Ingen retssikkerhedsgarantier for børnekrænkere

Skal personer, dømt for seksuelle overgreb mod børn og mindreårige, have samme rettigheder som os andre?

Alle kan blive enige om, at seksuelle overgreb på børn er noget af det mest forfærdelige i verden. Men den retssikkerhedsmæssige beskyttelse af dem, der begår disse forbrydelser, er straks sværere at skabe konsensus om. Retligt er de ligestillede med alle andre, men normerne og de retlige strukturer i samfundet har isoleret de dømte seksualforbrydere. 

Dømte seksualforbrydere er mennesker, der har udført en strafbar handling – ligesom dømte for vold, voldtægt, indbrud og hærværk er det. Og alle bør de nyde den samme række retssikkerhedsgarantier efter domfældelse. 

Af den grund er det vigtigere end nogensinde før at have fokus rent retligt på disse dømtes rettigheder eller mangel på samme. Det mener i hvert fald ph.d.-stipendiat Kasper Jørgensen, der på Juridisk Institut, Aalborg Universitet, er i gang med at undersøge de dømte seksualforbryderes rettigheder. Og han erkender, at det er et ømtåleligt emne.

Det var bemærkelsesværdigt, at da loven blev behandlet, indhentede man ikke erfaring fra andre lande eller praktikere på området.

Citat: Ph.d.-stipendiat Kasper Jørgensen, Juridisk Institut, Aalborg Universitet

”Det er en rigtig svær debat at rejse, da det nok er den gruppe mennesker, vi som samfund har allermindst sympati for. Men retstilstanden for de her mennesker er altså utrolig udfordret,” siger Kasper Jørgensen til K-NEWS.

Han ser problematikken som et juridisk sprængfarligt grænseland, hvor følelserne er virkelig store. Men han ser også at vi gennem lovgivningen sniger foranstaltninger ind, der nok har straffende virkning, men som ikke i sig selv betragtes som straf rent juridisk. 

”Først og fremmest skal vi anerkende, at overgreb på børn er en af de mest alvorlige forbrydelser, man kan tænke sig. Den anden side er, at vi ser en tendens til, at vi retspolitisk begynder at inkorporere en lang række forebyggende tiltag i straffeloven, som formelt set ikke har et straffende sigte, men som utvivlsomt har en straffende virkning,” siger han og peger på, at netop grænselandet mellem straf og forebyggelse på den måde bliver udvisket.

”Hvis det ikke bliver betragtet som straf rent retligt, så følger der ikke de samme retsgarantier med, som hvis det var reel straf. Og derfor er det særligt interessant at kigge på den her type lovgivning, for den er kontroversiel på den måde, at den bryder med mange retslige principper, og den indskrænker de her menneskers menneskerettigheder. Og det blev man ellers gjort opmærksom på, da man vedtog den her ændring af straffeloven.”

Ændring af loven

Afsættet for Kasper Jørgensens afhandling tager udgangspunkt i en ændring af straffelovens §236 tilbage i 2020. Ændringen gav blandt andet politiet mandat til at fortage vilkårlige og uanmeldte tilsynsbesøg uden retskendelse hos seksualforbrydere, dømt for at have begået overgreb mod børn. 

Lovændringen blev udfærdiget på baggrund af en række initiativer, som daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) fremsatte i 2018. Her præsenterede han syv initiativer, der blandt andet indebar flere forbud til seksualforbrydere, tidsubegrænsede forbud, udvidelse af rækkevidden og omfanget af de dømtes opholdsforbud og altså et nyt tilsynsmandat til politiet. 

Ændringen af straffelovens §236 blev endeligt foretaget i 2020 under daværende justitsminister Nick Hækkerup (S). Under førstebehandlingen til loven udtalte han:

”Man bør i virkeligheden lige et øjeblik lægge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention til side, ikke fordi vi ikke skal overholde den (…) men fordi vi lidt for tit her i Folketingssalen er for friske til at gemme os bag vores internationale forpligtelser.” Nick Hækkerup, der selv har skrevet en ph.d.-afhandling om menneskerettigheder.

Vi ser en tendens til, at vi retspolitisk begynder at inkorporere en lang række forebyggende tiltag i straffeloven, som formelt set ikke har et straffende sigte

Ifølge Kasper Jørgensen tegner den politiske retorik i det her tilfælde et billede af, at vi retspolitisk bevæger os i et paradigme, hvor politikerne er villige til at udfordre grænserne for Danmarks internationale forpligtelser. 

