”Hvis de havde styr på deres butik, skulle du ikke høre et pip fra mig”

Billedet: Udsnit fra Sanne Møllers firma-hjemmeside samt Danmarkskort med omgørelsesprocenter taget fra sm.dk og portrætfoto (venligst udlånt) af Charlotte Burvil .

Sanne Møller, jurist og indehaver af rådgivnings- og uddannelsesvirksomheden Embedsværket, kaldte 28. februar to kommunale chefer - med afsæt i deres udtalelser i en artikel her på K-NEWS - for forråede og vildledende. Hendes blogindlæg kaldte på en opfølgning.

Derfor bringer vi på K-NEWS endnu to artikler om de kommunale omgørelsesprocenter. 

Den første – denne – er med Sanne Møller. Den næste er et længere interview med arbejdsmarkedschef i Viborg Kommune, Charlotte Burvil, hvor hun blandt andet svarer for sig i forhold til anklagen om, at hendes forvaltning bryder loven.

Uenighedens afsæt

Den skarpe meningsudveksling blev startet her på K-NEWS med overskriften ’Det er ikke nødvendigvis dårlig retssikkerhed, når Ankestyrelsen irettesætter kommuner’. Det var 22. februar – for præcis en måned siden – at Charlotte Burvil i artiklen udtalte, at:

”Set med positive briller er en lav omgørelsesprocent et tegn på, at vi er dygtige til at lave afgørelser [...]. Omvendt kan nogen så tænke, om man som kommune ikke er så risikovillig, som man burde være.”

Hvem hun mener, når hun siger ”nogen”, det bliver besvaret i den kommende artikel. Men blandt andet brugen af begrebet ”risiko” i forvaltningsarbejdet, der involverer afgørelser om borgere i kommunen, fik Sanne Møller til tasterne på Twitter. Fra Twitter inviterede vi hende til at skrive en blog her i vores medie, og den gav hun overskriften ’Forråelse og vildledende ledelse på socialområdet’.

Hvem Sanne Møller er, og hvorfor hun så direkte gik efter ledelsen i kommunerne, forklares om et øjeblik. Men også fra Lolland var der citater, som satte fut under hendes vrede. Sektorchefen for Social og Arbejdsmarked i Lolland Kommune, Jesper Daugaard, havde blandt andet udtalt:

”Når man afsøger, hvad lovgivningen sætter rammer for, så er man også nogle gange nødt til at prøve de rammer af. Samtidig skal det siges, at det er ikke, fordi vi er kyniske og vil ramme borgeren, men nogle gange mener vi, at vi har fat i den lange ende. Det har vi også, og andre gange har vi ikke.”

”Problemet er, at de ikke har hjemmel til at løbe en risiko.”

Sanne Møller

De tørre tal fortæller, at Lolland Kommune har en af landets højere gennemsnitlige omgørelsesprocenter. Ifølge tænketanken Justitias beregninger for årene 2014 til 2021 er tallet for kommunen  34,4 procent - landets syvende højeste.

Nord på landkortet, i Viborg, er de placeret noget bedre med 26,3 procent – stadig ifølge Justitias beregninger. Det er landets trettende laveste omgørelsesprocent. Læsø har med 20,9 landets laveste omgørelsesprocent med et spring op til København, der rammer lige under 25 procent. Forskellen mellem nummer to og de kommende tyve er i procentpoint ikke stor.

Fra Jesper Daugaard lyder en mulig forklaring på Lolland Kommunes relativt høje omgørelsesprocent sådan her:

”Lolland Kommune er til tider et socialt laboratorium. De vilkår, der er hernede, den virkelighed, der er hernede, kan godt udfordre juraen i forståelsen af, hvordan den skal fortolkes. Derfor er vi også nogle gange på kanten, i forhold til hvad loven fastsætter.”

Sanne Møllers afsæt

Sanne Møller har tidligere arbejdet som chefjurist i Københavns Kommune, men ejer og driver i dag Embedsværket, der tilbyder en vifte af rådgivende og undervisende ydelser.

Det er fra hendes tid i landets største kommune, at hun fik interesse for at fokusere på, hvordan ledelseskulturen på godt og ondt kan påvirke kvaliteten i den kommunale forvaltning.

”Der fik jeg smag for det der med, hvordan lederen påvirker hele processen; hvad gør det ved medarbejderen, når lederen stiller sig i spidsen for dem og siger, ’hey, det her skete på min vagt,’” uddyber Sanne Møller.

Hun kom til kommunen, da ombudsmanden i 2017 havde konstateret fejl i samtlige anbringelsessager. Mange jurister husker nok konteksten. Det var ikke sådan forstået, at den kommunale ombudsmand konstaterede, at børn, der ikke skulle være anbragt, var blevet anbragt forkert. Men de var ikke anbragt på et lovligt grundlag. Der var eklatant mangel på dokumentation.

”I adskillige af de her sager, han kiggede i, var der ikke nogen afgørelser skrevet ned. Så der var et kæmpe erkendelses- og oprydningsarbejde i det, som jeg var inde i.”

Den daværende chef gik ifølge Sanne Møller forrest og stillede sig i spidsen ved at erkende, at fejlene var sket på hendes vagt, og at det skulle ændres. Det var ”troværdigt”, og ”betød, at rigtig mange ting kunne lade sig gøre”. Men, siger hun videre:

”Det er bare ikke altid, at lederen stiller sig i spidsen. Nogle gange siger de, ’vi vil gerne have det der til at gå væk’, men de vil ikke tage ansvar for det, og man kan altså ikke komme videre, hvis der ikke er den der lille mellemregning i erkendelsesprocessen.”

Man kan vist godt konstatere ved at læse Sanne Møllers blogindlæg, at det er med ovennævnte erfaring i bagagen, hun læste artiklen, hvor de to kommunale ledere fra Viborg og Lolland forklarede, hvordan de ser på omgørelsesprocenter. En læsning, hvor hun konkluderer flere ting – også en enkelt, der er i strid med, hvad de to ledere umiddelbart giver udtryk for i artiklen. Hun skriver:

”Begge kommuner citeres for at omtale egen omgørelsesprocent i den lave ende.”

Men i artiklen står der, at Jesper Daugaard fra Lolland Kommune indrømmer, at det ikke er en ønskeposition at være blandt de ti kommuner med de højeste omgørelsesprocenter:

”Det er et problem. Vi er da enige om allesammen, at vi gerne vil have en lavere procent, men hvor grænsen går for, hvornår det er helt uacceptabelt, den er meget svær at fastsætte. Både for organisationen og rent politisk.”

Det er en enkelt detalje, men blot så den umiddelbare fejlslutning er nævnt her.

Risikoen de ikke må løbe - Q&A

Sanne Møller indleder sit blogindlæg med, at hun fik morgenkaffen galt i halsen og skriver så efter endt læsning, at det på sin vis er godt, at ”K-NEWS giver spalteplads til de holdninger, som de to chefer lufter – det er nemlig den forråelse på chefgangen, som borgere og NGO’er i mange år har mistænkt kommunerne for at have”.

Men, fortsætter hun:

”Der løbes også en risiko for, at sagsbehandlerne tænker: ’Hvis chefen kan få offentliggjort en artikel, hvor den tvivlsomme praksis beskrives, så er den måske ikke så tvivlsom alligevel.’”

Og som en gennemgående motivation til at løbe risici og lade ”på vippen-afgørelser” falde til anden side end borgerens interesse udpeger Sanne Møller pengene.

”Problemet er, at kommunerne har en betydelig gevinst ved at lade afgørelser, der er ”på vippen”, falde ud til fordel for sig selv.”

K-NEWS: Hvordan ved du, at de ikke også lader ”på vippen-afgørelser” falde ud til borgerens fordel?

”Altså ham fra Lolland, han beskriver jo, hvordan de har mange sager på vippen. Han siger ikke på vippen, men ’på kanten-sager’, og de har mange af den slags sager, fordi det er Lolland, og Lolland har den demografi, som Lolland nu har. Men den undskyldning kan man jo komme med i mange kommuner. Det er jo en spøjs tankegang, at bare fordi der er flere særtilfælde, så er det ok at træffe dårlige afgørelser.”

Man kan som medarbejder havne i en situation, hvor det går op for en, at hvis jeg undersøger alt for meget i den her sag, så skal jeg simpelthen gøre vold på mig selv for at træffe den afgørelse, jeg ved forventes af mig - og derfor holder jeg igen

K-NEWS: Du siger i dit blogindlæg, at det ikke er en social- eller arbejdsmarkedsforvaltnings opgave at løbe en risiko. Mener du, at opgaven kan udføres, uden at der løbes risiko?

