27/02/2020 - Artikel

Her kan vi selv sætte den juridiske dagsorden


Sidste år startede en række forskere ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet en blog. Forskerne bag taler jævnligt med medierne om aktuelle sager, men de havde behov for selv at sætte retningen – for selv at vælge emnerne og formidle den forskningsbaserede viden på en let forståelig måde.

Tekst: Ulla Oppermann Blankholm. Foto: PR


De stiller beredvilligt op, når journalisterne ringer og vil have deres syn på forskellige aktuelle juridiske problemstillinger. ”Hvad siger loven?” lyder det velkendte spørgsmål, som de fire lektorer og en enkelt professor bag en relativt ny blog oftest svarer på.

”Vi taler jævnligt med medierne og reagerer på de ting, de spørger om, men vi havde et ønske om at være lidt mere på forkant, om man vil, og selv tage nogle spørgsmål op. Det er ikke nogen kritik af medierne, men det kan være lidt tilfældigt, hvad der kommer op i medierne, der ikke kan skrive om hvad som helst og har deres egne kriterier at skrive ud fra. Det er deres vilkår, men ikke vores,” siger Sten Schaumburg-Müller, der er professor på Syddansk Universitet, og tilføjer:

”Vi kunne godt tænke os at være mere proaktive og ikke bare reaktive inden for juraen, og det er det, der er baggrunden for bloggen.”

Bloggen ”Holder det i byretten” blev derfor startet sidste år, og skribenterne tæller ud over Sten Schaumburg-Müller, lektorerne: Ayo Næsborg-Andersen, Kent Kristensen, Peter Starup og Linda Kjær Minke.

Ifølge Sten Schaumburg-Müller er genren traditionel; jurister må gerne udtale sig – de lege ferenda – ikke om, hvad loven siger, men hvad den burde sige, for han mener, at der i lovgivningen er problemer, hvor han og hans kollegaer synes, de kan sige noget relevant. Blogindlæggene er forskningsbaserede, men er ikke direkte forskning, og kravet for indlæggene er, at de skal kunne læses af almindelige mennesker.

”De interne regler er, at indlæggene skal holdes i et uakademisk sprog og ikke være fyldt med referencer – og eventuelt skal de være underliggende, hvis de skal være der. Indlæggene må desuden max. fylde en side. Det giver os forskere mulighed for at tænke nogle emner igennem, som ikke nødvendigvis kræver en længere videnskabelig artikel og et halvt års forudgående forskning. Det er en rigtig god mulighed,” mener Sten Schaumburg-Müller, der erkender, at modtagerne ikke først og fremmest har været dem, forskerne har fokuseret på, når de har skrevet deres indlæg – fokus har været på de emner, de selv har fundet relevante.

 

I fin overensstemmelse med lovteksten

Universitetsloven fra 2003 tilføjede formidling – eller videndeling, som det hedder i lovteksten – som en af de tre opgaver, et universitet har. De andre er forskning og undervisning, og Sten Schaumburg-Müller mener, at bloggen er i fin overensstemmelse med kravet om større fokus på formidling.

”Vi skal ikke bare skrive lærde bøger og undervise. Vi skal også formidle vores viden og overvejelser til et større publikum. Det har vi en forpligtelse til. Der har, måske især tidligere, været en holdning om, at man principielt ikke talte med journalister, fordi de ikke forstod jura. Jeg har hele tiden haft det sådan, at det er helt galt at have den tilgang. Vi er betalt af det offentlige, så det mangler da bare, at vi kan dele vores viden med offentligheden,” lyder det fra Sten Schaumburg-Müller.

Nogle af hans kollegaer har dog blankt takket nej til at skrive blogindlæg på grund af manglende tid.

”Det tager tid at skrive, og vores forskningstid er lidt under pres, og når man ser sådan på det, er det måske et lidt dårligt projekt. Vi mener bare, at vi skal gøre begge dele. Jeg har ikke hørt nogen af mine kollegaer sige, at det er en dårlig idé, men jeg har hørt dem sige, at de ikke har tid. Det er primært de yngre forskere. Når det skal vurderes, om de kan blive lektor eller professor, så er det ret åbenlyst, at tid brugt her på blogindlæg, ikke betyder noget. Det kan man så diskutere det rigtige i,” siger Sten Schaumburg-Müller, som tilføjer, at der kommer et nyt blogindlæg hver uge.

Særligt to blogindlæg har indtil videre haft læsernes store interesse, et om Datatilsynets afgørelser, efter at databeskyttelsesforordningen trådte i kraft i 2018, og et andet om, hvorvidt psykologer uden autorisation bør få offentligt tilskud.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak