11/11/2024 - Ny direktør

Karsten Lauritzen er ny direktør for Danske Advokater


Knap tre år efter Karsten Lauritzen forlod Folketinget som først retsordfører og siden skatteminister til fordel for en direktørpost hos DI Transport er han tilbage på den juridiske scene som ny direktør for Danske Advokater.

Skiftet kommer kort tid efter, at han blev præsenteret som frontfigur på en ny rettighedsalliance inden for skat. Og dermed binder Karsten Lauritzen sløjfe på sin interesse for retssikkerhed, der har fulgt ham siden han selv var retsordfører.

Tekst og billede: Rasmus Lehmann Hylleberg


Danske Advokater har fundet deres nye direktør. Det bliver den 41-årige tidligere retsordfører og skatteminister for Venstre Karsten Lauritzen, der tager over for den afgående Paul Mollerup. Og dermed er Karsten Lauritzen tilbage i arbejdet med et af de emner, der også prægede hans tid som politiker – nemlig retssikkerhed

”Retssikkerhed er noget, man husker, når der holdes retssikkerhedskonference og noget, man hiver frem ved festlige lejligheder. Men når det kommer til den benhårde politiske prioritering, så kommer retssikkerheden ret lavt nede på den politiske dagsorden."

Sådan lød det, da det skattefaglige magasin Taxo i oktober interviewede Karsten Lauritzen om hans nye rolle som frontfigur for den nye rettighedsalliance på skatteområdet, som er et samarbejde mellem FSR, Dansk Industri, Danske Skatteadvokater, Dansk Erhverv, Advokatsamfundet og Danske Advokater.

Det bliver altså Karsten Lauritzen, der skal få samling på tropperne hos Danske Advokater, der det seneste år har haft flere store agendaer på tegnebrættet – både Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmiths farvel til brancheforeningen tilbage foråret og den dertilhørende diskussion om liberalisering af statens advokatydelser er nærværende problemstillinger for Danske Advokater, ligesom også fokus på AI, diversitet og retssikkerhed fylder hos brancheorganisationen.

”Advokaterne har en helt central rolle som garanter for borgeres og virksomheders retssikkerhed. Det er et emne, som ligger mig meget på sinde, og jeg er glad og stolt over at få mulighed for at være med til at præge branchen. Vi står over for store udfordringer med indtoget af kunstig intelligens. Vi skal gøre noget ved branchens omdømme. Og så skal vi sikre, at branchen fortsat er en attraktiv branche i fremtiden. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet,” udtaler Karsten Lauritzen i en pressemeddelelse.

 

Retssikkerhed som rød tråd

Med skiftet væk fra Dansk Industri, hvor han de sidste tre år har bestridt stillingen som direktør for transport, er Karsten Lauritzen tilbage i arbejdet med retssikkerhed. Og det startede allerede i oktober måned, da han blev præsenteret som frontfigur på retssikkerhedsalliancen. Ifølge Lauritzen selv er han dog ikke så overrasket over, at retssikkerheden trækker i ham.

Til fagbladet Taxo forklarede han i oktober uddybende på interessen for retssikkerhed, der for ham startede allerede i 2007, da han blev valgt til Folketinget. Og det har siden været et emne, som den 41-årige tidligere toppolitiker virkelig brænder for.

”Man forstår jo først rigtig betydningen af retssikkerhed, når man oplever, hvilke magtredskaber en myndighed har”, siger han til Taxo og uddyber:

”Det kan man jo opleve, hvis man udsættes for, at nogen indsender en falsk indberetning mod én til myndighederne. Jeg havde selv en oplevelse fra, da jeg blev valgt i Folketinget i 2007, hvor der var en, der lavede sådan en anonym anmeldelse af mig til skattemyndighederne, for jeg havde fået nogle bidrag til min valgkamp. Og den her anmeldelse til skattevæsenet gik på, at jeg havde fået dem personligt, og dermed var skattepligtig af dem. Det var løgn og latin. Men det førte alligevel til, at skattemyndighederne henvendte sig og endevendte min økonomi og undersøgte det.”

For Karsten Lauritzen er retssikkerhed et grundprincip, som vi som borgere i et demokrati skal være enige om. Altså at retssikkerhed og lighed for loven altid er noget vi skal værne om.

”Retsikkerhed burde som sagt være noget, vi alle var enige om. Ligesom vi lever i et demokrati. Det er vi alle sammen enige om. Og ligesom med retten til fri abort. Det gør jo at vi kan sende kongehuset ud i verden og dronningen ud og argumentere for retten til fri abort. Det kan man ikke i for eksempel USA, men fordi vi i Danmark er enige om nogle grundlæggende ting, så giver det os nogle muligheder.”

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak