Institut for Menneskerettigheder går ind i spiralsagen med Marya i spidsen

Samtalerne i hjemmet i Vanløse, hvor Marya Akhtar er vokset op, cirkulerede ofte om verden. Maryas forældre har altid været politisk aktive. De er flygtet fra Pakistan, fordi de opponerede mod militærstyret. De har begge to arbejdet for at udbrede menneskerettighederne, og hendes mor var en central del af kvindebevægelsen i Pakistan.

På en måde kan man se en rød tråd løbe fra Maryas forældres politiske kampe for menneskerettigheder og kvindefrigørelse til hendes eget arbejde i dag. For Marya Akhtar har siden efteråret 2022 siddet som juridisk chef i Institut for Menneskerettigheder. Og for nylig blev den røde tråd endnu tydeligere, da instituttet med Marya ved roret valgte at biintervenere i en sag, der både handler om menneske- og kvinderettigheder.

Institut for Menneskerettigheder er nemlig trådt ind i sagen, hvor 143 grønlandske kvinder sagsøger den danske stat for at have opsat spiraler i dem som børn og unge kvinder uden deres samtykke og i nogle tilfælde uden deres viden.

Marya Akhtar skal repræsentere instituttet, der har valgt at stå på kvindernes side, fordi sagen ifølge dem er en af de absolut største menneskeretlige sager i nyere tid.

“Den vedrører utroligt mange kvinder - både de 143, der har anlagt sagen men også øvrige kvinder, der har været udsat for lignende overgreb,” siger hun og uddyber, at der udover de 143 kvinder, som har valgt at sagsøge staten, er mange andre kvinder i Grønland, som også har været udsat for overgreb i forbindelse med spiralkampagnen.

“Det er en uhyre vigtig sag, fordi de vil få et klart svar på omfanget af, hvor meget deres menneskerettigheder er blevet krænket,” siger hun.

Sagen vender vi tilbage til. Men først lidt mere om, hvem Marya Akhtar er, og hvordan hun er endt for bordenden i den juridiske afdeling hos Institut for Menneskerettigheder.

Lidt af hvert og alt det hele

I efterrationaliseringens klare lys, kan Marya Akhtar nok godt se, at valget om at læse jura efter gymnasiet var gødet af det hjem, hun er vokset op i. Men hun fortæller også om en lyst til at prøve alting af og ikke begrænse sig selv.

“Jeg tænkte, at der jo var masse af muligheder efter jurastudiet. Og så kunne jeg jo altid vælge bagefter, hvad jeg egentlig ville” siger hun.

Selvom hun i dag sidder med menneskeretten, og at det udefra kan se ud som om, at det lå helt tydeligt i kortene, at hun skulle arbejde med det, så var det ikke der hendes fokus lå, da hun gik på jurastudiet.

Jeg vil gå så langt som at sige, at det er en sag af historiske dimensioner

Det der virkelig tændte en gnist i hende og bekræftede hende i, at jura var det rigtige, var den juridiske metode.

“Det var det her med juraen som et redskab. Hvad bruger vi juridisk argumentation til. Hvordan har vi indrettet vores samfund, og hvilken rolle spiller juraen i det,” siger hun og fortsætter:

“Jeg har altid haft en særlig interesse for domstolenes rolle, domstolen som garant for det enkelte individ, men også de processuelle aspekter og måden, som domstolene er indrettet på og fungerer.”

Det var derfor heller ikke som sådan et enkelt fag eller en specifik retning, der fangede Marya på studiet, men systemerne og strukturen.

“Altså jeg er grundlæggende bare juridisk nørd, siger hun og tilføjer:”

“Det er også noget af det, der gør, at jeg godt kan lide at undervise, for jeg kan rigtig godt lide at videreformidle den interesse og iver, jeg har for det, jeg plejer at kalde, det juridiske håndværk.”

Fra advokat, til konstitueret landsdommer, underviser og juridisk chef

Undervisning er bare et af de job Marya Akhtar har været omkring, efter hun afsluttede sit jurastudie. Netop hendes tanke om ikke at ville snævre sine muligheder ind, har hun udnyttet.

Lige efter studiet blev hun advokatfuldmægtig og derefter advokat hos Bruun & Hjejle, hvor hun arbejde med EU-retten.

Efterfølgende fik hun job hos Institut for Menneskerettigheder, for derefter at være konstitueret landsdommer i Østre Landsret i et års tid, hvorefter hun smuttede tilbage til instituttet, dog i en ny rolle som chef for den juridiske afdeling.

Sideløbende har hun så også undervist som ekstern lektor på Københavns Universitet.  

Marya Akhtar er nået vidt omkring, når man tænker på, at hun blot er 37 år. Til sit brede CV siger hun selv:

”Jeg er optaget af mit fag. Det er noget, der giver mig glæde,” siger hun og tilføjer:

“Jeg kan godt lide den brede palet.”

Selvom nogen måske kan tænke, at det at arbejde for Institut for Menneskerettigheder er meget specialiseret, så mener Marya Akhtar selv, at hun har en ekstremt bred mængde af opgaver i sin hverdag.

“Jeg laver mange forskelligartede ting, der alle har til formål at sikre menneskerettigheder i Danmark,” siger hun.

