21/10/2024 - Børns rettigheder

Justitsminister ændrer fortolkning og giver udsatte børn ret til bankkonto


Nyt svar fra justitsministeriet ændrer på fortolkning i værgemålsloven, der før bremsede udsatte børn i at oprette bankkonto og dermed få adgang til eventuelle børneydelser.

En fortolkning som forsker Martine Stagelund Hvidt netop pegede på som fejlagtig, da hun gæstede K-NEWS podcastserie Magtens Tredeling i marts i år. 
 

Tekst og foto: Cecilie Uhre


Kan udsatte børn under 18 år have ret til at oprette en bankkonto uden forældresamtykke?

Nej, mente erhvervsminister Morten Bødskov, da han svarede på spørgsmålet i 2022. Dette mente han med udgangspunkt i værgemålsloven.

Ja, mener Martine Stagelund Hvidt, der er ph.d. og post. doc. på forskningscenteret WELMA, center for Legal studies in Welfare and Market, som er en del af det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet.

Martine Stagelund Hvidt mener nemlig, at den fortolkning, som erhvervsministeren lavede af værgemålsloven, er forkert.

Noget hun blandt andet forklarede, da hun gæstede K-NEWS’ podcastserie Magtens Tredeling afsnit 172 tilbage i marts i en episode, der netop omhandlede udsatte børn og deres muligheder for at agere i den digitale forvaltning.

Fejlfortolkningen i værgemålsloven i forhold til udsatte børns mulighed for at oprette egen bankkonto uden forældresamtykke var også baggrunden for det spørgsmål Folketingets Retsudvalg stillede den 17. juni i år.

Spørgsmålet, der blev stillet på vegne af Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF, lød:

“Vil ministeren kommenterer på artiklen: Forsker: Erhvervsministeriet og pengeinstitutter tager fejl, når de nægter udsatte børn og unge at kunne oprettet en bankkonto, Altinget, d. 2. maj 2024, herunder om erhvervsministeren tager fejl i fortolkningen af, at værgemålslovgivningen spærrer for, at udsatte børn kan få adgang til egen konto?”

Forskeren, der henvises til er Martine Stagelund Hvidt.

Og denne gang er svaret anderledes fra Justitsministeriet. Det fulde svar kan læses nederst i artiklen. Men K-NEWS har taget fat i Martine Stagelund Hvidt igen og her forklarer hun, hvad forskellen er på det svar erhvervsministeren kom med i 2022 og så justitsministerens nye svar. 
 
K-NEWS: Hvad siger justitsministeren helt præcis i sit svar - som er anderledes end det vi havde tidligere fra erhvervsministeren?

”Erhvervsministeren svarede: Værgemålslovens regler indebærer således, at der som udgangspunkt ikke kan oprettes en bankkonto til en mindreårig uden værgens eller værgernes samtykke. Tvister om barnets økonomiske forhold kan dog indbringes for Familieretshuset, der træffer afgørelse ud fra en samlet vurdering af, hvad der er bedst for barnet.

Justitsministeren svarede: Udgangspunktet er derfor, at mindreårige ikke selv kan oprette en bankkonto. Dette gælder imidlertid ikke, hvis det følger af anden lovgivning, at en mindreårig skal have en bankkonto. Værgemålsloven er således ikke til hinder for, at udsatte børn kan få oprettet en bankkonto, hvis der er adgang til dette efter anden lovgivning.

Erhvervsministerens svar viser en fortolkning, hvor værgemålsloven giver hjemmel til at bremse rettighedsrealisering af udbetaling af offentlige ydelser til børn og unge, der ikke har forældresamtykke til at oprette en bankkonto.

Justitsministerens svar viser en fortolkning, hvor værgemålsloven ikke må hindre at udsatte børn kan få oprettet en bankkonto, hvis der er adgang til dette efter anden lovgivning.

Da både bekendtgørelse om Nemkontoordning § 19 og lov om offentlige betalinger med videre § 1 angiver, at personer under 18 år skal anvise en NemKonto, så er der dermed anden lovgivning, der giver adgang til at mindreårige skal have en bankkonto.

Justitsministeren er således enig med Erhvervsministeren i, at udgangspunktet er, at mindreårige ikke selv kan oprette en bankkonto. Svarene adskiller sig dog ved, at Justitsministeren ikke er enig med Erhvervsministeren i, at værgemålsloven kan bremse udsatte børns adgang til en bankkonto, når det følger af anden lov - for eksempel lov om Nemkontoordning og lov om offentlige betalinger.”

