Kan man lave et nationalt forbud mod fossile reklamer?

Billedet: Shutterstock og udklip fra European Law Blog samt den hollandske rapport om forslaget.

Der skulle egentligt være faldet dom i greenwashing-sagen mellem Danish Crown, Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen i tirsdags - altså d. 6. februar, men ifølge Marc Stounberg, der er en af advokaterne for anklagerne i sagen, er dommen udskudt til 1. marts. Landsretten har til Marc Stounberg oplyst, at det er på grund af sygdom og ferie.

Så imens vi venter på en afgørelse i sagen, der helt overordnet handler om en anklage om vildledende grøn markedsføring mod Danish Crown, så får I her en anden artikel om markedsføring og klimaforandringer.

Du kan læse mere om sagen mod Danish Crown HER eller HER.

På Europeanlawblow.dk,  kan man læse et blogindlæg, hvor Ingo Venzke, der blandt andet er direktør for Amsterdams center for international lov og professor i international lov og social retfærdighed på the University of Amsterdam sammen med Laurens Ankersmit, assisterende professor i EU lov på the University of Amsterdam, diskuterer, om det er lovligt at forbyde fossile reklamer i offentlige transportrum på et nationalt plan.

Fossile reklamer er oversat fra blogindlægget fra fossile advertisning. Det er ikke konkretiseret, hvad der i et eventuelt nationalt forbud ville være omfattet. I Amsterdam, hvor der allerede er et forbud, inkluderer det reklamer fra den fossile industri og reklamer fra flyselskab, som det står beskrevet i denne artikel.

Flere byer i Holland har nemlig allerede forbudt den slags reklamer. I 2020 stemte Amsterdams byråd for at forbyde fossile reklamer i offentligt transportrum. Efterfølgende har andre kommuner i Holland gjort det samme. Og lige nu overvejer Holland et nationalt forbud. I en nylig videnskabelig rapport fra 2023 udarbejdet af ministeriet for klima og energi i Holland (Een Verbod op fossiele reclame: Essentieel, maar niet voldoende, red.) konkluderes det, at et sådant forbud er nødvendigt.

Men selvom den hollandske minister for klima og energi - Rob Jetten - anerkender vigtigheden af rapporten, er han usikker på, om forbuddet vil være lovligt.

Og det er den debat, de to tager op i blogindlægget på Europeanlawblog.eu, og som vi vil viderebringe de vigtigste pointer fra her.

EU’s indre marked

En af minister Jettens bekymringer er, at et nationalt forbud vil bryde med EU’s lovgivning for det indre marked, specielt i forbindelse med fri bevægelighed af varer og ydelser.

Men ifølge de to forfattere til blogindlægget, kan forbuddet berettiges gennem et argument for almene interesser.  

Derudover argumenterer de også, at Holland har retten til at vedtage et sådant forbud, fordi EU’s medlemsstater kan regulere det nationale marked med den almene interesse for øje og som formål.

“Regulating the EU internal market is, after all, a shared competence. Given the absence of advertising restrictions at the EU level aimed at curbing climate change, Member States retain the liberty to enact their own regulations. Furthermore, such measures would contribute to the EU’s climate goals, including the EU’s international commitments to reach the goals of the Paris Agreement. Therefore, regulators can adopt the advertising ban, and they should,” skriver de.

Men om reklameforbuddet overhovedet hører under EU’s lovgivning for det indre marked, afhænger af forbuddets specifikke omfang, skriver de to forfattere. Hvis forbuddet kun omhandler flyrejser, vurderes det at ligge udenfor, da transporttjenester ofte gør det. Men bliver forbuddet bredere, som de to forfattere vurderer det burde blive, så vil det høre under reglerne om fri bevægelighed for varer eller ydelser (the free movement of goods or freedom of services red.).

Hvis forbuddet behandles under reglerne om fri bevægelighed for varer, argumenterer de for, at reklameforbuddet kan udgøre “‘selling arrangements’, hvilket, ifølge Venzke og Ankersmit, vil betyde, at det falder udenfor artikel 34 TFEU, så længe betingelserne i Keck-doktrinen altså er opfyldt. Det betyder også, at så længe reklameforbuddet primært begrænser reklamer for varer for eksempel benzin, så behøver de hollandske myndigheder ikke bekymre sig om at fremsætte en begrundelse for, hvorfor det er i den almene interesse at lave et sådan forbud.