”Rent retspolitisk ser vi, at man i endnu højere grad end tidligere er villig til at løbe en procesrisiko. Man er godt klar over, at man går på kanten og ofte også over kanten, og man er villig til at løbe risikoen for at få en EMD-dom imod sig. Det betyder, at vi blandt andet ser, at der er en dalende respekt for vores menneskeretlige forpligtelser. Det var jo tidligere sådan, at hvis man var i tvivl om, hvorvidt en lov var på kant med EMRK, jamen så gik man ikke videre med loven. Og sådan er det ikke mere. Menneskeretten har måske aldrig været mere under pres end lige nu rent retspolitisk.”

Kasper Jørgensen mener derfor, at problematikken om seksualforbryderes rettigheder er et vigtigt genstandsfelt at undersøge, fordi lovgivningsprocessen taler ind i netop den nedadgående respekt for Danmarks internationale forpligtelser. Med lovændringen fra 2020 ser han, at man har strammet grebet om en gruppe kriminelle, der i forvejen er massivt stigmatiserede i samfundet. 

”I min bedste overbevisning er det et område, hvor det er meget nemt at vise politisk handlekraft. Og da man kom med de her nye regler i 2020, var det på baggrund af en enkeltsag, hvor medierne kunne fortælle flere historier, der rejste spørgsmål om myndighedernes håndtering af seksualforbrydere dømt for overgreb mod børn. Jeg synes, det var bemærkelsesværdigt, at da loven blev behandlet, indhentede man ikke erfaring fra andre lande eller praktikere på området i forhold til forebyggelse. I stedet indførte man dette her tilsyn hos politiet, der aldrig tidligere har ført tilsyn med tidligere dømte på det her område; dette har normalt vist altid ligget hos Kriminalforsorgen, hvor de tilsynsførende både havde erfaring og kompetencerne til at føre denne form for tilsynsvirksomhed,” siger Kasper Jørgensen.

Han kalder det derfor også meget kontroversielt, at loven fik en bred politisk opbakning og blev stemt igennem.

”Det er først og fremmest en meget kontroversiel lovgivning, og der er ikke afsat midler til at evaluere den. Kigger man på den internationale litteratur inden for det her område, så viser det, at den her øgede ’overvågning’ medvirker til stress og kan øge risici for tilbagefald hos de dømte. Og det er i det her tilfælde altså en gruppe af dømte, der i forvejen er stærkt stigmatiserede og marginaliserede i samfundet. ”

Det forjættede tilsyn

Netop tilsynet med de dømte kriminelle er nok blot et stykke, i dette tilfælde stk. 11, under en mere overordnet paragraf. Men politiets nye tilsynsmuligheder kan have store konsekvenser for de dømte, fortæller Kasper Jørgensen. For med den nye lovændring fra 2020 overført man altså overvågningen og dermed tilsynet af de dømte til politiet. 

”Når man bliver dømt for seksuelle overgreb mod børn, kan retten pålægge forskellige former for forbud, som skal forebygge nye overgreb på børn, for eksempel opholdsforbud, boligforbud og andet. Og bliver man pålagt disse, medfører det automatisk politiets tilsyn. Før 2020, der var retstilstanden sådan, at der skulle være nærliggende fare for, at den dømte begik ny og lignende kriminalitet. Nu har man fjernet ordet ’nærliggende’, og det betyder, at de her forbud også pålægges folk med en betinget dom, som dermed også bliver omfattet af politiets tilsynsbesøg.”

Ifølge lovændringen, og bekendtgørelsen fra 2019, er disse forbud, og dermed politiets tilsyn, tidsubegrænsede. Som det også var angivet i de initiativer, der blev præsenteret under Søren Pape Poulsen. 

”De her tilsyn rammer folk med en betinget dom, en ubetinget dom og førstegangsdømte. Man indførte også det her tilsyn med tilbagevirkende kraft, hvilket betyder, at dømte før 2020 kan modtage de her tilsyn. Det i sig selv er også en bekymrende retstilstand, at man på den måde begynder at indføre tiltag i straffeloven med tilbagevirkende kraft;” siger han og uddyber:

”Jeg har interviewet en tidligere dømt, der fik en dom i 2012, og han blev også omfattet af det her tilsynsbesøg. Altså folk, der har formået at skabe et nyt liv og en ny tilværelse, måske startet ny familie, og som altså tilsyneladende ikke er i risiko for at begå ny eller ligeartet kriminalitet; de skal pludselig forklare, hvorfor der pludselig er tilsynsbesøg fra politiet,” siger han.

Det betyder også, at man som dømt ikke ved, hvor længe man er omfattet af tilsynskontrol, fortæller Kasper Jørgensen.

”Politiet har lov til at lave tilsynsbesøg, så længe et forbud er gældende. Før 2020 var det tidsbegrænset, men efter 2020 blev det ubegrænset. Så man ved ikke, hvor længe man er omfattet af de her tilsynsbesøg. Man har mulighed for at få det ophævet, men så skal det for retten igen,” uddyber han.

