Selvom Jacob Mchangama er fuldbyrdet medlem af Djøfs TechDK Kommission holder han sig ikke tilbage for at kritisere kommissionens indhold.
I et opslag på LinkedIn langer han kraftigt ud efter kommissionens seneste delrapport, der bl.a. anbefaler, at de sociale medieplatforme forpligtes til at slette ulovligt indhold fra deres platforme inden for 12 timer. I anbefalingen henviser kommissionen til en lignende lov i Tyskland, den såkaldt NetzDG, der forpligter giganterne til at fjerne ulovligt indhold inden for 24 timer.
"I Danmark er der et akut behov for, at store
digitale platforme tager et juridisk bindende ansvar for at formidle ulovligt indhold, hvor “rigtige mennesker” er ofre. Præcis hvilke typer indhold, der skal fjernes – og hvorfor – skal være offentligt tilgængeligt, så loven ikke misbruges til at fjerne eksempelvis legitime politiske ytringer", skriver kommissionen i sin rapport.
Men det er dybt bekymrende for den frie demokratiske debat, mener Jacob Mchangama. På LinkedIn skriver han:
"Jeg er medlem af DJØFs Tech-kommission, men meget overrasket og stærkt uenig i kommissionens anbefaling om at sociale medie platforme skal være forpligtede til at slette ulovligt indhold indenfor 12 timer. Det er en anbefaling, der sandsynligvis vil være i strid med ytringsfriheden i flere internationale menneskerettighedskonventioner", skriver han.
Han henviser til Frankrig, hvor en lignende lov som den i Tyskland, er blevet kaldt forfatningsstridig, da den ses som værende i direkte strid med ytringsfriheden i landet.
"I min optik bærer Techkommissionens analyse og anbefaling præg af uigennemtænkt symbollovgivning, der vil føre til en markant svækkelse af den demokratiske debat, der særskilt vil ramme den del af befolkningen, der ikke har en stemme i traditionelle medier og ikke formulerer sig som den veluddannede elite. Til gengæld vil en sådan løsning selvfølgelig styrke DJØFs medlemmers rolle som "gatekeepers" af den offentlige meningsdannelse", skriver Mchangama.
Senest er den spritnye franske lov – med slettekrav på 24 timer – erklæret forfatningsstridig af det franske forfatningsråd.