"Hvad fanden laver ham Kenneth egentlig?"

Det startede egentlig på et lille, tilrøget værtshus, hvor tre advokater drak en øl. To af dem havde startet deres eget kontor op et års tid forinden uden nogen forventninger til, hvordan det ville komme til at gå, men sagerne strømmede alligevel til, og arbejdsmængden var blevet for meget til blot to mænd. De havde brug for en ekstra, hjælpende hånd.

Det var sådan, Malou Ehmer og Mads Pramming begyndte at arbejde sammen i det advokatkontor, der i dag har navnet Ehmer Pramming Advokater. De to kendte indtil da udelukkende hinanden fra uformelle snakke over øl til faglige arrangementer eller fester i branchen.

”Det er jo ret risky business at hive en ind, man ikke har arbejdet sammen med før og så dele butikken fra dag et. For selvom man har det sjovt i byen, er det ikke sikkert, man har det sjovt med at arbejde sammen. Vi brugte derfor også et års tid på at finde ud af, om vi i virkeligheden ville det samme. Vi har helt klart vores forskelligheder, men når det kommer til grundlæggende værdier og det indhold, vi gerne vil have i vores arbejdsliv og liv i det hele taget, så er vi i virkeligheden meget ens, fortæller Malou Ehmer.

Og selvom Ehmer Pramming er et advokathus, der i dag ofte er i medierne for de store, principielle sager, de fører, så fortæller de begge, at deres kontor fortsat er præget af fest og ballade.

Det mærkes også, da jeg træder ind i bygningen, der ligger lige ved siden af et fotofirma og et byggemarked ude i Nordvest. Man træder direkte ind fra ståltrappen, og det første, der møder mig, er popmusikken, der flyder ud af højtaleren. Det er et af kunstneren the Weekends store hits fra sommeren. Der er ingen receptionist eller sekretær - i stedet står en hjemmebygget bar ovre i hjørnet, der blev sat op til en fredagsbar, men som ikke rigtig er blevet taget ned igen. Det er et kendetegn ved kontoret som helhed, og som går igen, når jeg taler med Mads og Malou. For selvom profilen har ændret sig, siden kontoret startede i 2012, og de nu har fået ”rigtige, store klienter, som folk kender”, som de selv siger det, så er noget af det vigtigste for dem stadigvæk, at det skal være sjovt at gå på arbejde.

”Det har klart været målet helt fra starten af, at det skal være sjovt. Vi vil ikke have sekretærer eller surt administrativt personale. Vi skal bare kun være jurister, hvor vi godt kan lide hinanden og har det sjovt sammen,” siger Mads Pramming og bliver suppleret af Malou Ehmer:

”Vi har hele tiden været klare omkring, at vi ikke gider at sidde og kigge på omsætningstal hver anden måned eller stille andre til regnskab for den slags. Vi bryder os ikke om hierarkier eller om sure voksne, der fortæller en, hvordan man skal gebærde sig. Vi vil lave noget meningsfyldt og have det sjovt imens. Og i forhold til det med pengene, så har det bare aldrig været afgørende, hvor meget vi tjente, vi har slet ikke haft det behov. Vores opfattelse af, om vi har succes, er i virkeligheden proportional med, hvor glade vi og vores kollegaer er for at være her. Og selvfølgelig at vi udretter noget fedt og gør en forskel for nogen.”

Konsulenten rev sig i håret

Deres stort set ikke-eksisterende fokus på omsætning, strategier og andre former for forretningsplaner, afføder da også både undrende spørgsmål fra blandt andet venner, og hiven i håret fra konsulenter.

Vi bryder os ikke om hierarkier eller om sure voksne, der fortæller en, hvordan man skal gebærde sig. Vi vil lave noget meningsfyldt og have det sjovt imens.

De fortæller begge, hvordan kontoret hver måned er nødt til at sige nej til mellem 100 og 200 sager, fordi de simpelthen ikke er nok personale til at løfte opgaven med de 12 mand, de er nu. Men det er ikke fordi, det ikke er muligt for dem at ansætte flere. Men det er et helt bevidst valg fra deres side at lade være.

