Søren Harbos arbejde som senioranklager i Advokaturen for Personfarlig Kriminalitet hos Københavns Politi. Det betyder en hverdag med bunker af beskrivelser af kriminelle gerninger og bestialske sager på Søren Harbos skrivebord.
Men når spørgsmålet falder på, hvem Søren Harbo selv er, er svaret:
”Sådan en helt almindelig mand, der bor med sin kæreste inde i København”. Søren Harbo holder et øjebliks pause.
”Ja, ind imellem vel på grænsen til det kedelige”, fortsætter han og smågriner af sit svar. Hans tone er for et øjeblik næsten nonchalant, hvor den ellers har været både skarp og velovervejet. Præcist som man forestiller sig dén i retten.
Søren Harbo har siden sin opstart hos Københavns Politi tilbage i 2016 fungeret som anklager på et hav af sager om blandt andet vold, drab, røveri og trusler.
Hans arbejde kan han dog ikke slippe afsted med at kalde hverken almindeligt eller kedeligt.
I foråret varetog Søren Harbo den omtalte spionage-sag fra Ringsted. Den opsigtsvækkende sag tog sin begyndelse i september 2018, hvor politiet og PET lukkede store dele af Sjælland ned. Siden er en 40-årig norsk-iraner blev kendt skyldig i at have hjulpet en iransk efterretningstjeneste med at planlægge et drab på eksil-iraneren i Ringsted.
Det var en sag, der ikke alene trækplaster for flere avisers overskrifter, men også også i den grad havde en ekstremt politisk vigtighed og fokus. En sag, som Søren Harbos navn står skrevet på:
”Jeg må jo konstatere, at jeg aldrig nogensinde kommer til at besøge Iran. Det tør jeg ikke. Ikke efter, at jeg har fungeret som anklager i den sag. Jeg ville ellers frygtelig gerne have været i Iran. Jeg har hørt, at det både skulle være flot og interessant at besøge.”, fortæller Søren Harbo.
Den slags ”arbejdsskade” er heller ikke ligefrem ekstraordinær for Søren Harbo:
”Jeg har ikke haft det sådan før, men der er områder, hvor jeg har besluttet mig, at jeg ikke skal besøge foreløbigt eller ikke skal gå rundt i lige dagene efter retssagen. Og det er uden at jeg kan sige, at der var sket hverken det ene eller det andet, men det er bare sådan: ’Lad være med det Søren Harbo, find du et andet sted at gå på café’.”
Røverhistorier
At være anklager i Advokaturen for Personfarlig Kriminalitet kræver, at man er gjort af et vist stof.
”Der skal en vis robusthed til at være anklager. Man skal både kunne afhøre og stille spørgsmål og gå til tiltalte og vidner. Og så skal man også kunne tåle at møde den forurettede og læse sagen.”
Den omtalte robusthed skinner pludseligt tydeligt igennem i senioranklagerens stemme:
”For det dur ikke, at man ikke kan tåle at se billeder af skader på mennesker. I min afdeling har vi rigtig mange sager om seksual forbrydelser – herunder også børneporno. Og der ved jeg da positivt, at der er mange, der på ingen måder har lyst til at beskæftige sig med, men det er jeg tvunget til. Og det generer mig ikke længere. Det er et arbejde, og det er ren faglighed.”
Selvom Søren Harbo taler som den fødte anklager, så var hans uddannelsesvalg faktisk nærmere en tilfældighed:
”Jeg startede på jurastudiet, fordi jeg grundlæggende interesserede mig for samfundet. Jeg overvejede både statskundskab og jura, og så blev det sådan lidt en tilfældighed, at det var jura.”
På jurastudiet i København mødte han med strafferet, og det blev en start på en karriere i anklagemyndigheden.
”Jeg ved ikke om jeg kan sige, at jeg interesserede mig synderligt for jura – heller ikke det første års tid. Men så fik jeg strafferet på andet år og havde den mest fantastiske underviser. Han underviste også i juraen, men han elskede at fortælle røverhistorier i timerne, og det var dem, som jeg blev fanget af.”
Farligt forår
I foråret blev retten Søren Harbos andet hjem, da han behandlede to store sager hos Københavns Politi. Han kørte sagen om ”Seriemorderen på Østerbro” samtidig med den førnævnte spionagesag fra Ringsted.
De to sager, der i foråret optog Søren Harbos tid, optog ligeledes avisernes spalteplads. Og som Søren Harbo selv kalder det, så giver det et ekstra ”pres”, når offentligheden kigger med:
”Når det har medierne eller offentlighedens interesse, så er øjnene også rettet mod mig. Og så spørger man jo sig selv, om man nu har ret i sin påstand. Også selvom, at jeg er overbevist om at den er rigtig, når jeg har rejst en tiltale.”, siger Søren Harbo.
