rettigheder, har Socialdemokratiet ikke nogen aktuelle planer om at åbne grundloven op med dertilhørende folkeafstemning osv.”, siger Socialdemokratiets klimaordfører Anne Paulin og lidt mere direkte udpensler Det Konservative Folkepartis klimaordfører Mette Abildgaard problematikken:

”Nej, det støtter vi ikke. Vi ønsker ikke at åbne op for en revision af grundloven, da vi frygter, at en sådan anledning vil føre til en lang række andre ændringsforslag, som vi ikke bryder os om.”

Sune Klinge forholder sig til kritikken.

”Det er som sagt en lidt anden type rettighed, en positiv forpligtelse, som vi gerne vil have ind i grundloven. Så mange frygter måske, at det også åbner op for, at der skal andre lignende rettigheder ind i grundloven – herunder retten til familieliv, retten til privatliv osv. – rettigheder, som hører til en ’nyere tid’”, fortæller han:

”Og her siger politikerne så: Nej, vi kan egentlig godt lide vores grundlov, som den er, fordi der ikke står så frygteligt meget, og det giver os friere rammer at agere indenfor”.

Dansk Folkepartis klimaordfører Morten Messerschmidt var heller ikke just begejstret over forslaget om en ændring af grundloven, så den også tager højde for klimaet. Han svarede Djøfbladet:

”Nej, på ingen måde [støtter vi en grøn grundlovssikring]. Det er politisk at afgøre den slags. Det hører til i folketingssalen – ikke i en grundlov”.

At klimaet hører til i folketingssalen fremfor i grundloven, er et argument der ofte er blevet hevet frem. Flere mener nemlig, at det er udemokratisk, netop fordi de folkevalgte politikere så ikke kan vige fra klimabestemmelsen i grundloven, hvis stemningen måske ændrer sig, eller hvis det kan blive dyrt at prioritere klimaet frem for f.eks. indtægter fra olieindustrien.

En af dem er Christian Bjørnskov, professor i nationaløkonomi på Aarhus Universitet.

”På et dybere niveau er forslaget [om en grøn grundlov] ikke blot tåbeligt og sandsynligvis ineffektivt […] men også dybt udemokratisk. Forslaget definerer ikke blot et temmelig vagt mål, men også en bestemt måde at gøre tingene på, idet staten skal træffe foranstaltninger og foretage indgreb. Der er med andre ord ingen plads til hverken markedet eller civilsamfundet i løsningen”, skrev han tilbage i december på punditokraterne.dk.

Til det svarer Sune Klinge:

”Folk må jo gerne mene, at det udelukkende er et politisk spørgsmål, ligesom jeg mener det modsatte. Men jeg mener simpelthen, at det er en illusion, denne her opfattelse om, at hvis ikke det står i grundloven, så er der ikke noget, der skubber til politikerne”, fortæller han og fortsætter:

”Der er masser af ting, der skubber til de politiske beslutningsprocesser rent retligt allerede nu. Herunder Menneskerettighedsdomstolen og EU-Domstolen”.

Men hvis der allerede nu er noget, der påvirker politikerne på klimafronten – hvorfor så overhovedet bruge tid og energi på at få det ind i grundloven?

Her kan vi kigge mod Norge for at se hvorfor.

En grøn grundlovssikring forpligter Højesteretsdomstolene

149 lande har allerede skrevet klima- og miljøbeskyttelse ind i forfatningen. Faktisk er Danmark det eneste land i norden, der ikke har skrevet det ind i forfatningen – og det eneste land i EU udover Irland og Slovenien.

Da Sune Klinge sammen med forskergruppen skulle udforme et forslag til en grøn bestemmelse, havde de derfor masser af grønne forfatningsbestemmelser at lade sig inspirere af. Norge har især været en stor inspirationskilde, fortæller Sune Klinge.

I deres forfatning står der:

Enhver har rett til et miljø som sikrer helsen, og til en natur der produksjonsevne og mangfold bevares. Naturens ressurser skal disponeres ut fra en langsiktig og allsidig betraktning som ivaretar denne rett også for etterslekten.

Naturgrundlaget skal altså betragtes som en grundlæggende rettighed for mennesker, og grundlovsparagraffen er en måde at værne og sikre miljø og klima til fremtidige generationer.

Og endnu en ting, som gør Norge et interessant land at kigge mod, er, at forfatningen er blevet brugt til at lægge en sag an mod staten, fordi den ikke har levet op til sine forpligtelser om at sikre et sundt og sikkert miljø for fremtiden. Det er Greenpeace og organisationen Natur og Ungdom, der anklager regeringen for at handle i strid med den norske grundlov. 

Det, at det står i forfatningen, gør, at domstolene faktisk er nødt til at skabe et nationalt fortolkningsrum af forpligtelserne. Sagen er endnu ikke afgjort, da sagsøgerne har fået tilladelse til en tredjeinstansbehandling i den norske Højesteret. Det er netop det, Sune Klinge håber på at opnå med en grøn forfatningsændring.

”I dag har vi en masse internationale forpligtelser, som gør, at politikerne trods alt ikke kan ignorere klimaet, retten til liv og retten til familieliv for bare at nævne nogle. Men som forfatningsforsker mener jeg, at det ville være bedre at skabe et nationalt fortolkningsrum”, siger han.

Grunden til det, fortsætter han med at forklare, er, at den danske Højesteret ikke vil fortolke international ret ind i dansk ret.

”Man kan derfor godt lægge sag an mod den danske stat støttet på menneskerettighederne, som det er i dag, men det ville være meget usandsynligt, at man faktisk vandt. Det er, fordi sagerne skal minde næsten 1:1 om hinanden, før den danske Højesteret vil anvende sagerne og dømme til fordel for klimaet eller naturen. Så selv, hvis der er en sag i Holland, der minder meget om, men med nogle nuanceforskelle, så vil Højesteret ikke anvende sagen som præjudikat, fordi de mener, at det er et politisk spørgsmål,” siger han.

”Hvis det derimod var grundlovssikret, var de tvunget til at tage stilling og bruge det forarbejde, der ligger, og bruge det til at løse den konkrete situation. Det er jo det, de er sat i verden til – det er at løse tvister mellem to parter.”

Sagen skal for Højesteretten d. 4. november.