”En hvilken som helst anden virksomhed ville se på det og tænke vækst, at der var potentiale for at tjene mere, ansætte flere og lave en bredere forretning. Men det ville betyde, at vi skulle være flere, og så ville vi miste den ånd, vi har, hvor alle kender hinanden skidegodt, og hvor vi har det sjovt sammen,” siger Mads Pramming og uddyber:

”Derfor har vi hele tiden haft det dilemma mellem, om vi bare skal sige ’fuck it’, blive et rigtigt advokatkontor med 30-50 ansatte, hvor vi bare sidder på toppen og styrer det? Eller om vi skal blive ved med at være cowboy-agtige og køre det, som vi gør.”

Sidste gang dilemmaet var oppe og vende, besluttede de sig for at hive ekstern hjælp ind i form af en konsulent.

”Vi var oprigtig åbne for nye muligheder og brugte flere dage på at drøfte og kortlægge, hvad der var vigtigt for os. Konsulenten var vildt dygtig – men han sad nærmest og rev sig i håret og sagde, at han aldrig havde siddet med nogle, hvor vækst eller profit bare ikke var med på den pallette af ting, der betyder noget for os. Det, der betyder noget for os er, at vi ikke arbejder alt for meget, at det skal være sjovt at gå på arbejde, at vi får de rigtige og vigtige sager ind, så vi faktisk rykker ved noget og er med til at forandre noget,” siger Malou Ehmer og tilføjer:

”Og så er det også vigtigt for os, at vi omgiver os med folk, vi virkelig godt kan lide, og hvor vi alle kan sidde sammen om det samme lange bord til frokost. Det giver en eller anden særlig følelse af fællesskab.”

Hvad fanden laver Kenneth?

Udover at kunne sidde omkring det samme bord til frokost, er der også andre ting ved det at være et mindre kontor, som både Mads og Malou ønsker at værne om, og som er med til at holde fast i den ånd og nerve, som de begge føler, er noget af det vigtigste, og som skiller deres kontor ud fra andre.

”Havde vi været 50 ansatte, og der blev ansat en eller anden ny fuldmægtig, man ikke havde snakket med, der hed Kenneth, som sad tre etager under en, så ville man tænkte – hvad fanden laver ham Kenneth egentlig? Vi er nødt til at registrere hans tid, og hvor meget han tjener, for ellers kan vi bare få en ny Kenneth ind. Det har vi slet ikke her. Her kan vi jo se, hvem der er pressede, og hvem der ikke er – eller vi kan tale om det til frokost, eller hvornår det nu skulle være,” siger Mads Pramming.

Begge fortæller de, at den tillid der er på kontoret, skaber mere fleksibilitet og giver derfor også mulighed for, at de kan arbejde mindre, end hvad der er normalen på andre advokatkontorer.

”Vi adskiller os ved, at vi er vokset ud af ingenting, uden planer og Excelark. Det har hele tiden været sådan, at først var vi to, så blev der for meget arbejde, så vi blev nødt til at ansætte én til. Men vi skulle finde den, vi allerbedst kunne lide og synes, det var allersjovest at være sammen med. Så bliver den tredje person også fyldt op med arbejdsopgaver – og så er vi nødt til at ansætte én til, fortæller Mads Pramming, og bliver suppleret af Malou Ehmer:

”Alle vores kollegaer er vildt dygtige. Fra dag et får de deres egne sager og så løber de ellers med bolden resten af vejen, hvis de vil. Det er et stort ansvar, og det kræver mod af de ansatte. Vi har meget stor tillid til vores kollegaer og prøver at være så fleksible som muligt– både i forhold til, hvordan de vil planlægge deres arbejde og i forhold til, hvad de gerne vil arbejde med. Jeg føler ikke, at vi propper ting ned i halsen på dem. Vi prøver at give dem de opgaver, de synes er fede og spændende at arbejde med. Det giver jo den bedste arbejdsglæde og i sidste ende det bedste produkt.

Og så kigger vi ikke på omsætningstal eller debitering, hvilket vi selvfølgelig også adskiller os på.”

Flad struktur og MUS-samtaler

Både Malou og Mads omtaler deres medarbejdere som deres kollegaer i stedet. Hvilket er helt bevidst. De ønsker begge og værner om, at Ehmer Pramming skal have en flad struktur, hvor de ikke blot sidder som kransekagefigurer på toppen og bestemmer. Og den tilgang til deres egen ledelse smitter også af på resten af kollegaerne.

”Der er noget med stemningen, som er anerledes. Både Mads og jeg har prøvet at være på de store kontorer, og ved hvordan det kan være. På godt og ondt. Hos os er der ikke noget karriereræs; der er ikke noget med, at vi skal battle om, hvem der er bedst, hvem der arbejder mest, hvem der får en bonus, eller hvem der skal i et partnerforløb. Det har vi slet ikke herinde. Strukturen er flad, og dørene er generelt åbne. Alle sparrer med alle, og Mads og jeg er meget bevidste om, at det ikke er os, der ved bedst. Vi kender alle hinanden godt, har alle vores forskellige kompetencer og bruger hinanden meget. Det synes vi ikke rigtigt, vi oplevede på samme måde, da vi selv arbejdede på de store kontorer,” fortæller Malou Ehmer.

Havde vi været 50 ansatte, og der blev ansat en eller anden ny fuldmægtig, man ikke havde snakket med, der hed Kenneth, som sad tre etager under en, så ville man tænkte – hvad fanden laver ham Kenneth egentlig?

Den flade struktur betyder også, at både Mads og Malou trækker en grimasse, da de fortæller, hvor stift og unaturligt det virker for dem, når de alligevel skal påtage sig en mere traditionel chef-rolle.

”Det virker ekstremt kunstigt, når vi fx holder mus-samtaler en gang om året. Så sætter vi os overfor hinanden og snakker mere formelt sammen, fordi nogle voksne har sagt, at det er fornuftigt at gøre sådan. Men vi taler jo sammen hele tiden. Hvis nogle er kede af det eller utilfredse, så kommer de og siger det til os, hvis vi ikke allerede selv har opdaget det – de sidder jo ikke og putter med det i flere måneder. Generelt synes jeg, at man vinder på den flade struktur, det giver også noget tillid og tryghed i den måde, vi arbejder på,” siger Malou Ehmer.

Vi kæmper jo altid for det rigtige

Både Mads og Malou beskriver, hvordan de sager, deres kontor tager ind, oftest er dem, som de andre ikke vil røre med en ”ildtang”. Det er ofte sager om folk, der er kommet i klemme i systemet, og hvor der ikke ligefrem er mange penge – eller sejre i dem. Mads Pramming har tidligere til K-NEWS udtalt, at han må være ”Danmarks mest tabende advokat”, fordi sagerne sjældent vindes, når man har myndighederne og deres afgørelser som modpart. Kontoret har senest hjulpet Godhavnsdrengene med at få erstatning, de ansatte i Danbred-sagen og sagen om kunstmuseet Arken, de har ført Svømmepigesagen og ligeledes en sag om mobning mod Københavns Kommune. Alle sammen sager, der også tiltrækker stor opmærksomhed i medierne, og derfor har sat både Mads og Malou i mediernes søgelys. Hvilket også betyder, at de nok er nogle af de advokater i Danmark – særligt Mads Pramming – der udtaler sig mest til pressen.

Men selvom det er de færreste advokater, hvis jobbeskrivelse indebærer så stort et mediefokus, er det noget, der falder dem ganske naturligt. Faktisk undrer de sig næsten over at blive stillet spørgsmål omkring det.

”Det er jo en del af at være dem og det kontor, vi er. Vi siger bare tingene som det er, så det er nemt nok,” siger Mads Pramming.

”Vi synes jo selv, at vi altid kæmper for det rigtige, og så det er jo ikke så svært at skulle være klienternes talerør eller skjold i medierne” supplerer Malou Ehmer.