Selvom Søren Harbo aldrig tager i retten med ”hovedet under armen”, så er der alligevel lidt ekstra sommerfugle i maven, når det er sager, der også har offentlighedens interesse:
”Jeg tror, at man bliver vant til at gå i retten, men jeg har altid sommerfugle i maven. For der er jo altid noget på spil. Det er alvorlige sager, og det betyder alverden for dem, der sidder overfor en. Men jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at det ikke giver ekstra adrenalin, når der er meget opmærksomhed på en sag.”
Og ved spionagesagen var der ekstra meget adrenalin i kroppen, da Søren Harbo ventede på skyldskendelsen:
”Sagen havde et ekstremt politisk fokus, fordi det lader til at et fremmed lands efterretningstjeneste har opereret ulovligt i Danmark. Det betyder, at man også fra Udenrigsministeriets side skal tage det op for landet. Og det gør jo at ens fokus og koncentration om sagen bliver væsentligt skærpet.”
Sagen blev dømt efter § 108 og § 237, jf. § 23, jf. § 21. straffeloven om forbrydelser mod statens sikkerhed. Kapitlet, der sammen med det efterfølgende kapitel om terror også er af en anden kaliber end, hvad Søren Harbo ellers før har arbejdet med.
"Jeg fik sagen fordi, min chef fik at vide, at der var sket en anholdelse, og så kigger hun sig omkring og ser om der er én, der har lyst og tid. Vi er ca. 4-5 stykker i min afdeling i Københavns Politi, der kan varetage den slags sager nu, og dengang var vi 3. Jeg kunne sagtens finde på at række hånden op igen, hvis en lignende sag kom ind ad døren, for det ville både være spændende og interessant. Men det ville selvfølgelig fuldstændig afhænge af, hvad jeg ellers har liggende på mit bord."
Netop de mange forskellige sager - og dermed paragraffer - som Søren Harbo kan varetage er grobund for det, der driver ham i sit arbejde som anklager:
”Jeg synes, at juraen indenfor strafferetten og de tilgrænsede emner er spændende. Noget er enkelt og ukompliceret men indimellem er der også meget meget komplekse juridiske emner. Den afveksling kan jeg godt lide. Jeg kan godt lide, at jeg en dag på kontoret bare kan sidde og …. ja tage mig af mindre kompliceret jura. Og at jeg andre gange skal fordybe mig hen over uger eller måneder med meget komplicerede sager såsom denne”.
Dog er det ikke den sag, som kommer først frem på en hurtig googlesøgning på senioranklageren. Efter dommen på James Schmidt - også omtalt som ”Seriemorderen fra Østerbro” er Søren Harbo citeret for at sige ”han kommer aldrig ud”.
På trods af en mentalerklæring, der anbefalede forvaring, stod Søren Harbo fast på, at en livstidsdom var det sikreste værn:
”Forvaring har kun et hensyn, og det er fremadrettet at forhindre ny kriminalitet. Består den risiko ikke længere, så står man til at blive udskrevet fra sin forvaringsdom uanset kriminalitetens alvor. Så livstid det sikreste værn, fordi livstidsstraf både relaterer sig til forbrydelsens alvor, men også relaterer sig til risikoen for om en livstidsdømt vil begå ny kriminalitet fremadrettet.”, forklarer Søren Harbo.
(artiklen fortsætter efter foto)
For Søren Harbo var det et hensyn til offentlighedens tryghed, der afgjorde argumentationen og paragrafferne ved strafudmålingen.
”Det var for at sende et klart signal til offentligheden, om at man kan føle sig sikker på, at ’han kommer aldrig ud’. Teoretisk er det dog stadig en mulighed, men jeg fastholder nu alligevel, at han aldrig kommer ud!”
Begge sager er anket og skal for Landsretten i det nye år. Men det holder ikke Søren Harbo tilbage i, at han hans mange timer i retten i foråret endte ud i to domsfældelser.
Og sådanne domsfældelsler er også en sejr for den professionelle senioranklager:
”Ja, man vinder da! Okay, det lyder som om, at man nærmest hoverer, og det er jo ikke på den måde en vinderfølelse. Det er, at man har fået ret i de påstande, man havde: ’Ja, det var ham der gjorde det’, ’ja, han skulle have så og så mange års fængsel’ og ’jeg tog ikke fejl’. Selvfølgelig har man den vinderfølelse. Ellers er man jo ikke et menneske.”
Grænsen til det hyggelige
Søren Harbos vinderfølelse indebærer ikke, at han i sit arbejde ser ned på dem, der er tiltalte og dem, der bliver kendt skyldige. Tværtimod.
”Man har som anklager en form for etisk målsætning om, at tiltalte skal behandles ordentligt. Jeg hilser altid pænt på den tiltalte. Hvis jeg får den fornemmelse, at de ikke har lyst til at tale med mig, eller at jeg ikke skal kommunikere med dem i pauserne eller lignende, så lader jeg være. Men nogen vil også gerne tale i pauserne, og det kan blive grænsen til det hyggelige under en retssag. Og så gør jeg gerne det.”
Og det ser Søren Harbo ser ingen moralske kvaler ved:
”Det er ekstremt vigtigt, at jeg behandler tiltalte korrekt og ordentligt hele vejen igennem sagen. Det betyder ikke, at man ikke går til dem, når de forsøger at afgive forklaring eller især ikke, når man procederer og forsøger at hælde deres eventuelle løgnehistorier af brættet. Men derfor skal man behandle dem ordentligt undervejs i sagen. Især fordi, at det for mange er ekstremt meget på spil, og der er jo ingen grund til at træde på folk, der allerede ligger ned.”
Søren Harbo har indtil videre siddet solidt plantet på anklagebænken i retssalen, men det betyder ikke, at han ikke kunne forstille sig udsigten fra forsvarerens plads.
”Jeg kunne ikke se noget problem i engang at blive forsvarer. En forsvarers opgave er at finde hullerne i sagen, og så i øvrigt være der for ham, der nægter sig skyldig.”
”Og hvorfor faldt valget på at være anklager og ikke forsvarer?”
Søren Harbo bliver stille. Hans tænkepause får næsten en til at tro, at det ikke er noget, som den erfarne anklager før er blevet spurgt om.
”Jeg kan godt lide, at man har en finger med undervejs i en efterforskning og kan påvirke en efterforskning. Og så kan jeg godt lide retsarbejdet. Jeg elsker at gå i retten, og jeg elsker at være den, der skal præsentere sagen og har ansvaret for sagen i retten. Det er jo noget andet end forsvareren, der nærmest lænder sig tilbage, lytter og kommer med indsigelser undervejs. Her er det er mig, der har udspillet. Det er også mig, der afhører først.”
Findes der gode og onde?
En ”typisk” hverdag for en anklager er ifølge Søren Harbo mange dage, der sjældent er ”typiske”. Der sker hele tiden ny kriminalitet, ny efterforskning, afhøringer og retssager. Men den nærmest eneste konstante, ny kriminalitet og nye ugerninger, har ikke farvet Søren Harbo:
”Selvfølgelig kan jeg føle foragt overfor en forbrydelse og/eller en tiltalt, men det er en privat holdning, og det er noget, som jeg skal holde for mig selv og ikke komme til udtryk undervejs i sagen.", konstatere Søren Harbo og fortsætter:
"Jeg synes kun, at man kan tale om godt eller ondt, når der er nogen af parterne, der misbruger den stilling, som man har. Men ellers kan jeg ikke se det. Hvis du som anklager bevidst overser eller skjuler hullerne, så er der måske tale om, at nogen er onde. Eller modsat hvis du som forsvarer bevidst forsøger at ’fordreje’ sagen.”
Selvom hans arbejde går ud på at få forbrydere dømt, så ser Søren Harbo et klart større retssikkerhedsmæssigt problem ved en uskyldig bliver dømt fremfor en forbryder går fri:
”Vi må desværre leve med, at skyldige kan gå fri. Det kan der jo være flere grunde til, men typisk vil det handle om, at beviserne ikke er stærke nok, og at domstolene reelt ikke kan være sikre på, at den ”skyldige” rent faktisk ér skyldig. Og så skal han selvfølgelig frifindes, for det ville være en katastrofe, hvis en uskyldig blev dømt!”
Søren Harbo taler med stor tillid til opbygningen af det danske retssamfund.
”Jeg er ansat i anklagemyndigheden, og når jeg har rejst tiltale i en sag, så har jeg også overbevist mig selv om, hvordan den hænger sammen, og der er det jo supersundt, at der en forsvarer, der har overbevist sig selv om, at sagen hænger sammen på en anden måde. Og vi kan vitterligt godt, selvom vi har læst den samme sag, have forskellige opfattelser …. Måske fordi vi har forskellige jobs”.
Søren Harbo holder en næsten kunstnerisk tænkepause, hvorefter han fastslår:
”Men det gør os jo hverken til gode eller onde, men det gør os vel bare menneskelige. Og hvor er det heldigt, at vi så har en dommer, der sidder imellem og skærer igennem, og siger, hvad der er det rigtige resultat. Om det er det ene eller det anden, eller om det er en eller anden mellemvej.”