“Jeg har berøring med borgere, som mener, deres rettigheder er blevet overtrådt. Det kan også være en dialog med NGO’er, som jo har en vigtig viden om, hvad der sker på forskellige områder. Det kan være børneorganisationer, eller det kan være andre civilsamfundsorganisationer, som kan fortælle os om, hvad der sker,” siger hun og fortæller, at det også kan være folketingspolitikere eller myndigheder, som kommuner og styrelser i forvaltningen, hvor hun rådgiver om den måde, de sagsbehandler på og menneskerettighedernes rolle i det.

“På den måde er vi og jeg i berøring og har dialog med mange forskellige aktører med omdrejningspunktet rettigheder bredt set i Danmark,” tilføjer hun.

Og nogle gange er hun så også i retssalen. For eksempel var hun med i Højesteret i efteråret, da der faldt dom i sagen om det danske barn i Roj-lejren i Syrien, og det blev bestemt, at barnet skulle evakueres med sin mor.

Her var Marya Akhtar og Institut for Menneskerettigheder trådt ind på Repatriate the Children - Denmarks side for at sagsøge staten, så også den sidste dreng kunne komme hjem til Danmark med sin mor.

Allerede da sagen blev anlagt ved byretten, trådte Instituttet ind.

“Vi gjorde det, fordi det var en juridisk principiel sag,” siger hun og fortæller, at det var en meget ekstraordinær situation som barnet befandt sig i, og at der ikke var særlig meget jura på området i forvejen.

“Så vi manglede at afklare retstilstanden,” siger hun.  

Om sagen med Syrienbarnet får en større betydning for fremtidige sager er lidt svært at svare på. For Marya Akhtar forklarer, at den jo var meget ekstraordinær og handlede meget præcist om ét barn i én specifik situation.

“Så på den måde er den jo meget konkret, men jeg synes, det er en af de meget centrale domme om menneskerettigheder i Danmark, som vi har nu. Det er der ingen tvivl om. For vi skulle helt til Højesteret for, at vi kunne få en afklaring på, hvor langt beskyttelsen egentligt rækker fra menneskerettighederne.”

Fra Syrien til Grønland

Nu handler det så om Grønland i stedet for Syrien og om 143 kvinder i stedet for én dreng.

Omdrejningspunktet er nyt. Og sagen er denne gang meget mere generel.

“Jeg vil gå så langt som at sige, at det er en sag af historiske dimensioner,” siger Marya Akhtar og fortsætter:

“Det er en meget stor menneskerettighedssag både på grund af antallet af sagsøgere og på grund af de indgreb, der er tale om, som er meget ekstreme og udgør en krænkelse af Menneskerettighedskonventionen i form af nedværdigende behandling og retten til egen krop. Det med tvangsmæssigt at sætte spiraler op i børn og kvinder er så grov en krænkelse, at det er en meget ekstraordinær sag.”

Hun fortæller, at Instituttet valgte at gå ind i sagen, da omfanget af spiralkampagnen så dagens lys.

“Vi havde hørt om det i noget tid men uden helt at kende til omfanget. Da det rullede, kiggede vi med det samme på sagen. Og det er vores klare overbevisning, at der er tale om meget grove krænkelser. Vi opfordrede med det samme staten til at anerkende krænkelserne og give erstatning. For det var unødvendigt, at sagen skulle trække ud og igennem retssystemet,” siger hun.

Men det skete ikke. Derfor er der nu blevet anlagt en retssag, og det vil Institut for Menneskerettigheder gerne støtte op om. Vurderingen hos Instituttet er, at staten bør anerkende, at den har udsat kvinderne for krænkelser, hvilket også betyder, at de er berettiget til kompensation.

For Marya Akhtar er sagen vigtig, fordi de krænkelser, som kvinderne har været udsat for, er voldsomme.

“Menneskeretten spiller en rolle i den her sag, fordi den beskytter mod, at staten behandler sine borgere på en måde, der er nedværdigende, da det ligger under torturforbuddet i konventionen. Konkret i den her sag handler det om, at menneskeretten beskytter mod, at man gør indgreb i personlig og kropslig autonomi - altså ufrivillig opsætning af spiraler, der heller ikke har været egnet til unge kroppe og slet ikke børn,” forklarer hun.


I det policy brief, som Institut for Menneskerettigheder har udgivet, står der, at I mener, det vil være relevant at undersøge den danske stats ansvar i sager efter 1991, selvom Grønland her havde ansvaret for det grønlandske sundhedssystem. Hvorfor det?

”Det er fordi, hele kampagnen blev anlagt, mens sundhedssystemet var under dansk ansvar. Det, der efterfølgende er sket, er en videreførelse af en praksis, som Danmark har anlagt, og det synes vi, er ret vigtigt, at man kigger grundigt på.

Jeg synes, det er vigtigt at sige, at jeg ikke har et entydigt svar her men anser det for vigtigt, at det bliver undersøgt. Kan der være et eventuelt fortsat ansvar her, eller er der noget, der gør, at man var forpligtet til at være opmærksom på, at den her praksis ikke skulle fastholdes? Det er noget af det, der indtil videre er fuldstændigt uafdækket, og det, synes vi fra en menneskeretlig vinkel, er vigtigt at kaste lys på.”

De 143 grønlandske kvinder kræver en kompensation på 300.000 kroner, hvilket ligger tæt op ad den udvikling i praksis, der er. Marya Akhtar ved ikke, hvornår sagen skal for domstolen, da den endnu ikke er berammet.