Derudover fortæller de begge, at en af grundene til, man sjældent hører om andre advokaters arbejde, er fordi, det ofte er ”røvkedeligt”, siger de med et grin.

”De kriterier, som vi udvælger sager fra, minder derimod egentlig meget om de kriterier, som medierne udvælger historier på. At noget er uretfærdigt, at det gør ondt i hjertet, at det er spændende, noget nyt, noget der ikke er prøvet før – det er det, der får en journalist til at interessere sig for en sag, og det er meget tæt på at være det samme som det, der får os til juridisk at interessere os for en sag. Og derfor er det ofte den energi, der er i sagerne, der også kommer til udtryk, når vi taler med medierne,” siger Mads Pramming.

Det er jo det andet, ingen af os ville kunne være i. Hvis ikke det var det, jeg gjorde, så ville jeg lave noget andet et at være advokat

Som nævnt er det ikke alle sager, der ender med en sejr ved domstolene. Men det betyder ikke, at de nødvendigvis er tabt, når medierne også interesserer sig for dem.

”Man kan også sige, hvad hvis vi ikke gjorde det? Hvad er så alternativet? Så fører vi en mobbesag, som vi taber – og så sker der ikke en dyt, hvis ikke vi går ud og taler om det. Men gør vi det, så får vi måske fokus på noget vigtigt. Hvis man gerne vil være med til at ændre verden, så bliver man nødt til at åbne munden,” siger Malou Ehmer og tilføjer:

”Det er mega fedt, at vi har det talerør, så vi kommer bredere ud. Hvis man gerne vil være med til at sætte fokus på noget, så er det jo enormt privilegeret at blive spurgt, om man har en holdning til det.”

Så ville jeg hellere være sygeplejerske

Da jeg spørger Mads og Malou om, hvor meget det betyder for dem, at det er ’rigtige’ mennesker, de hjælper med deres arbejde, kigger de for en stund underligt på mig. De forstår simpelthen ikke mit spørgsmål, fordi det er så indlysende for dem selv, at det betyder alt. Jeg må gentage det flere gange, før jeg får et svar.

”Det er jo det andet, ingen af os ville kunne være i. Hvis ikke det var det, jeg gjorde, så ville jeg lave noget andet et at være advokat,” siger Mads Pramming.

”Det andet ville langsomt suge livet ud af os,” stemmer Malou Ehmer ind og uddyber:

”Hvis jeg ikke skulle lave det her, ville jeg hellere være sygeplejerske. Hvis vi skulle sidde og handle ejendomme, ved jeg simpelthen ikke, hvad der skulle til, før jeg syntes, det var sjovt at gå på arbejde – så skulle der virkelig stå en overdrevent dygtig DJ nede i enden af lokalet, ” siger hun.

Det betyder altså alt og mere til, at det er ganske almindelige mennesker, som de bruger deres advokatgerning på at hjælpe. Selvfølgelig særligt, når deres arbejde begynder at bære frugt.

”Vi er så heldige og dygtige, at vi får nogle gode sager nu, og der også begynder at komme en smag af, at vi ændrer noget, at vi ændrer nogle ting i samfundet. At vi er med til at rykke nogle grænser eller sætte en dagsorden, ikke bare for den enkelte klient, men også for andre udsatte personer. Det synes jeg, at vi som kontor bevæger os i retning af – hvor vi i starten hjalp den enkelte, der var kommet i klemme i systemet, til at prøve at hjælpe mange med de mere principielle sager,” siger Mads Pramming.

Og netop de principielle sager, fylder meget for Ehmer Pramming som kontor. Og det er også dem, der betyder, at det langtfra er hver gang, de får en sejr i hus. Men de fleste principielle sager starter et helt andet sted.