 

Udsatte børn kan få adgang til bankkonto

Helt kort forklarer Martine Stagelund Hvidt, at det lovgivningsmæssigt betyder, at man ikke kan afskære udsatte børn og unge, der får udbetalinger fra det offentlige i af få en bankkonto.

”Uanset værgemålsloven, så har mindreårige på lige fod med voksne ret til en basal betalingskonto, hvis de får udbetaling fra det offentlige,” understreger hun.

En af de store temaer i det interview, K-NEWS lavede med Martine Stagelund i marts 2024, var, at udsatte børn og unge mødte flere barrierer, når de forsøgte at få ydelser fra det offentlige, hvor en af dem netop var at få en bankkonto, så de reelt kunne få de ydelser, de fik tildelt, udbetalt. 
Du kan høre hele episoden HER.

Men nu er én af barrierene i hvert fald nedbrudt. For med den nye fortolkning af værgemålsloven kan udsatte børn netop få adgang til de børneydelser, som Udbetaling Danmark har vurderet de skal have, og de dermed har ret til.

 

Forskning kan gøre en forskel

I Magtens Tredeling episode 172 fortæller Martine Stagelund Hvidt om sin forskning med udgangspunkt i en artikel, hun i marts 2024 udgav i Karnov Groups Tidsskrift for Familie- og Arveret. Titlen på artiklen er: Undereksponering af børn og unges rettigheder i digital forvaltning - med fokus på ydelser til børn og digitalt udenforskab.
En artikel, der som sagt, handler om de mange barrierer, der udelukker udsatte børn og unge fra den digitale velfærdsstat.

Blandt andet forklarer hun, hvorfor det i nogle tilfælde ikke bare er problematisk, men decideret ubehageligt, at man skal være 15 år for at få et MitID.

“Hvis man ikke har adgang til penge, så skaffer man sig adgang til penge eller ting. Det vil sige, at der bliver begået tyveri eller røveri eller prostitution,” siger Martine Stagelund Hvidt blandt andet i episode 172 af Magtens Tredeling om en af de konsekvenser, de mange digitale barrierer kan have.

Derfor er hun også glad for, at hendes arbejde bliver taget op i Folketinget og faktisk er med til at gøre en forskel.

”Et vigtigt aspekt af dette er for min del, at jeg som forsker har mulighed for at publicere den forskning, jeg arbejder med, så det kan komme samfundet til gavn,” siger Martine Stagelund Hvidt.

 

Det fulde svar fra justitsministeren

Svaret lyder nu fra Justitsministeriet, der har indhentet udtalelser fra Civilstyrelsen, at:

”Efter værgemålslovens § 1, stk. 2, kan mindreårige ikke selv forpligte sig ved retshandler eller råde over deres formue, medmindre andet er bestemt. Efter værgemålslovens § 2, stk. 1, er det forældremyndighedsindehaveren, som er værge for den mindreårige. Hvis der er fælles forældremyndighed, vil indehaverne begge være værger og skal således handle i forening.

Udgangspunktet efter værgemållovgivningens bestemmelser er derfor, at det er værgen, som handler på vegne af den mindreårige, også hvad angår den mindreåriges  økonomiske anliggender. 
Hvem forældremyndigheden tilkommer, er reguleret i forældreansvarslovens kapitel 2.

Oprettelsen af en bankkonto må sidestilles med at indgå en retshandel, da der er tale om indgåelse af en aftale, hvortil der er tilknyttet en række vilkår. Udgangspunktet er derfor, at mindreårige ikke selv kan oprette en bankkonto.

Dette gælder imidlertid ikke, hvis det følger af anden lovgivning, at en mindreårig skal have en bankkonto. Værgemålsloven er således ikke til hinder for, at udsatte børn kan få oprettet en bankkonto, hvis der er adgang til dette efter anden lovgivning.”

Du kan som sagt høre mere om Martine Stagelund Hvidts forskning i episode 172 af Magtens Tredeling, og episoden finder du som sagt via linket HER.

Eller under Magtens Tredeling afsnit 172 på Spotify, Apple Podcast eller hvor du normalt lytter til lyd.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak