Chokoladens juridiske dilemmaer 

Billedet: Screenshot fra dokumentaren 'Chokoladekrigen'. 

I Chokoladekrigen fører Menneskerettighedsadvokat Terry Collingsworth sammen med advokat og partner Paul Hoffman en sag mod Nestlé og Cargill på vegne af seks klienter.

Klienterne er seks unge mænd fra Mali, som deler samme skæbne. De fortæller, at de som børn i 12-årsalderen blev lokket med løfter om gode penge til kakaoplantager i Elfenbenskysten. Men virkeligheden i plantagerne var noget anderledes end løfterne. Her var ingen penge, og de levede under slavelignende forhold med afstraffelse og hårde arbejdsforhold.

“Jeg er glad for ikke at have købt en KitKat, imens jeg så den. Det har man ikke lyst til vel?”

I filmklip mellem en retssal i Californien, hvor advokat Paul Hoffman prøver at få lov til at føre sagen mod Nestlé og Cargill, og klip fra Elfenbenskysten, hvor Terry Collingsworth leder efter beviser på, at virksomhederne vidste, hvad der foregik, får man fortalt historien, der både giver indblik i en forfærdelig industri og et interessant juridisk emne.

Laura Nelson Marusic, der er advokat hos Kromann Reumert og arbejder med ESG og bæredygtighed og som tidligere har arbejdet for både FN og Danida i Afghanistan og Nepal med forskellige problemstillinger vedrørende menneskerettigheder, synes, at dokumentaren er interessant.

“Den sætter fokus på et emne, der desværre er meget aktuelt. Virksomheders ansvar for forsyningskæder er en debat, der stadig er aktuel,” siger hun.

Multinationale virksomheders ansvar

En af de problemstillinger, som Laura Nelson Marusic finder interessant, og som dokumentaren beskæftiger sig med, er, hvilket ansvar multinationale virksomheder har i verden.

“Vi er gået fra, at forventningerne til virksomheders samfundsansvar var, at de fulgte love og regler, der berører specifikke forhold i deres hjemland, til at have forventninger til virksomheders ansvar i forhold til globale problemstillinger vedrørende f.eks. menneskerettigheder og miljø og klima. En eventuel negativ påvirkning af disse områder anses virksomheder i stadig stigende omfang at have et ansvar for, fordi de har så stor indflydelse - både ude og hjemme. Men hvordan løser man så det juridisk?” siger hun og forklarer, at man i et langt stykke tid har forsøgt at løse det gennem frivillige standarder og initiativer, hvor virksomheder forpligter sig til forskellige ting. Eksempelvis principper for hvordan virksomheder bør forholde sig til korruption eller krænkelser af menneskerettigheder i deres værdikæder, og hvordan virksomhederne mere generelt er gode samfundsborgere.

“Som verdenen har udviklet sig, er vi kommet dertil, at mange - både virksomheder, forbrugere, politikere og repræsentanter fra civilsamfundet - ikke længere mener, at frivillige initiativer er nok. Vi er nødt til at have nogle håndfaste regler og stille konkrete krav til virksomhederne, både for at forbedre beskyttelsen af rettigheder, klima, osv. men også for at skabe en mere "levelled playing field" for virksomhederne. I filmen er det de amerikanske selskaber, der bliver gået efter, men det samme gør sig gældende for europæiske virksomheder,” siger Marusic.

Et andet dilemma, som hun italesætter er, at Nestlé og Cargill i dokumentaren prøver at fralægge sig ansvaret ved at sige, at de ikke vidste, at de kakaobønner, de bruger, bliver plukket af børn, der arbejder under slavelignende forhold.

“Der tænker jeg bare, at der er sket en udvikling. Det viser direktivforslaget fremsat af EU Kommissionen for en måneds tid siden om bl.a. obligatorisk due diligence i forhold til blandet andet krænkelser af menneskerettighederne i virksomheders globale værdikæder, men også den californiske transparency in supply chain-lov og også UKs om modern slavery act. De er allesammen regler, der er kommet, fordi man fra lovgivers side siger, at den går ikke. I kan ikke bare sige, at I ikke ved, hvad jeres leverandører foretager sig. Så må I finde ud af det, det er jeres ansvar, fordi I er så store og har mulighed for det,” siger hun.

Hvilket, hun også mener, var en af dokumentarens pointer. Idet Terry Collingsworth selv italesætter, at han som stor, hvid mand, som alle lægger mærke til, kan gå rundt og opdage, at der blandt andet arbejder børn i kakaoplantagerne. Det er altså ikke specielt svært at opdage.

“Så selvfølgelig kan de (læs: Nestlé og Cargill) det, hvis de gad bruge ressourcer på det,” tilføjer Laura Nelson Marusic.

Efterlader et forkert indtryk

Overordnet synes Laura Nelson Marusic, at filmen er god og sætter fokus på emnet på en konkret måde. Men hun synes også, at den kan efterlade et lidt forkert indtryk.

“Jeg tænker, at filmen kan være lidt svær at følge med i for en lægmand. For hvad er det for en proces, der sker, og som de er i gang med i USA, og hvorfor har det taget 15 år?” siger hun og fortsætter:

“De får den her afgørelse fra Supreme Court, som er meget teknisk begrundet, og som lyder, at man ikke kan stille amerikanske virksomheder til ansvar for noget, der sker i et fremmed land, og det er svært at følge sådan lovgivningsmæssigt.”

For hende kan det efterlade et indtryk af, at det kan man bare ikke. Altså at det er helt umuligt at stille en virksomhed til ansvar for noget, der ikke sker i det land, hvor virksomheden opererer.

“Og det er ikke helt rigtigt. For det er netop det, vi har fået et forslag om i EU, men også i USA er der nogle regler omkring det, som også indeholder nogle forpligtelser i forhold til virksomhedens due diligence, og det bliver slet ikke nævnt. Og det efterlader lidt et billede af, at de vestlige lande og USA er lidt ligeglade med det her, og at de kun tænker på at beskytte deres virksomheder, og det er jo heldigvis ikke rigtigt,” siger hun.

Helt sikkert en anbefaling

Selvom filmen måske godt kunne have haft lidt mere fokus på, at det godt kan lade sig at gøre at stille virksomheder til ansvar for deres negative indvirkninger på forhold i udlandet, så vil Laura Nelson Marusic helt sikker anbefale andre at se den.

“Jeg synes især, at nu hvor vi står i den her politiske diskussion både generelt om, hvor stort et ansvar virksomhederne har, og hvad det er, vi forventer af dem her i verden og samtidig lige har fået fremlagt et konkret forslag om, at det skal gøres obligatorisk at afdække værdikæder, så synes jeg, den er meget relevant,” siger hun og uddyber, at dokumentaren tydeligt viser, hvad det er for nogle enorme og forfærdelige problemer, der kan blive et resultat af ikke at afdække forholdene og undlade at stille virksomhederne til ansvar.

“Det er et meget vigtigt indspark i debatten,” siger hun og fortsætter:

“Jeg er glad for ikke at have købt en KitKat, imens jeg så den. Det har man ikke lyst til vel?”