De fleste kender kun rummet fra korte klip af en månelanding, fantasiens dagdrømme, billeder på internettet eller fra sci-fi-film. Det store, sorte, lilla og stjernebeklædte, der ligger om os som et tæppe, er for mange utopisk nogensinde at skulle se med egne øjne. Men muligheden kommer alligevel tættere og tættere på, for der snakkes både om rumturisme og kolonisering på Mars.
Spørgsmålet er så blot om de regler og love, der blev skabt i 1967 og eksisterer omkring rummet i dag, kan følge med den teknologiske udvikling, der er sket.
Rumjurist Thea Flem Dethlefsen, der har en kandidat i luft- og rumfartslovgivning, forklarer, at de rumtraktater, der blev vedtaget midt i den Kolde Krig, blev vedtaget fordi, man ville sikre at de nye rumkapaciteter ville blive brugt fredeligt.
“Traktaterne er vedtaget ved FN. Det er traktaten for det ydre rum, som de andre mindre traktater tager udgangspunkt i. Traktaten for det ydre rum fastsætter en række principper for, hvordan stater må opføre sig i rummet,” siger hun.
Overordnet blev i alt fem traktater vedtaget ved FN i 1967, og de kan kun ændres ved enstemmighed. Hvis ét land altså stemmer imod, forbliver traktaten uændret.
De fem traktater er: Den Ydre rum-traktat, redningsaftalen, ansvarskonventionen, månetraktaten og registreringskonventionen
“Man er bundet af, hvad man skrev for lidt mere end 50 år siden, og der er lidt debat om, hvorvidt traktaterne er forældede. Men de principper, der er i traktaterne, er formuleret bredt, fordi man dengang godt vidste, at man ikke kunne forudse, den udvikling, der ville komme. De er derfor stadig brugbare, når man skal fortolke anvendelsen af de gamle regler på nye aktiviteter. Det er bare nogle fundamentale principper, som vi kan tolke på,” siger Thea Flem Dethlefsen.
Fem rumtraktater
Helt overordnet må rummet kun anvendes til fredelige formål. Til gengæld må alle bruge og udforske rummet til videnskabelige formål, bare reglerne i rumtraktaterne og i international lovgivning overholdes.
Thea Flem Dethlefsen forklarer, at der findes fem traktater.
1 - Ydre rum-traktaten:
Denne fungerer som basis for international lov i rummet. Den siger overordnet, at rummet kun må bruges til fredelige formål. Det betyder, at man ikke må lave militære operationer eller bruge masseødelæggelsesvåben, ligesom der ikke er nogle regeringer på jorden, der må gøre krav på planeter, da de tilhører hele menneskeheden.
Traktaten trådte i kraft i 1967. I oktober 2018 var den underskrevet og officielt tilsluttet af 107 lande - dette inkluderer Danmark og alle de rumførende nationer. 23 lande har derudover underskrevet, men ikke officielt tilsluttet sig.
2 - Redningsaftalen (The Rescue Agreement):
Aftalen siger, at hvis en astronaut eller et rumfartøj er i nød eller forsvundet i rummet, så skal de stater, der har mulighed for det hjælpe med at redde eller eftersøge. Dette inkluderer et rumskib, der måtte nødlande på jorden på grund af en ulykke eller lignende. Her skal staten, hvor rumfartøjet lander, gøre alt hvad de kan for at hjælpe. Dette gælder kun lande, der har tilsluttet sig aftalen.
3 - Ansvarskonventionen (Liability Convention):
Denne konvention bestemmer, hvem der har ansvaret, hvis der sker et uheld i rummet. Konventionen siger, at lande har ansvar for rumfartøjer, rumsonder og lignende, som de sender ud i rummet. Hvis der sker et uheld i rummet, ser man på, hvem der bærer skylden Det kan være vanskeligt at fastsætte, når der er begrænsede muligheder for at overvåge aktiviteterne derude, samtidig med at der ikke altid er retningslinjer, der fastsætter, hvad der er “rigtig” opførsel. Sker uheldet her på Jorden, f.eks. hvis dele af et rumfartøj falder tilbage på Jorden og forvolder skade – så er der objektivt ansvar. Det betyder at man ikke behøver at bevise skylden.