”Jamen, der må ikke være en unødig risiko. Jeg er helt med på, at når der bliver lavet en lovgivning, der er mindre konkret end, at ’alle der hedder Sanne, skal have 200 kroner’, så er jura noget, man skal fortolke på. Men man skal jo fortolke inden for den ramme, der er - rammen er spillereglerne.”

Sanne Møller oplister reglerne, der skal ”spilles” efter, som er alle de lovlige hensyn: beskrivelsen af, hvilke oplysninger der kan inddrages; hvad det er for oplysninger, kommunens sagsbehandlere kan hente; hvad det er, de ikke må hente; hvor hurtigt de skal arbejde og så videre.

”Alt det skal være bærende for, at man til slut kan sige: ’ok, nu har vi gjort alt det, vi skulle, og set i det lys er der mere, der taler for det ene end det andet. Og hvis det ender med, at borgeren vil klage over det, så må borgeren jo gøre det.’ Men det, jeg hører dem sige, er, at vi springer nogle af alle de der besværlige mellemled over, og så tager vi en chance, for det kan være, at resultatet skal være noget andet. Og det må man ikke.”

”Deres selvopfattelse af, at de ligesom gør borgeren en tjeneste ved at afprøve det her, den er forkert. Det, de burde gøre, er, at når de er i tvivl, så må de tage formålet med loven. Og det er, hvis det for eksempel er sygedagpenge, at borgeren ikke skal gå fra hus og hjem, fordi de er blevet syge. Det er borgeren, der er beskyttelseshensynet. Og man skal lade tvivlen komme den, der er beskyttelsessubjektet i loven, til gode, ikke sig selv og ikke den økonomiske gevinst, der er ved det.”

”Det der med at lægge vægt på økonomien, bare fordi man vil det, det må man ikke. Hvis forvaltningen tror, de er ved at træffe en afgørelse, de ikke har hjemmel til, så skal de lade være. Man kan ikke bare sige: ’nu tager vi lige en chance, nu løber vi lige en risiko og laver en afgørelse, borgeren ikke kan lide, så påklager du, og vi finder ud af, hvad Ankestyrelsen siger til det.”

K-NEWS: Er det ikke meget spekulativt, når du siger, at de springer mellemregninger over, at de ikke laver grundig sagsbehandling, inden de træffer afgørelser?

”Problemet er, at de ikke har hjemmel til at løbe en risiko.”

Hensynet til kommunens budget - Q&A

De to kommunale chefer får som afslutning på blogindlægget fra Sanne Møller indirekte skudt i skoen, at de ikke interesserer sig for borgernes retssikkerhed.

”Den uden sammenligning største risiko er kommunale chefer, der ikke interesserer sig for retssikkerheden. Hvis det ikke er vigtigt for chefen, bliver det aldrig vigtigt for medarbejderne.”

På K-NEWS-redaktionen anser vi det for at være en hård konklusion at trække ned over de to chefer, at de ikke interesserer sig for retssikkerheden. Det fortæller vi Sanne Møller. Hun replicerer:

”Altså, de får stukket en mikrofon i hovedet, og det de vælger at bruge taletiden på, det er at sige, ’se hvor dygtige vi er til at prøve lovgivningen på bekostning af borgeren og til fordel for vores egen kommunekasse.’”

Vi gentager, at de to chefer på intet tidspunkt udtaler, at de inddrager overvejelser om at spare kommunens penge i deres sagsbehandlinger.

Og vi spørger Sanne Møller, om man ikke kunne vælge at se det som ret befriende, at der her er to kommunale ledere, der fortæller - for en gangs skyld ret åbent og ærligt - om, hvilke komplekse overvejelser der også ligger i at drive en forvaltning?

”Jo, men det er jo et ulovligt hensyn. Det er jo, pardon my french, tæt på en tilståelsessag her. Det er et ulovligt hensyn at tage hensyn til kommunekassen på bekostning af borgeren, når man er i tvivl."

Citatet ovenfor er reelt en anklage om, at loven brydes, så det har K-NEWS forelagt de to kommunale chefer. Den ene er ved deadline for denne artikel ikke vendt retur med sine svar, mens den anden, Charlotte Burvil, på det klareste afviser anklagen om ulovligheder.

