Efter både at have tabt ved byretten og ved landsretten, var sejren kærkommen, da Allan Ohms, som er advokat hos Forum Advokaterne i Roskilde, for blot en uges tid siden fik Højesterets ord for, at han havde ret, og at hans klient og klientens far var blevet ulovligt behandlet af pensionsselskabet PFA i en sag om arv.
Sagen er blevet principiel, fordi den, ifølge PFA Pensions egne udtalelser til Jyllands Posten, får betydning for i hvert fald 75 andre sager, hvor PFA skal betale op til 25 millioner kroner tilbage.
Sagen handler om en datter og hendes far. I 2000 tegnede faren to livsforsikringer, hvor “nærmeste pårørende” var indsat som begunstigede. Derfor stod ægtefælle efter de dagældende regler som berettiget til forsikringssummen. Det betyder, at hvis der ikke var en ægtefælle, ville forsikringssummen blive udbetalt til børnene. I dette tilfælde farens eneste datter.
Men i 2007 kom en lovændring, der betød, at nærmeste pårørende nu er ægtefæller, samlever og så børn. Denne lovændring skulle dog kun gælde for nye livsforsikringer, startende 1. januar 2008.
PFA Pension lavede i 2011 en ændring, der betød, at nærmeste pårørende hos dem blev opfattet som ægtefælle, samlever, børn - i den rækkefølge. Denne ændring annoncerede de ved at skrive til 344.000 kunder, heriblandt faren. I beskeden fra PFA Pension stod, at hvis forsikringstageren ikke ønskede dette, skulle den givne forsikringstager selv sige nej tak. Men faren havde alkoholproblemer og var ordblind og har ikke kunnet forstå brevets indhold.
PFA Pension mente, at forsikringstagerens samlever skulle have forsikringssummen. Under sagen døde samleveren, så nu gjorde hendes børn krav på forsikringssummen. Det overraskede afdødes datter, som faren havde lovet dækket af livsforsikringen.
Og så landede sagen hos Allan Ohms.
En aftale indgås af to parter og ændres af to parter
Allan Ohms første reaktion, da han så sagen var, at det burde være en smal sag at vinde.
Men det var det så ikke. I hvert fald hverken for byretten eller landsretten, der begge vendte tommelfingeren nedad.
“Da jeg fik byrettens afgørelse, tænkte jeg, nå ja okay, så har vi heldigvis landsretten. Jeg fik landsrettens dom, da jeg var på ferie i Jylland. Jeg fik den læst op over telefonen. Da jeg hørte det, var jeg nødt til at skynde mig ud i havet for at køle af. Jeg synes, det var helt vanvittigt. Jeg blev rigtig vred,” siger Allan Ohms.
Modet til at kæmpe videre efter to nederlag kom fra flere steder, både fra en stærk tro på, at han havde ret, og fordi han havde et ansvar over for datteren.
“Troen bygger på en viden, jeg allerede fik efter to dage på jurastudiet. Hvis en aftale er indgået mellem to parter, skal den også ændres af to parter,” siger han.
Men også, fordi sagen for datteren, altså Allan Ohms’ klient, handlede om mere end bare penge.
“Hun kunne ikke bære følelsen af, at de to særbørn skulle have de penge, som hendes fars navn stod på,” siger han.
Gratis arbejde
Efter to tabte sager står man som klient med en ret stor regning, der skal betales. Og det gjorde Allan Ohms’ klient også.
Derfor tilbød Allan Ohms allerede, da de tog sagen til landsretten, at han kun ville opkræve salær, hvis de vandt sagen. Og samme aftale lavede de, da sagen skulle for Højesteret.
“Hvis jeg ikke havde tilbudt den model, ville hun slet ikke have haft mulighed for at føre sagen, og jeg synes, den skulle føres,” siger Allan Ohms.
Og da Allan Ohms torsdag d. 3. september fik svaret, var det det hele værd. Og der er glæde over, at den kamp, han sammen med sin klient har kæmpet, også får betydning for mange andre.
“Jeg er glad. Det betyder noget for min klient, at den kamp, hun har kæmpet, også kommer andre til gavn. Det er hun glad for, og derfor er jeg også glad. Min interesse har været koncentreret om hende og hendes forhold, men jeg er selvfølgelig tilfreds med at have rettet op på den fejl, der er blevet begået,” siger han.