4 - Månetraktaten (Moon Treaty):
Denne traktat har ingen rumførende nationer med bemandede rumskibe tilsluttet sig officielt, da den har nogle begrænsede holdninger til, hvad månen må bruges til. Den deklaration, som de rumførende nationer er imod, siger at alle lande, der tager prøver af månen, bør overveje at gøre prøverne og teknologien, hvormed prøverne er lavet, tilgængeligt for hele det internationale forskningssamfund. Dette princip finder man også på antarktisk
5 - Registreringskonventionen (Registration Convention):
Denne konvention oplyser, hvordan man skal registrere rumobjekter. Konvention er lavet i forsøget på at skabe gennemsigtighed i, hvem der ejer forskellige rumobjekter.
Dansk rumlovgivning
De fem traktater blev lavet med stater for øje, hvilket kan stille spørgsmålstegn ved om, de er gearet til den kommercialisering af rummet, der er sket i løbet af de sidste mange år, hvor flere private aktører har sendt satellitter mod rummet, og Elon Musk planlægger en hel koloni på Mars.
Hvis rumtraktaten kun har stater for øje, er den så ikke gearet til, at private aktører også tager ud i rummet?
“Man kan ikke sige, at den ikke kan overføres til de private aktører, nej. Der er en meget smart bestemmelse i rumtraktaten, der siger, at stater har internationalt erstatningsansvar og generelt ansvar for, at deres nationale aktiviteter overholder internationale rumregler. Når vi taler rummet, står der specifikt i rumtraktaten, at folkeretten finder anvendelse I rummet, det vil sige, at alle de internationale traktater, vi er bundet af på jorden i princippet, også finder anvendelse i rummet,” siger hun og fortsætter:
“Det betyder, at når man er en opsendende privat aktør, så skal man have tilladelse fra nationale myndigheder. Det er så i den nationale rumlovgivning, at der fastsættes en række krav.”
I 2016 fik Danmark sin egen rumlov, der primært handler om, hvordan man søger tilladelse til opsende i rummet og hvilke forskellige krav, man skal leve op til.
Det særlige ved den danske rumlov er, at den danske stat, som en af de eneste i verden, har fastsat en grænse på 100 km. fra jorden, hvorfra rummet begynder. Det lyder måske meget normalt, men internationalt kan man ikke blive enige om, hvor sådan en grænse mellem luftrummet og det ydre rum går.
“Det kan man ikke, fordi stater i luftrummet har suverænitet. Vi har eksempelvis Chicago Konventionen for fly, der siger, at selvom du bare flyver over et land og ikke lander, skal du have tilladelse af det land. Men i det ydre rum er der ingen suverænitet, for det jo ér vores allesammens ifølge trakaten for det ydre rum. Når man sætter en bestemt grænse afskærer man sig altså suverænitet,” forklarer Thea Flem Dethlefsen.
USA er den frække dreng i klassen
De nationale rumlovgivninger differentierer fra land til land. For det er netop op til en given stat at implementere de nærmere betingelser for at udføre ansvarlige rumaktiviteter i overensstemmelse med de internationale regler. Det betyder også, at nogle lande er mere liberale i forhold til, hvad de tillader i rummet end andre.
“USA har eksempelvis en mere liberal lovgivning. Derfor er det ret attraktivt at være rumvirksomhed i USA, når man gerne vil søge om tilladelse til at opsende,” siger Thea Flem Dethlefsen og tilføjer:
“De er meget progressive, når det kommer til udvikling af teknologi, men også når det kommer til at prøve at presse de politiske dagsordener.”
I USA vedtog man I 2015 en nationale rumlovgivning, der siger, at minedrift på månen er lovligt. Det gør den på trods af, at der i traktaten for det ydre rum står, at ingen nation må eje månen, hvilket umiddelbart får en til at tro, at en sådan national regel vil være i uoverensstemmelse med reglerne. Der er dog argumenter for og imod lovligheden af denne fortolkning.
“Argumentet for, at det er lovligt, er, at der jo heller ikke er nogen, der ejer havene, men man kan godt eje de fisk, der fiskes op af et hav. På samme måde lyder argumentet, at ingen ejer månen, men man kan godt eje ressourcer, man kan ekstrahere fra månen. Samtidig siger traktaten for det ydre rum, at rummet er frit til at blive brugt og udforsket, hvilket mineralerne kan bidrage til.”
Hvorvidt det er en lovlig fortolkning eller ej, det kan kun afgøres ved den Internationale Domstol, og en sådan afgørelse har ikke fundet sted endnu.
“Spørgsmålet har været diskuteret i mange år i rumjura, men der er en generel enighed blandt de fleste førende rumjurister om, at det er i overensstemmelse med traktaten, at lave minedrift.” siger Thea Flem Dethlefsen.
