25/08/2023 - Advokater på små kontorer

"Jo færre, der bliver af os, jo færre er vi til at hjælpe hinanden"


Charlotte Bengtson tror på de små lokaladvokaters berettigelse, for nogle mennesker har brug for en tæt advokatkontakt for at få sagt alt det vigtige. 

K-NEWS har været på besøg på tre mindre advokatkontorer rundt omkring i landet. For hvordan står det til hos de små kontorer, der er tilbage. Og har de overhovedet en berettigelse, eller det fint nok, at de bliver opkøbt eller løber ud i sandet?

Tekst og foto: Cecilie Uhre


I Helsinge er den første, jeg møder, Frida, der kommer mig i møde med logrende hale. Lige efter følger advokat Charlotte Bengtson.

“Det er kontorhunden,” siger hun og viser mig op ad trappen til hendes lille advokatkontor på Østergade 7 for enden af gågaden i Helsinge.

Baggrund:

Der er flere, der forsvinder, de bliver opkøbt eller måske løber de ud i sandet, fordi der mangler arvetagere. De drukner under den administrative byrde, der vokser og vokser, eller måske bliver økonomien for presset, fordi de store kontorer fylder mere og mere, og konkurrencen bliver for hård. 

Men så er der også dem, der stadig står. Dem, der slår stærkere rødder i blæsevejr, dem der ser de små kontorer omkring sig blive en del af noget større eller blive til ingenting, imens de selv holder fast. Måske fordi de ser deres berettigelse som et lille advokatkontor, måske fordi det simpelthen kun er den slags hverdag, de kan se sig selv i, eller måske fordi det nu engang er der, vejen har ført dem hen.

I hvert fald løber det rundt på trods af mange kasketter, domstolenes overfyldte kalendere og mangel på advokatsekretærer og advokater.

K-NEWS har besøgt advokatkontorer, hvor kun én eller to advokater blæser vind i sejlene, og som alle sammen ligger i mindre byer. For hvordan står det til, hos dem, der er tilbage endnu? Og er det overhovedet vigtigt, at de små kontorer i udkanten består?
 
Hendes advokatkontor, som hun er ene kvinde i, har eksisteret siden 2015, men hun har kun arbejdet i lokalerne på Østergade siden 2019, indtil da havde hun et hjemmekontor.

Vi er kommet op på første sal, og med Frida i hundekurven ved siden af Charlotte Bengtsons skrivebord, begynder vi at tale om, hvorfor Charlotte Bengtson har valgt at blive selvstændig og skabe et advokatkontor, hvor hun både er partner, advokat, sekretær og piccoline.

 

Motivation i at styre selv

Charlotte Bengtson er født og til dels opvokset i Helsinge. Da hun skulle til at studere flyttede hun til Frederiksberg for at læse jura på Københavns Universitet. Men i løbet af sin studietid blev hun mor, og for at være tættere på børnepasning flyttede hun tilbage til Helsinge, men læste videre i København.

I dag har Charlotte Bengtson været selvstændig i knap 9 år, men det var ikke altid hendes plan at ende på eget kontor. Efter hun afsluttede sit fuldmægtigforløb på et advokatkontor i Helsinge, arbejdede hun et par år som advokat hos, hvad hun selv beskriver, som et større karrierekontor i Hillerød.

“Det var for meget karrierekontor, i forhold til at jeg på det tidspunkt var alene med to små børn,” forklarer hun og tilføjer, at det betød, at hun skiftede til et job som advokat på et mindre kontor, der var mere familievenligt.

“Hvor jeg fik gode vilkår, der hed 8.30 til 16 hver dag. Og det var jo luksusvilkår,” tilføjer Charlotte Bengtson.

Men selvom vilkårene var gode, følte hun sig heller ikke helt tilpas i jobbet på det mindre kontor.

”Jeg havde gode arbejdsvilkår, imens jeg havde mindre børn, og arbejdet var vigtigt i forhold til at få noget erfaring i bagagen. Men jeg havde også behov for at sætte min egen dagsorden på mit arbejde,” siger hun og uddyber:

”Jeg ville gerne selv kunne vælge sagsområder, sager og klienter. Jeg troede også, at jeg ved at blive selvstændig kunne mindske arbejdsbyrden. Det viste sig så, at jeg kom til at arbejde mere end jeg troede. Men det gør ikke så meget, fordi det er mit eget. Der er en tilfredsstillelse i, at det er mit.”

Og netop det, peger hun på, når hun bliver spurgt til, hvorfor hun valgte at lave sit eget kontor i dag. For både udsigten til at blive sin egen chef og ikke skulle leve op til andres forventninger, men også friheden i at kunne vælge egne sagsområder og tilpasse arbejdet så det passede med resten af hendes liv, som blandt andet enlig mor, gav Charlotte Bengtson lysten til at sidde i sit eget advokatkontor.

“Jeg synes, det gik op i en højere enhed. At blive selvstændig har givet mig mulighed for at planlægge min dag på en anden måde, og det er også meget motiverende for mig, fordi det er mit eget,” siger hun.

