Billedet: Jens Peter Christensen foran konferencens velkomst-skærm på lærredet bag ham, inden han skifter til den eneste "planche" - som han kaldte det - han selv har medbragt. Planchens viste en bog.
"Får det ørerne til at stå ud", spørger Højesterets præsident, og de cirka 200 fremmødte i salen griner.
Ordene falder, da Jens Peter Christensen får påmonteret sin mikrofon. Det er sådan en, der sidder på en tynd bøjle, der sættes bag om hovedet og mærkes som om den skubber til ørerne.
I salen sidder advokater, forskere, jurister fra organisationer, fagfolk, der er stærke på og interesserede i praktik såvel som teori, og som er samlet i Aalborg til Menneskerettighedskonference.
Præsidenten skal onsdag formiddag holde åbningskeynoten - det første af 25 planlagte oplæg fordelt på tre scener over to dage. Han skal tale om vores første 175 år med Grundlovens rettigheder og ikke mindst, hvordan Højesteret fortolker dem.
Men han indleder med at tale om flyveører.
"Jamen jeg er jo fra en generation, hvor man blev drillet i skolen, og der var ikke nogen, der greb ind. Så hvis man havde flyveører så blev man maltrakteret i ni år. Men I er så flinke jo og er præget af rettigheder og sådan noget og diversitet, så I tænker, det er helt i orden at have flyveører".
Fra forsagt tyr til lovlige forsamlinger
I den efterfølgende lille time tager Jens Peter Christensen tilhørerne gennem en række af vores grundlæggende rettigheder, som vi hele tiden på en gang begrænser og kæmper for at fastholde. Han causerer over det morsomme i, at vi netop taler om dem og anser dem for ukrænkelige men samtidig hele tiden med vores love primært laver regler, der krænker dem.
Han er veloplagt. Knastørt, morsomt og relevant nævner han gennem den lille times oplæg en række konkrete eksempler på sager, som er endt med at blive tolket i Højesteret. Sager, der involverer en forsagt tyr, tørv fra en mose, hunde, som ulovligt bliver filmet til tv i et privat hjem - indtil Højesteret besluttede, det var lovligt. Han taler om den svære balance i forhold til, hvornår en forsamling bliver til opløb. Han taler om politikere, der ofte udtaler sig mere kritisk, når de er i opposition. Og han refererer til ytringsfriheden, som den helt store generalbas i samfundet. Ikke i referencen omtalt som udelukkende positivt, tillader K-NEWS sig at tolke.
Men hør det selv.
Hele Højesteretspræsidentens veloplagte startskud på Menneskerettighedskonferencen kan nemlig lyttes i Magtens Tredeling. K-NEWS er med på konferencen og har som officiel mediepartner lavet aftale med arrangøren Jesper Lindholm, Juridisk Institut på Aalborg Universitet, om at optage og udgive en lille håndfuld af konferencens oplæg og debatter.
Konferencens åbningskeynote finder du i episode 205 af Magtens Tredeling, som blev udgivet onsdag omkring middagstid umiddelbart efter Jens Peter Christensen havde forladt konferencen for at vende tilbage til arbejdet i København.
Billedet: Jens Peter Christensen får af K-NEWS' Rasmus Hylleberg påmonteret mikrofonen umiddelbart inden han starter sin keynote.