En fragmenteret lovgivning
Hvis man bestemmer sig for, at det er muligt, at tolke de brede principper til, at rumminedrift er i overensstemmelse med traktaterne, så er det ifølge Thea Flem Dethlefsen vigtigt, at der bliver lavet fælles regler for, hvordan det sikres, at de andre principper i traktaten stadig overholdes.
“Et eksempel er, at det i traktaten nævnes, at alle stater skal have lige adgang til at bruge rummet - også udviklingslande. En sætning, der specifikt nævner udviklingslande, fordi man jo ikke vil sidde i en situation, hvor eksempelvis USA og Rusland kommer først ud i rummet og tager alle ressourcerne. Så spørgsmålet er, hvordan sikrer vi os, at vi bruger rumressourcerne på en bæredygtig måde. Det kan eksempelvis sikres ved at lave overvejelser om, hvor lang tid man må udvinde, eller hvordan man efterlader det sted, hvor man har udvundet fra,” siger hun.
En anden ulempe ved, at der ikke som sådan er nogle fastsatte internationale regler, er, at man kan risikere at få en fragmenteret lovgivning.
“Fragmenteret lovgivning er jo et problem helt generelt, eksempelvis udformer det sig i lack of convenience, hvor man laver sine aktiviteter det sted, hvor lovgivningen er til fordel for en. Men især når rummet er vores allesammens, så her er det isært vigtigt, at vi har en fælles forståelse for, hvordan vi bruger det,” siger Thea Flem Dethlefsen.
Men hvorfor tilpasser man ikke bare reglerne?
“Problemet med at lave nye regler og ny lovgivning på området, er at det tager rigtigt lang tid. For et par år siden blev der vedtaget nogle guidelines, der hedder Long Term Sustainability guidelines, der handler om, hvordan man bruger rummet bæredygtigt.”
“Det tog ti år, hvis ikke mere at vedtage de her guidelines. Og det er jo ikke love, men bare guidelines. Det siger noget om, hvor lang tid, det vil tage at lave en rigtig traktatændring,” siger hun.
Er der ikke risiko for, at private aktører, der er underlagt en stram rumlov i en nation, vil flytte sit arbejde til en nation med en mere liberal rumlov?
“Jo, det kan der være. Men så kan der også være andre årsager til, at man gerne vil være hjemme i sin egen nation. Det kan være, at man her i eksempelvis Danmark vil kunne få tættere forhold til arbejdsmarkedet og skabe arbejdspladser og få anden støtte gennem Danmarks medlemsskab I ESA."
Rumjura i fremtiden
På et tidspunkt i fremtiden kan vi måske pakke en taske med rumtøj, tage en rumhat under armen og hoppe på en rumraket til Mars midt i juni for at nyde sommerferien på den røde planet.
Så hvordan ser fremtidens love ud i rummet? spørger K-NEWS, Thea Flem Dethlefsen.
“Det, vi kommer til at se i fremtiden, er, at i og med der er flere aktører i rummet vil der også være flere modstridende interesser, og dermed kan der også ske flere potentielle rumretssager. Måske vil mange blive afgjort ved voldgift, fordi det ofte omhandler mere kommercielle spørgsmål. UEA har eksempelvis for nyligt lanceret en rumvoldgiftsret.”
Men hvis vi skal til Mars, må det på et tidspunkt blive nødvendigt at bygge. Derfor spørger vi også:
Hvordan får man lov til at bygge på Mars, hvis ingen må eje noget i rummet?
“Traktaten for det ydre rum siger: Outer space, including the moon and other celestial bodies, is not subject to national appropriation by claim of sovereignty, by means of use or occupation, or by any other means.
- or by any other means indikerer, at man heller ikke må have en bygning stående, så man indirekte tager ejerskab over en del af overfladen af Mars. Hvad vil det betyde i praksis? Svært at sige på nuværende tidspunkt. En løsning kunne være, at man skal kunne rykke det, man bygger med jævne mellemrum, men det er ikke så praktisk. Stater, der sender noget ud i rummet, har ejerskab over det også ude i rummet. De kan blive ansvarlige for det, og de kan også have deres egen lovgivning håndhævet. I filmen The Martian siger Matt Damon, at han er en rumpirat, fordi han stjæler NASA's mars-fartøj. Men i virkeligheden, er han en amerikansk statslig ansat medarbejder, der bruger et fartøj ejet af den amerikanske stat,” siger hun.