24/03/2023 - Klima

Kan man forbyde reklamer for kød? 


I en by i Holland er et forbud mod reklamer for kød lige præcis, hvad der kommer i 2024. Advokat med mere end 20 års erfaring med markedsføring, Heidi Højmark Helveg, tror ikke på, at det er et realistisk scenarie i Danmark. Og så sår hun tvivl om, om det overhovedet er en gavnlig løsning for klimaet.  

Tekst: Cecilie Uhre


Foto: Rasmus Lehmann Hylleberg

 

Kan man forbyde reklamer for produkter, der sviner, i klimaets navn?

I starten af ugen udkom en ny klimarapport fra IPCC - FN’s Klimapanel. En rapport, hvor Klimapanelet kondenserer det vigtigste fra flere tusinde studier om klimaforandringer over de sidste otte år, og en rapport, der sætter streger under vigtigheden af, at vi gør noget nu.

Og kunne det her ‘gøre noget nu’ blandt andet være at forbyde reklamer for eksempelvis kød eller fossile køretøjer?

For en by i Holland er svaret ja.

Haarlem, der ligger vest for Amsterdam og har et indbyggertal på omkring 160.000, bliver nemlig den første by i verden, der vil forbyde reklamer for kød i det offentlige rum. Det skriver The Guardian.

Forbuddet vil træde i kraft i 2024 og er lavet, fordi kød er en stor udleder af CO2 og dermed er en af skurkene, når vi taler klimaforandringer.

K-NEWS har spurgt Heidi Højmark Helveg, der er advokat med over 20 års erfaring indenfor markedsføring hos CO:PLAY Law, om hun kan forestille sig lignende tiltag i Danmark.

“Helt grundlæggende har jeg svært ved at forestille mig det,” siger hun, men peger dog på, at der lige nu kører en retssag, hvor flere NGO’er har stævnet Danish Crown for greenwashing.

Du kan læse om sagen HER.

“Som jeg forstår det, er en del af argumentationen i retssagen, at de skal anerkende, at man slet ikke må have grønne claims på sorte produkter. Det er selvfølgelig ikke det samme som et totalforbud for markedsføring af kød, men i hvert fald at man ikke må markedsføre det med nogen som helst grønne claims,” uddyber hun og tilføjer:

“Men jeg har svært ved at se os gå i retningen af et forbud mod reklame for kødprodukter, for vi har ikke en tendens til at forbyde markedsføring i Danmark, medmindre der er et eller andet helt uoverstigeligt behov for at forbyde den pågældende markedsføring.”

Og det mener Heidi Højmark Helveg ikke der er, hvis man ikke har en klar dokumentation for, at det vil gøre en forskel for klimaet, hvis man stopper med at reklamerer for produkter, der sviner.

 

Penge styrer verden

Heidi Højmark Helveg peger samtidig på, at man skal huske det modsatte synspunkt. For hvis ikke virksomhederne bag de lovlige produkter må kommunikere om både deres grønne tiltag, men også helt generelt om deres produkt, så har de ikke et økonomisk incitament til at lave grønne tiltag.

Penge er ifølge Heidi Højmark Helveg det, der styrer beslutningsprocesserne i virksomhederne. Derfor mener hun også, at det kan være utroligt svært at få direktionen og bestyrelsen til at sætte penge af til grønne tiltag, hvis marketingafdelingen ikke må fortælle om det.

Hun peger på et benzinprodukt fra et af de store olieselskaber, der var nogen af de første med produktet. De havde et grønt claim, der sagde, at man med deres benzinprodukt kunne køre fem procent mere på literen. I dag har mange benzinselskaber noget tilsvarende, og så er situationen en anden.

“Hvis ikke de måtte fortælle om det, kan jeg godt stille mig tvivlende for, om de ville have foretaget den her meget store investering, det er at lave det her produkt. Så ja, så længe vi har brug for de her produkter, så er min vurdering, at det ikke vil være gavnligt for klimaet at forbyde fuldstændig markedsføring om dem,” siger hun.

Hvad er forskellen på at forbyde reklamer for kød og forbyde reklame af cigaretter?

“Det havde også mange omveje, før der kom tobaksreklameregler. Det startede med et EU-direktiv, der blev underkendt, og så fik vi et nyt direktiv og derefter national lovgivning. Nu har vi så forbuddet, men det var meget omdiskuteret dengang også.”

”Jeg tror altid, at et sundhedshensyn vil overtrumfe et klimahensyn. Man kan diskutere, om det er rigtigt. Man skal også have med, at tobak har skabt store sundhedsudfordringer, og det er jo det, der har været årsagen til forbuddet. Når man kigger på, hvor mange mennesker der bliver slået ihjel på grund af tobak, så er det jo det, der har været begrundelsen for, at man har lavet et forbud. I kombination med at man faktisk - så vidt jeg husker - kunne vise, at det gjorde en forskel, at man havde det her forbud, i forhold til hvor mange der bliver rygere.

“Pointen er, at der skal meget til, før vi får nogle forbud mod markedsføring i Danmark. Og også inden for EU. For der er kommerciel ytringsfrihed. Som udgangspunkt skal virksomheder have lov til at fortælle om deres produkter,” siger Heidi Højmark Helveg og peger blandt andet også på, at der ikke er reklameforbud mod betting-reklamer, selvom der er blevet advokeret meget for det, fordi man mener at kunne dokumentere, at det medfører ludomani i en vis udstrækning.

 

Der skal være dokumentation

Hvis man går og krydser fingre for, at der engang i fremtiden skal laves forbud mod reklamer for kød, så mener Heidi Højmark Helveg, at den første byggesten er dokumentation for, at et reklamestop vil trække i den grønne retning.

“Det skal jo ikke være en ’synsning’ fra nogle kommunalpolitikere i en hollandsk by, der skal styre det. Det er jo ikke bare for sjov, eller noget man leger. Der skal noget evidens til. Det handler jo om virksomheder, penge og om kloden. Hvad nu hvis jeg har ret i, at kloden bliver et værre sted af det, fordi virksomheder ikke har incitament til at gå i en grønnere retning, hvis de ikke må reklamere. Det er jo skrækkeligt, at vi så skader kloden, fordi vi synes, det lyder sympatisk. Vi er nødt til at have evidens,” siger hun. 

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak