/Kunsten.jpg)
Den har fyldt i både danske og internationale medier. Sagen om kunstner Jens Haaning, der skulle levere en opdateret udgave af et kunstværk til museet Kunsten i Aalborg, indeholdende over en halv million kroner i kontanter som del af værket.
Men da Kunsten modtog værket, var rammerne tomme, og Haaning havde fjernet alle pengesedlerne med beskeden om, at han havde skabt et nyt værk, der havde fået navnet 'Take the Money and Run'.
Sagen har skabt røre, da museet Kunsten kræver sine penge tilbage, da der i kontrakten klart står anført, at pengene var et lån som del af værket. På den anden side står Jens Haaning, der på ingen måde har i sinde at betale pengene tilbage, da han mener, at tilbageholdelsen af beløbet er et nyt kunstværk i sig selv.
Kunsten har stævnet Haaning og kræver erstatning i en civil retssag. Men har Haaning overhovedet en sag? Og kan kunstbegrebet her bøjes, så Haaning kan beholde pengene?
Klokkeklart kontraktbrud
Kunsten i Aalborg har ikke ønsket at give K-NEWS adgang til hverken den advokat, der er sat på sagen eller dokumentationen, som lægger til grund for den aftale, der er indgået mellem Haaning og museet.
Men hvis man spørger advokat og IP-ekspert fra CO:PLAY Heidi Højmark Helveg, der tidligere har repræsenteret kunstnere i relation til ophavsretlige sager, så ser hun kun én udvej i denne sag.
"Hvis jeg gik ned og lavede ridser i kulturministerens bil for at udtrykke mig kunstnerisk kritisk om noget hun gør, så vil nogen måske anse dette som kunst, , men det jo er stadig hærværk. Og det er lidt det samme her. Det er jo et klokkeklart kontraktbrud. Uden at have læst aftalen mellem parterne, så vil jeg nok vurdere, at det her ikke ligger inden for rammerne af aftalen", siger hun til K-NEWS og slår fast:
"Min vurdering vil være, at Haaning bliver dømt til at betale pengene tilbage i en civil retssag."
Ifølge Jens Haaning selv, så mener han ikke det er tyveri, men kontraktbrud, som han udtalte til DR. Og her har han faktisk fat i noget, siger Heidi Højmark Helveg.
"Ifølge straffeloven så handler tyveri om at borttage noget, som ikke tilhører en selv. Og han har ikke borttaget noget. Jeg vil måske tro at man vil kunne komme ind i en anden bestemmelse i straffeloven som handler om økonomisk kriminalitet. Men han vil nok ikke kunne blive dømt for tyveri – hvis man skal straffes for tyveri, så skal man borttage en fremmed rørlig ting, uden besidderens samtykke. De penge han har taget, har han sådan set fået/lånt. På det tidspunkt han fik pengene var det heller ikke hans intention at beholde pengene", siger hun og uddyber:
"Hvis det skulle være tyveri, så skulle det have været med hensigten at stjæle, da han får pengene. Og det vil man nok ikke kunne argumentere for i en straffesag. Men der er andre bestemmelser, f.eks. om mandatsvig. Her kan man straffes ved i 'et formueanliggende som det påhviler ham at varetage for en anden, at handle mod dennes tarv', jf. §280 stk. 2 i straffeloven."
Hun forstår derfor heller ikke, hvorfor museet ikke har politianmeldt Jens Haaning.
"Det er da en overvejelse, om det er inden for det strafferetlige område. Jeg vurderer der er bestemmelser i straffeloven, som man kunne overveje, f.eks. §280. Hvis du spørger mig, så er det her civile søgsmål givet på forhånd, og det undrer mig, at man ikke har lavet en formel politianmeldelse."
Det makulerede kunstværk
I 2018 sås et lignende eksempel på et kunstværk, der ikke levede op til køberens forventninger, da street-art kunstneren Banksy ved en stor auktion solgte et milliondyrt værk. Da hammeren faldt begyndte billede at makulere sig selv, da der i rammen var indopereret en makulator, og det fik for alvor kunstverdenen op af stolene. Og selvom de to hændelser ligner lidt hinanden, så er der en afgørende forskel, mener Heidi Højmark Helveg.
"Banksy er et meget godt eksempel, og her var pointen, at der faktisk var en dialog med køberen bagefter, hvor køberen faktisk valgte at gennemføre handlen alligevel efter billedet var blevet halvt makuleret. Situationen kunne have været opstået, hvis han havde gjort en indsigelse, men det gjorde han så ikke. For så kunne man have diskuteret om det havde været en del af værket til at starte med.
Hvis Haaning fra start havde haft som pointe, at det var en del af værket at tage pengene, så havde det været en anden sag. Men her havde han jo lavet kunstværket en gang før, og det er jo det som Kunsten har bestilt, dog med en opdatering i forhold til beløbet. Så der er ikke noget der skulle indikere, at de skulle have noget andet end det oprindelige, det de forventede. Kunstneren bestemmer selv hvad han gør ved værket indtil det bliver solgt. Når det er solgt, jamen så er det ikke længere kunstnerens rent ophavsretligt."