”Vi har fx lige haft sagen om mobning i folkeskolen. Det var den første sag om det, hvilket har været med til at give det politisk og mediemæssig opmærksomhed. Pludselig er mobning blevet til noget, hvor det er gået op for skolerne, at der er en stram lovgivning på området, hvor de risikerer retssager. Men til at starte med er det jo også bare ét forældrepar, der ringer ind og siger, er det her ikke fucking urimeligt, og så pludselig viser det sig, at der er noget større i det. Det samme med fildelingssagen, det startede også som noget, vi havde det sjovt over, hvor det startede med én, der ikke havde downloadet en fil, og som pludselig blev stort. Så det er de færreste sager, der starter som kæmpestore politiske sager, men de bliver det undervejs.”

Vi har efterhånden udviklet en temmelig sund skepsis overfor autoriteter.Hvis vi mener, at noget er forkert eller uretfærdigt, så prøver vi oprigtigt at gøre noget ved det.

Men, som Malou Ehmer indrømmer, så kunne de sagtens gå efter de mere lavthængende frugter, ved eksempelvis at tage flere ”nemme” og mere rentable sager ind. Men når de tager sager ind, er økonomien i den kun et af de parametre, de bedømmer dem ud fra – og ind i mellem slet ikke et parameter. Økonomien kan sagtens trumfes af andre ting, fx hvor sjov sagen er eller hvor vigtig, de synes, sagen er:

”At økonomien ikke er afgørende, er et bevidst valg. Det er fordi, det betyder mere for os, at det er sjovt at gå på arbejde og fordi alle, der arbejder herinde, har en stolthed over at være en del af det her sted, og det vi gør. Det tror jeg faktisk, at de føler helt inde i maven, ligesom Mads og jeg gør. Nogle gange sidder man selvfølgelig selv med noget kedeligt. Men så er der tit en god kollega på den anden side af væggen, der laver noget mega sejt, som rykker ved noget. Og så glæder man sig bare over det”, siger Malou Ehmer.

Fight the power og et vigtigt dilemma

Jeg spørger afslutningsvist Mads og Malou om at komme med tre ord, der karakteriserer deres kontor. Man skulle næsten tro, at de havde forberedt sig på forhånd, idet de kigger på hinanden, før de næsten i kor svarer:

”Fight the power,” med et grin, hvorefter de begynder at fortælle om, at det faktisk var det slogan de kom frem til, da de for 1 ½ år siden forsøgte at finde et udtryk, der kunne rumme kontorets DNA. Måske ender det på en t-shirt, griner de.

Malou Ehmer forklarer: ”Fight the power” er dels et udtryk for en stor del af det arbejde vi laver. Vi retter ikke bare ind, fordi fx en myndighed har sagt, at det er sådan landet ligger. Vi har efterhånden udviklet en temmelig sund skepsis overfor autoriteter. Hvis vi mener, at noget er forkert eller uretfærdigt, så prøver vi oprigtigt at gøre noget ved det. På det punkt er vi ikke bange for noget eller nogen,” siger hun og tilføjer:

”Men ”fight the power” er også vores egen lille reminder om, at vi ikke gider ikke at drive advokatkontor som de fleste i branchen, hvor debitering, profit og vækst er i fokus. Vi tror ikke på, at det er den eneste vej til succes eller til arbejdsglæde for den sags skyld. I hvert fald ikke for os.”

Men når nu de går efter at ’fight the power’, hvordan hænger det så sammen med, at de stadig siger nej til mellem 100-200 sager om måneden, hvor de potentielt kunne udleve deres slogan i endnu større stil?

”Det er selvfølgelig et dilemma. Jeg fik faktisk et lignende spørgsmål fra en af mine venner for nylig. Jeg er jo egentlig meget glad og stolt over den beslutning, vi har taget om at passe på det her kontor, som det er. Men så spurgte min ven mig: hvis jeres projekt er at redde verden og gøre noget godt for de fattige, hvorfor er i så ikke 50 mennesker? Så kunne I jo hjælpe mange flere? Der blev jeg lidt flov, fordi ja, det kunne vi. Men vores egen arbejdsglæde betyder meget, og er også vigtigt, for at vi kan gøre det arbejde, vi gør,” siger Mads Pramming.