Charlotte Burvils uddybende svar kan du læse i vores kommende artikel. Der forklarer hun også, hvordan hun anser begrebet retssikkerhed som misforstået, og hun fortæller videre om den tvivl i sagsbehandlingen, der er en naturlig del af skønsarbejdet.

Tvivlen og hjemvisningerne - Q&A

I artiklen fra 22. februar siger Charlotte Burvil fra Viborg Kommune:

”Mange sager giver mulighed for et stort skøn, hvorfor det ikke bare er enkelt at træffe en afgørelse. Borgeren skal have det, vedkommende har ret til, hverken mere eller mindre […] Men hvor sikre skal vi være for at træffe en afgørelse?”

I vores interview med Sanne Møller forekommer det ikke som om, hun har den store anerkendelse af tvivlen i sagsbehandlingen.

K-NEWS: Det lyder på dig som om, at du ikke anerkender præmissen om, de (sagsbehandlerne) er i tvivl?

”Jo, jeg anerkender, at de er i tvivl. Men jeg anerkender ikke, at de har gjort nok for at bringe sig ud af den tvivl. Hvis en tredjedel af de sager, de har behandlet to gange og sendt til Ankestyrelsen, kommer tilbage med en konklusion om, at de ikke en gang er oplyst tilstrækkeligt, så er der ikke gjort nok.”

Sanne Møller taler her om ”hjemvisningssagerne”. Altså dem, som Ankestyrelsen omgør og sender retur til kommunen på grund af mangelfuld sagsbehandling. Hjemviste sager udgør størstedelen - cirka en tredjedel - af omgørelsessagerne, hvilket hun anser for det virkelig store problem. Og da tallene fra de seneste ti år viser netop den fordeling, mener hun ikke at kommunerne har gjort og gør nok for at minimere den andel.

”Nu kalder jeg det også ’fej for egen dør først’. Hvis de havde fuldstændig styr på deres butik, hvis alle afgørelser de traf, som gik i Ankestyrelsen, enten blev stadfæstet eller ændret, så skulle du ikke høre et pip fra mig. For retssikkerhed er, når sagen bliver behandlet på en lovlig måde. Men det bliver den jo ikke, hvis de ikke gider at behandle den ordentligt i første omgang. Og det gør de jo så ikke i en tredjedel af sagerne,” siger Sanne Møller.

K-NEWS: Hvad er præmissen for, at du siger, at de ikke gør det lovligt?

”Der står i retssikkerhedslovens paragraf 10, at den, der træffer en afgørelse, skal sikre, at sagen er tilstrækkeligt oplyst. Det er mere eller mindre ordret det, der står.

K-NEWS: Og hvad er præmissen for, at du konstaterer, sagerne ikke er tilstrækkeligt oplyst?

”At den hyppigste årsag til, at Ankestyrelsen hjemviser, er, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst. Det står i Ankestyrelsens rapporter gennem de sidste ti år.”

Og så afslutter Sanne Møller med disse ord:

”Der er ikke nogen socialrådgiver, der går på arbejde for at underoplyse en sag. Men man kan som medarbejder havne i en situation, hvor det langsomt, men sikkert, går op for en, at hvis jeg undersøger alt for meget i den her sag, så skal jeg simpelthen gøre vold på mig selv for at træffe den afgørelse, som jeg ved forventes af mig - og derfor holder jeg igen og oplyser den utilstrækkeligt. Det kan være en medvirkende årsag til, at alle de her sager ikke er oplyst tilstrækkeligt. Og det er jo medvirkende til den her forråelse, som jeg slet ikke er i tvivl om findes.”

Den næste opfølgende artikel - et længere interview med Charlotte Burvil, arbejdsmarkedschef i Viborg Kommune – kan du læse en af de kommende dage.

"Det er ikke nødvendigvis dårlig retssikkerhed, når ankestyrelsen irettesætter kommuner", vores artikel med de to kommunale chefer fra 22.februar, kan du læse HER.

Blogindlægget som Sanne Møller efterfølgende skrev, og som vi publicerede 28. februar, kan du finde HER.

Og på slutkanten af 2022 skrev vi med afsæt i en rapport fra Justitia om retsikkerheden i kommuner alt efter deres størrelse. Det gjorde vi under overskriften  "Retsikkerheden halter i de mindste kommuner".