Men, skriver de i blogindlægget, da det sandsynligvis bliver et bredt forbud, er der en mulighed for, at det også vil omfatte freedom of services. Eksempelvis ved at inkludere reklamer for feriepakker, hvor en flyvetur er en nødvendig del af pakken, og derved begrænse freedom of services.  

“At least part of the measure therefore would have to comply with Article 16 of the Services Directive. However, even in this scenario (or where litigants can demonstrate that the Keck conditions have not been satisfied), the Dutch government could plausibly justify the measure under either the free movement of goods or freedom to provide services,” argumenterer de.

Ytringsfrihed

Et andet bekymringspunkt for ministeren fra Holland er, om forbuddet vil gå på kompromis med ytringsfriheden.

De to blogindlægsforfattere argumenterer med udgangspunkt i Menneskerettighedskonventions artikel 10 stk. 2, at ytringsfriheden i visse tilfælde godt kan begrænses i et vist omfang.

De uddyber, at for at en begrænsning af ytringsfriheden kan være berettiget, skal det juridiske grundlag opfylde visse betingelser: Loven skal være tilgængelig og give mulighed for forudsigelighed. Den skal klart identificere de reklamer, der er omfattet, og sproget må ikke være for vagt. Ifølge Venkze og Ankersmit møder mange af reguleringerne på reklamer de betingelser, og de mener, det er uproblematisk i forhold til forbud, der relaterer sig til fossile reklamer.

Derudover skal begrænsningen også være proportional. Det betyder, at den skal leve op til nogle krav om nødvendighed og hensigtsmæssighed. Ofte henviser Menneskerettighedsdomstolen i denne forbindelse til ‘eksistensen af et presserende socialt behov’. Det mener de to forfattere, at et forbud mod fossile reklamer hører ind under.

“Consequently, an advertising ban is deemed suitable, necessary, and in a strict sense proportionate to pursue the public policy objectives of protecting life, health, and the environment,” skriver de.

De argumenterer altså, at det er forholdsvist let at omgå ytringsfriheden i forbindelse med forbud mod reklamer.

For det første fordi kommerciel tale, altså ytringer fra virksomheder om produkter, ofte ynder mindre beskyttelse sammenlignet med anden tale, når vi snakker begrænsning af ytringsfrihed.

For det andet fordi, Menneskerettighederne ofte anerkender landes skønsbeføjelser i forbindelse med at afgøre, hvad der er en presserende socialt behov, som forklaret tidligere.

Beskyttelse af ejendomsretten

Et sidste punkt Jetten fra Holland, er bekymret for, at et forbud vil konflikte med, er ejendomsretten.

Her mener Venkze og Ankersmith dog, at det er svært at identificere, hvad det er for en beskyttet ejendom, der kan risikere at blive krænket af artikel 1 i protokol 1 i Menneskerettighedskonventionen.

“According to the ECHR, the article ‘applies only to a person’s existing possessions’. In the Court’s jurisprudence, individuals can seek protection of their possession if they had a ‘legitimate expectation’, that is, if they had an assertable right that amounts to a proprietary interest. Notably, a decrease in economic value or general disadvantageous economic consequences of a measure are per se not covered by Art. 1,” skriver de.

Et lovligt forbud

Ankersmit og Venzke konkluderer i blogindlægget, at de ikke mener forbuddet mod fossile reklamer er ulovligt. For det er – ifølge dem – ikke en krænkelse af eksisterende love, og selv hvis det skulle vise sig at være, argumenterer de, at forbuddet kan retfærdiggøres gennem et hensyn til almen interesse.

Til sidst slutter de indlægget af med at undres over, hvorfor der cirkulerer en opfattelse af, at det vil være ulovligt i forskellige ministerier.

“Could it stem from a form of ‘regulatory chill’ and an internalised aversion to risk? Is it possible that civil servants are so concerned about the (as we have demonstrated, misperceived) risk of violating internal market laws, thus impeding genuine regulatory actions? Or is it a classic case of savvy industry lobbying? We do not know,” skriver de og tilføjer:

“However, what we do know is that a fossil ban is a necessary, albeit insufficient, measure in the urgent quest to curb climate change—and importantly, it is perfectly legal. Stronger still, the ban pursues positive legal commitments upheld by both the EU and the Netherlands.”