Erhvervsankenævnet har den 1. maj 2018 sat et punktum i sagen om det økonomiske efterspil i forbindelse med Eurovision Song Contest 2014. Den tidligere bestyrelsesformand for Wonderful Copenhagen Michael Metz Mørch er ikke ansvarlig for det underskud, der opstod, da melodigrandprixet blev dyrere end forventet. Det skriver firmaet i en pressemeddelelse.
I 2014 var Danmark værtsland for det internationale melodigrandprix Eurovision Song Contest. Til gennemførelsen af dette blev der oprettet et særligt projektselskab under fonden Wonderful Copenhagen. Grandprixet endte med at gå over budget, hvilket fik stor opmærksomhed i pressen. Sammen med Region Hovedstaden fandt Wonderful Copenhagen frem til en økonomisk løsning, der tilgodeså projektselskabets kreditorer og reddede Wonderful Copenhagens gode ry som pålidelig og professionel samarbejdspartner og dermed Wonderful Copenhagens fremtid.
Erhvervsstyrelsen fandt imidlertid, at den valgte løsningsmodel medførte et erstatningsansvar på 21 mio. kr. for den tidligere bestyrelsesformand, mens resten af Wonderful Copenhagens ledelse gik fri for erstatningsansvar.
Erhvervsankenævnet har i dag ophævet Erhvervsstyrelsens afgørelse, idet nævnet har fundet, at der ikke er grundlag for at pålægge Wonderful Copenhagen at anlægge en erstatningssag mod den tidligere bestyrelsesformand Michael Metz Mørch i Wonderful Copenhagen.
Horten har under hele sagen repræsenteret den tidligere bestyrelsesformand.