Vinderne af første udgave af Gorrissen Federspiels nye innovationsprogram Sunburst blev tirsdag fundet ved et awardshow i Axel Towers.
Det skriver firmaet i en pressemeddelelse.
”Fire lovende firmaer er udvalgt blandt et stærkt ansøgerfelt fra hele landet. Vi har modtaget mange spændende ansøgninger til vores innovationsprogram. Vi glæder os til samarbejdet med de spændende virksomheder. Det er en fornøjelse for os at få lov til at se nærmere på deres forretningsideer og hjælpe dem videre på vej med juridisk rådgivning,” siger Lasse Søndergaard Christensen, partner hos Gorrissen Federspiel og leder af Sunburst-programmet.
’Perfekt timing’
Inniti, der leverer hardware og software til automatisering i
kemiindustrien med det formål at effektivisere forskernes arbejde løb med hovedpræmien på 150.000 kroners rådgivning, og det vakte naturligvis glæde hos
startup-firmaet:
”Det betyder rigtig meget for os at vinde. Kåringen kommer på det helt perfekte tidspunkt – vi skal netop nu i gang med en masse juridiske udfordringer i form af salg, investorer og kontrakter,” siger Anders Lund Rasmussen, co-founder of Inniti.
”Når kemiske forskere laver produktudvikling, så bruger de rigtig meget tid på manuelt og repetitivt arbejde i laboratoriet i forbindelse med eksperimenter og dokumentation. Vi udvikler vores eget smarte laboratorieudstyr, samtidig med at det laboratieudstyr, de allerede har, kan tale sammen med cloud-løsningen, så de let kan automatisere udførelsen og dokumentationen af deres eksperimenter. Det betyder, at forskerne meget hurtigere kan komme på markedet med deres nye opfindelser,” forklarer Innitis CEO og anden co-founder, Malthe Muff.
Inniti er ifølge de to stiftere ved at lukke en investeringsrunde og forventer at få første salg i hus inden for et par uger.
”Her i 2. og 3. kvartal i 2019 går vi på markedet med vores produkt,” fortæller CEO Malthe Muff. ”Præmien sikrer, at vi får juridisk rådgivning af høj kvalitet, uden at vi skal bruge penge, som vi egentlig hellere ville anvende til udvikling og på at få vores produkt på markedet.”
En jungle af love og regler
Sunburst er et innovationsprogram, hvor udvalgte virksomheder får adgang til kompetent og højt specialiseret juridisk rådgivning til en værdi af op til 150.000 kr. samt sparring, netværk og en række standarddokumenter. Gorrissen Federspiel etablerede Sunburst for at gøre det nemmere for innovative virksomheder at navigere i de komplekse regler. Advokatfirmaet har fået hjælp til at udvælge vinderne af et erhvervspanel bestående af eksperter fra velrenommerede virksomheder.
De fire vindere er: BarMa, der tilbyder e-læring og onlinekurser til servicebranchen, Ioteelab, der leverer teknologi til optimering af affaldsindsamling, RaskRask, on-demand-service der sender massører til hjemmebehandling og Inniti, der leverer hardware og software til automatisering i
kemiindustrien med det formål at effektivisere forskernes arbejde.
Med i ekspertudvalget, der har udpeget de fire vindere sidder:
Nikolaj Gjeding Larsen, eBay, Karl Krukow, Microsoft, Klavs Hjort, Danske Bank, Lars Andersen, SEED Capital Denmark, Line Køhler Ljungdahl, B&O, Martin Møller, Alexandra Instituttet.