International erfaring viser, at denne form for politiske initiativer kan øge stigmatiseringen af de mennesker, der er seksuelt tiltrukket af børn

Og det taler alt sammen ind i en øget stigmatisering af en gruppe mennesker, der i forvejen er sat helt uden for samfundet, siger han.

”International erfaring viser, at denne form for politiske initiativer kan øge stigmatiseringen af de mennesker, der er seksuelt tiltrukket af børn. Man har en samfundsmæssig diskurs om, at de her mennesker altid vil være farlige, også selvom erfaring viser, at det er mennesker, som aldrig ville agere på deres lyster. Og det øger udfordringerne med at give dem behandling efterfølgende, fordi det har en potentielt negativ indvirkning på deres lyst og evner til at modtage behandling,” forklarer Kasper Jørgensen. 

Ingen menneskerettigheder til homo sacer

Problematikken vedrørende de dømte seksualforbryderes rettigheder er et tabu. Men ikke desto mindre et essentielt retssikkerhedsmæssigt og ikke mindst menneskeretligt anliggende. 
Kasper Jørgensen peger på, at ændringen af straffelovens §236 kan være i direkte strid med international menneskeret. Men også her er et grænseland, siger han.

”Der er ingen tvivl i mine øjne om, at både loven og politiets konkrete mandat er en krænkelse af EMRK, og at det er en krænkelse af borgerens ret til privatliv. Loven følger et egentligt legitimt formål i forhold til Menneskerettighedskonventionen; at beskytte børn mod seksuelle overgreb, og det følger EMRK artikel 8,” siger han og fortsætter:

”Men der siger EMRK samtidig, at det skal være præcist reguleret i lovteksten, hvad det her indgreb skal bestå af. Og det indgreb, vi har i Danmark, giver imidlertid politiet et betydeligt skøn til at vurdere behovet for de her tilsyn. Der er ingen domstolsprøvelse, der er altså ingen dommer, der har vurderet om tilsynet er nødvendigt. Når politiet foretager de her tilsyn, foreligger der ikke en konkret vurdering af, om det nu også er nødvendigt. Og man laver ikke nogle vurderinger undervejs af, hvorvidt tilsynene fortsat er berettiget. Vurderingen vil derfor være, at det ikke er præcist reguleret i dansk lov, og dermed altså en krænkelse af borgernes rettigheder. Det er både i forhold til lovens udformning og tilsynets indhold.”

Det betyder i praksis, at man med den øgede overvågning og hermed manglende anerkendelse af de dømtes evne og ønske om at komme på fode igen på den anden side af deres forbrydelse fastholder dem i en situation, hvor de er fuldstændig frakoblet samfundet og isoleret. 

Kasper Jørgensen henviser til international litteratur, hvor denne form for lovgivning, som man eksempelvis i USA og England betegner som ’Sex Offender Laws’, reducerer de dømte til noget, som nogle forskere betegner som ’homo sacer’. Han uddyber:

”Homo Sacer betegner dem, der der har fået fjernet alle rettigheder, og de dømte føler, at de er en slags andenrangsborgere, og de ved godt, at de ikke er ligestillet med andre. Deres motivation for at leve efter samfundets normer og regler er reduceret, og det giver et rigtig negativt stempel for livet,” forklarer Kasper Jørgensen. 

Det illustrerer desværre, at vi med den her lovgivning lægger os op ad international praksis, hvor man flere steder har de her ’Sex Offender Laws'

Den danske praksis på området peger ifølge Kasper Jørgensen på, at vi er ved at bevæge os i retning af en praksis, man flere steder i verden også arbejder udfra, når det kommer til seksualforbrydere. 

”Det illustrerer desværre, at vi med den her lovgivning lægger os op ad international praksis, hvor man flere steder har de her ’Sex Offender Laws’, og det, sammen med forebyggelse af seksuelle overgreb, er min største motivation for at undersøge det her felt.”

Han eksemplificerer koblingen til Sex Offender Laws med, hvordan det med lovændringen i 2020 også er blevet muligt for politiet at dele oplysning om dømte seksualforbryder. Noget, man allerede i vid udstrækning gør i USA. 

”Politiet har med den nye lovændring også fået lov til at videregive personlige oplysninger til steder, hvor de dømte har forbud mod at opholde sig. For eksempel hvis en dømt ikke må opholde sig i en svømmehal, så må politiet gerne videredele billeder og oplysninger med svømmehallen. Det får mig i hvert fald til at tænke på principperne i Meghans Law i USA, hvor man har et onlineregister med seksualforbrydere med navn, billeder, adresser og som er offentligt tilgængeligt. Det er bekymrende, hvis vi bevæger os derhen” 

Kasper Jørgensen forventer at aflevere afhandling i 2026 og udgiver løbende artikler frem mod aflevering.