 

Netværk er vigtigt

Ved skrivebordet på det lille kontor i Helsinge-gågade hoster Frida i kurven, og jeg spørger ind til, om det er en udfordring at være det eneste menneske på kontoret.

Charlotte Bengtson forklarer, at drømmescenariet selvfølgelig ville være at have relevante kontorfæller, men selvom hun er alene på kontoret, så taler og sparrer hun stadig med andre advokater rundt omkring i branchen. Hun har et netværk af andre enkeltmandskontorer, og for hende er netop det netværk vigtigt. For det er de kolleger hun bruger til at sparre med om nye tiltag, både administrative og faglige.

“Det er jo vigtigt at have sparring, fordi du sidder med dig selv, så du kommer ikke lige ud i frokoststuen og får drøftet den der nye sag,” siger hun.

IMG_0478-Edit

Men hun anerkender også udfordringen i, at der netop bliver færre. For i takt med at flere små kontorer lukker ned, bliver der også naturligt nok færre sparringspartnere i samme situation som Charlotte Bengtson.

“Jo færre, der bliver af os, jo færre er vi til at hjælpe hinanden, så det kan godt blive en hurdle i fremtiden,” tilføjer hun.

Jeg spørger hende også ind til, om det nogensinde er ensomt.

“Det kan det godt være,” siger hun, men tilføjer:

“Men det opvejer for mig, at jeg har den direkte kontakt til mine klienter. Jeg er brugt, når jeg kommer hjem, for jeg har talt med mange mennesker, så sådan er det ikke ensomt.”

 

Tid er den største udfordring

Klientmangel har aldrig været et problem for Charlotte Bengtsons lille kontor. Nærmere det modsatte, for når hun skal pege på den største udfordring, er det manglen på tid, hun nævner.

I begyndelsen, da hendes kontor var helt nyt, var det nemlig svært for hende at sige nej til nye klienter. Derfor arbejdede hun rigtigt meget.

“Indtil nu har jeg i de år, hvor jeg har været selvstændig, maksimalt holdt tre ugers ferie på et år,” fortæller hun blandt andet.

Men selvom hun laver om på det nu og efter knap ni år tager på en længere ferie og tillader sig selv at trække stikket, er det stadig tiden, der er hendes mest sårbare punkt som enkvindehær. Hvis hun bliver syg, er der ingen til at overtage arbejdet for hende.

Så må hun enten arbejde meget mere i perioder eller sige til sine klienter, at hun har været syg, og at det derfor kommer til at tage lidt længere tid.

“Det er jo hverken tilfredsstillende for mig eller min klient,” siger hun.

En anden udfordring er, hvordan advokatfaget er blevet mere specialiseret og klienterne har større forventninger til deres advokat.

“Digitaliseringen har gjort, at det forventes, at man reagerer prompte. Man skal være på hele tiden, og der er ikke nogen til at dække for en, når man sidder selv. Så er det sværere,” siger hun og fortsætter:

”Samtidigt bliver lovgivningen lavet om i et helt andet tempo end i gamle dage, så vi skal løbe lidt hurtigere og sætte os ind i noget nyt hele tiden. Så jeg tænker, det har ændret sig.”

 

Tilliden er vigtig

Selvom Charlotte Bengtson ser flere af de små kontorer forsvinde omkring sig, og selvom der er udfordringer ved at være et lille kontor, så er hun sikker på, at kontorer som hendes stadig har sin berettigelse. Både fordi hun som advokat trives bedst på netop et lille kontor, hvor hun har tæt kontakt til sine klienter og er med hele vejen, samt hvor hun kan tilpasse sit arbejde med resten af sit liv, men også fordi der er mennesker, der har brug for den tætte kontakt til deres advokat, så de får sagt de ting, der skal siges.  

”Det at man har en indgangsvinkel, en fælles bekendt eller er blevet anbefalet af tidligere klienter. Det giver meget faktisk. Der er altid et fælles interesseområde, man kan snakke om, så klienten er tryg og kommer godt i gang med processen. Jeg føler mine klienter får tillid til mig, fordi vi er i øjenhøjde,” siger Charlotte Bengtson og kigger over på Frida i kurven og tilføjer:

”Frida er også et godt redskab, for folk bliver positivt overraskede, når hun kommer dem i møde. Så snakker de om deres egen hund og allerede der, er man godt i gang med at snakke.”

Hvis hun sammenligner sine oplevelser på sit eget lille kontor med tidligere arbejdspladser på lidt mere fine og store kontorer, kan hun se en forskel i, hvordan folk er mere afslappede, når de kommer ind til hende i dag.

”Det, tror jeg, er fordelen ved at være lokaladvokat og derfor ærgrer det mig, at der bliver færre og færre af os, for det er jo også vigtigt at have tillid til sin advokat, så man får spurgt om de rigtige ting og sagt de rigtige ting, så man netop får den rigtige rådgivning. Når klienten er tryg, kan jeg bedre komme igennem med at kommunikere en klar og tydelig rådgivning, så man undgår misforståelser,” siger hun

“Vigtigheden i, at vi består og er lokale, den er der absolut. Det tror og oplever jeg,” tilføjer hun.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak