30/08/2017 -

Den utraditionelle skatterådgiver


På bare seks år har 44-årige Jakob Bundgaard skabt en succesfuld skatterådgivningsvirksomhed fra bunden. Vi tegner et portræt.  

Rasmus Hylleberg


Nok betragter venner af Jakob Bundgaard og hans skatterådgivningsfirma CORIT Advisory dem som et lille hippie-foretagende i branchen. Bevares, firmaet har da også til huse i beskedne lokaler på Lyngby Hovedgade, langt fra glasfacaderne på Langelinje og Kalvebod Brygge, og på skrivebordet står et glas fuld af bolsjer med CORIT’s logo på.

Men her ender drillerierne for en stund. For CORIT Advisory har på få år etableret sig som en anerkendt skatterådgivningsvirksomhed med en portefølje, der tæller nogle af dansk og internationalt erhvervslivs største kunder.

Afslappet ved roret står Jakob Bundgaard, der i foråret vandt Karnovs Skattepris. Den 44-årige erhvervsjurist og ph.d., har siden midten af 1990’erne været en toneangivende aktør i den danske skatteverden. Og det på trods af, at skatteret ifølge ham selv er et af de mest usammenhængende emner.

”Min interesse for feltet startede for mere end 20 år siden, da jeg var studerende. Det var simpelthen det fag, der voldte mig størst problemer. Jeg syntes, det var ulogisk og usammenhængende. Og så blev jeg stædig og tænkte, det her, det skal sgu være løgn. Så jeg intensiverede min indsats og de afhandlinger, man kunne skrive, de skulle være om skatteret.”

Et system, der spænder ben for sig selv

Udover sit daglige virke som direktør og sine mange projekter, så er Jakob Bundgaard ligeledes en aktiv stemme i debatten om det danske skattesystem. Et system, der ifølge ham selv, er blevet så indskrænket og knudret, at det spænder ben for sig selv.

”Jeg mener, at vi har skabt et system, der er alt for besværligt. Nogle gange, når man hænger virksomheder ud for ikke at følge gældende lovgivning, så er det ofte fordi, at det ikke er sort/hvidt. Når man kan skrive så mange bøger om det her emne, uden at der fortsat er fuldstændig klarhed over det, så er det fordi, at lovgivningen er kompliceret.”

Der er en sympatisk ’feel’ over Jakob Bundgaards person. Særligt værd at fremhæve er hans tro på, at det er de færreste professionelle virksomheder, der ønsker at malke systemet.

”Når virksomheder træder ved siden af i forhold til lovgivningen, så er det i mine øjne i langt størstedelen af tilfældene ikke udtryk for, at de forsøger at gøre noget med vilje. Det er tværtimod, fordi man ikke med sikkerhed kan sige, ”hvor går grænsen?”. Og derfor vil jeg hævde, at man har gjort systemet for komplekst. Under radaren bliver der arbejdet med begrebet ”præventiv retsusikkerhed”, som formentlig er blevet brugt af embedsværket til at lave nogle regler, der er så uklare, at virksomheder aldrig kan finde ud af, hvad der gælder, så de i virkeligheden bare skal lade være.”

Mange sager er dog udtryk for, at virksomheder blot gør brug af de muligheder, der findes i lovgivningen.

”I forhold til f.eks. LuxLeaks sidste år, hvor teleselskabet 3 blev hængt ud for at misbruge systemet til at køre kapital gennem Luxembourg og derigennem undgå at betale skat, så er det jo muligheder i systemet, som myndighederne selv har anvist som farbar vej. I Danmark mener jeg, at det er et udtryk for hykleri, når man kalder det ’Luxembourg-finter’ og ’skatteål’, for tilbage omkring årtusindeskiftet udtalte skatteministeren selv, at det kunne man da bare gøre.”

 

Et spørgsmål om prioritering

Ved første øjekast minder Jakob Bundgaard om en traditionel skatterådgiver – fokuseret, formel og fagligt kompetent. Men efter blot få minutters samtale træder et andet menneske frem. Man kunne måske godt kalde ham en moderne hippie med den afslappede attitude, hundekurven på kontorgulvet og bunkerne af sagsakter på skrivebordet.

Jakob Bundgaard er en alsidig fagperson, der evner at kombinere en afslappet, uformel tone med et massivt fagligt fundament, der tæller hele 147(!) udgivelser i form af bl.a. bøger og forskningsartikler siden 1998. Og det på trods af, at han sideløbende både har fungeret som partner og direktør og som adjungeret professor på Aarhus Universitet

”Det, der driver mig, ud over den almindelige faglige interesse, er nok ønsket om anerkendelse. I virkeligheden tror jeg, det handler om, at jeg nok altid har haft følelsen af, at jeg må arbejde noget mere for få ros. Det er jo en simpel psykologisk mekanisme, som jeg er meget bevidst om. Og jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har det sådan. Dermed ikke sagt, at det er noget, jeg reflekterer over i dagligdagen. Jeg har tre børn og en hustru, masser af projekter og jeg har haft to jobs på et tidspunkt, og selvom jeg nogle gange har været ved at kvæles lidt i det hele, så har jeg alligevel haft følelsen af, at jeg da lige var nødt til at skrive en bog mere.”

Til daglig bor han i Lyngby med sin hustru og parrets tre børn. Bag firmaets umiddelbare succes ligger en bevidst rangering af prioriteringer.

”Jeg prioriterer altid min familie højest. Jeg er ikke en del af flokken, der skal realisere mig selv med aktiviteter, der kræver 15 timers træning om ugen. Det kan godt være de første tegn på en forestående skilsmisse, hvis man efter man har fået sine børn finder sig et selvrealiseringsprojekt, der tager 15-20 timer om ugen.”

 

Den politiske debat mangler nuancer

En af de helt store udfordringer i forhold til det danske skattesystem er den politiske debat og mediernes dækning af skatteretlige sager, der ifølge Jakob Bundgaard alt for tit bliver unuanceret og dermed forfejlet.

”Politikerne har et kæmpe ansvar i forhold til at nuancere debatten omkring det danske skattesystem. Men alt for ofte bliver der handlet så opportunistisk, at når det passer ind i en agenda om at vise handlekraft og gå imod storkapitalen, så får man lidt point på den konto, selvom det til tider er uretmæssigt. Det er jo ikke fordi, jeg ikke erkender, når der er nogen, der er gået lidt for langt i systemet, for så har vi jo lovgivningen til at rette op på det. Men der er altså nogle, der bliver hængt ud, når de opholder sig i de her gråzoner, og det er ikke engang fordi, man er havnet der med vilje.”

Ifølge Jakob Bundgaard er debatten alt for ofte præget af en retorik, der retter sig mod påtaget forargelse fra politisk side frem for fakta. Han henviser til, at man i dansk sammenhæng alt for ofte har lavet lovmæssige stramninger uden at forholde til sig til de reelle konsekvenser.

”Hvis politikerne har forstået sagen, så kan man høre, at de lige tvister det, så det passer ind i deres politiske kram. Det skaber kioskbaskere, og det giver jo embedsværket eminente muligheder for at køre om hjørner med politikerne. Jeg tror, der er rigtig mange ting, der ikke var blevet gennemført på det skatteretlige område, hvis man havde det fulde overblik over, hvad det her såkaldte hul, eller det, man gerne vil regulere, drejer sig om, og hvis man kendte til omfanget af de borgere og virksomheder, som man spænder ben for med de her tiltag, så var det ikke sket.”

Ifølge Jakob Bundgaard er kritikken af SKAT i mange tilfælde uberettiget – i Danmark har vi fortsat et system, der uden problemer og med relativ hurtig behandlingstid varetager opgaver for den almene borger, og det uden at vi lægger mærke til det. For Jakob Bundgaard skal kritikken af SKAT derfor også tages med et gran salt.

”Kritikken af SKAT skal jo også nuanceres. Ja, de beløbsmæssige omstændigheder kan jeg godt forholde mig til, det er vanvittig mange penge, som er forsvundet. Men det er jo ikke et udtryk for, at den gængse sagsbehandling i dagligdagen ikke kører. Hvis vi ikke havde haft en inddrivelsesskandale og en udbytteskandale, så havde vi måske set anderledes på det. Vi skal huske, at for 90% af alle lønmodtagere, der kører systemet upåklageligt og uden problemer. Men det er klart at de her store sager forplumrer billedet – når man kan bruge så meget krudt på et lille håndværkerfirmas befordringsgodtgørelse på den ene side og på den anden lade 12.3 mia. forsvinde, så svækker det da tilliden.”

 

”Vi inviterer ikke på NOMA. Men vi vil gerne invitere til en faglig snak.”

Til spørgsmålet om, hvordan man starter en virksomhed i en branche med få store spillere tændes en glød bag designerbrilleglasset. CORIT Advisory har ingen marketingstrategi og ingen annonceplan. Jakob Bundgaard sværger derimod til personlige relationer som de vigtigste byggesten i virksomhedens DNA.

”For os er det ikke en markedsføringsstrategi at bruge relationsskabelse som et markedsføringsgreb. Hvis vi får en god relation med nogle mennesker, så er det typisk fordi, vi har et stærkt professionelt udgangspunkt, men så bygger vi videre og investerer i denne relation, så vi har tillid til hinanden. Der er mange virksomheder, der ikke forstår, hvorfor vi ikke står og tripper for at invitere dem på NOMA. Vi vil hellere invitere til en kop kaffe og en faglig snak.”

For Jakob Bundgaard har målsætningen hele tiden været klar – for ham handler det om tætte relationer og langvarige og stærke bånd til kunderne frem for konstant fokus på at vækste.

”Vores salgsmantra er: Vi skal ikke sælge noget – men vi vil gerne have, I køber noget af os.

Målsætningen er at skabe en højt specialiseret rådgivningsvirksomhed, som er et troværdigt alternativ til de meget store aktører, som opererer inden for vores område, men som samtidig har nogle kendetegn der ikke gør os til et discount-alternativ. Det er vores faglighed, vores evne til fagligt at sætte os ind i erhvervslivet og vores akademiske tilgang. Det har aldrig været ambitionen, at vi skulle være en stor virksomhed.”

Cirkulær vækst, bæredygtige løsninger og et opgør med det konstante fokus på branding gennem sociale medier er nok udtryk for en lidt atypisk tilgang til skatterådgivning. Og det er måske CORIT’s og ikke mindst Jakob Bundgaards største styrke.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak