”Fuldstændig absurd” at ville fjerne proceskrav

”Mere kvalitet og nærhed i sagsbehandling med færre bureaukratiske proceskrav.”

Sådan lyder overskriften på en passage fra aftaleteksten til Børnene Først, og den dertilhørende udvikling af en ny Barnets Lov, der særligt vækker bekymring hos samtlige af de juridiske eksperter på området, K-NEWS har talt med.

”Det faglige skøn hos dygtige medarbejdere skal veje tungere (…) gennemføre regelforenklinger, med den klare intention, at sikre mere fleksibilitet og tillid til sagsbehandlerne. (…) Ved at luge ud i unødige procesregler og skabe større fleksibilitet i reglerne, gives der mere plads til den faglige vurdering hos dygtige sagsbehandlere,” fortsætter det i passagen.

Trine Schultz, der er professor ved Aalborg Universitet med en ph.d. i socialret, og som netop nu er forskningsleder på et projekt, der ønsker at sætte fokus på kommunernes retsanvendelse på børneområdet, undrer sig formuleringen.

”Selve det signal man sender ved at skrive, at man vil fjerne unødige procesregler, synes jeg er uheldigt. Det er en mærkelig tilgang at se regelforenkling på sagsbehandlingssiden som en løsning, når man kigger på, hvad det er for fejl, der bliver begået ude i kommunerne. Det er jo netop ikke nogen af de unødige sagsskridt, men derimod børnesamtale og handleplaner,” siger hun.

Hun kalder det yderligere helt centralt for både børnene og forældrenes retssikkerhed, at de her regler bliver fulgt, fordi de er med til at sikre, at man træffer de rigtige afgørelser.

”Jeg har meget svært ved at se, hvad de store regelforenklinger i Serviceloven kan være, uden at man slækker på retssikkerheden. For reglerne indeholder i forvejen i vidt omfang muligheden for at fravige dem, når det giver mening,” siger Trine Schultz.

Demokratiet er på spil

Hos organisationen Barnets Stemme har netop denne passage også fået advarselslamperne til at blinke hos advokat og stifter Gitte Leth Thomsen.

”Der er meget politisk agenda i denne aftale, når der tales om vigtigheden af fleksibilitet og tillid til den enkelte sagsbehandler for at opnå kvalitet i sagsbehandlingen, og man samtidig forsøger at sætte dette i modsætningsforhold til betegnelsen "bureaukratiske regler". Det synes jeg er bekymrende og rigtig ærgerligt,” siger hun og uddyber:

”Problemet er ikke, at vi ikke allerede har en lovgivning, der anerkender børnene i deres egen ret og sætter dem i fokus. Udfordringen er nærmere, at den nuværende lovgivning ofte ikke bliver efterlevet af dem, der skal forvalte loven. De (sagsbehandlerne, red.) er ofte ikke tilstrækkeligt uddannede til at anvende loven; for hvis den nuværende lovgivning bruges på korrekt vis, så er det netop det, der i høj grad er med til at sikre kvaliteten af de afgørelser, der bliver truffet. Det er jo først bekymrende for børnenes retssikkerhed, hvis der slækkes på de krav, der i lovgivningen stilles til kvaliteten og grundlaget for de afgørelser, som kommunerne træffer i børnenes liv.”

Også Caroline Adolphsen, lektor ved Aarhus Universitet, finder passagen foruroligende.

”At løsne procedurereglerne er en fuldstændig absurd ting at foreslå. Det er demokratiet, der er på spil her. Vi har en stat, der intervenerer i borgernes forhold, og det kan vi selvfølgelig kun gøre, hvis vi har nogle fuldstændig klare, processuelle krav opfyldt, hvis vi har et oplysningsgrundlag – ellers er vi ikke et demokrati eller en retsstat,” siger hun. Hun pointerer, at dette er udtryk for hendes juridiske vurdering.

I en tidligere artikel til Berlingske har Socialminister Astrid Kragh ligeledes udtalt, at man ønsker at løsne proceskravene, så man i nogle sager hurtigere kan finde frem til en løsning. Endnu en gang falder politikernes ord ikke i god jord hos Caroline Adolphsen.

”Det er simpelthen ikke et legitimt synspunkt at have, at det kan vi bare lige fifle med, eller lige få det til at gå hurtigere. Vi skal lige huske på, at proceskravene ikke er en hindring for, at barnet kan midlertidigt anbringes – der er ikke nogen børn, der sidder hjemme i en eller anden frygtelig situation i undersøgelsesperioden. Det er en illoyal gengivelse af reglerne, når man fremstiller det på den måde,” siger hun og tilføjer:

”Så at sige, at man vil løsne på proceskrav, det håber jeg, er fordi de ikke ved, hvad processuelle krav er. Hele pointen er, at hvis de materielle betingelser er opfyldt, så er der ikke nogen processuelle krav til hinder for det. Der er ikke noget, vi ikke kan gøre ved en familie.”

Beskyttelse mod myndighedernes vilkårlighed

Ifølge Ankestyrelsens Børnesagsbarometer så har børnenes retssikkerhed i mange tilfælde det svært herhjemme. De fejl, der er på området, sker ofte, fordi lovkravene i Serviceloven ikke overholdes; børnefaglige undersøgelser mangler, børnesamtaler bliver ikke overholdt, og der bliver ikke lavet ordentlige handleplaner.

I både udspillet og aftaleteksten til Børnene Først lægges der stor vægt på, at man ønsker at styrke børnenes rettigheder og også deres retssikkerhed.

Men er det så den rigtige vej at gå, når man samtidig skriver, at man ønsker at have færre bureaukratiske proceskrav, og at man ønsker at fjerne unødige procesregler?

For Gitte Leth Thomsen sender det et bekymrende signal, fordi reglerne og den juridiske metode er det, der netop gerne skulle være med til at sikre børnenes rettigheder.

”Når man taler retssikkerhed, så er dét, som barnet skal beskyttes imod, netop myndighedernes vilkårlighed i deres afgørelse. Det er hele kernen i retssikkerhed. Det skal jo ikke være op til den enkelte myndighedspersons mavefornemmelse, om et barn skal fjernes eller ej. At fjerne et barn fra sine forældre er det mest indgribende skridt i en families liv, som vi som samfund kan foretage - og derfor skal det selvfølgelig også sikres, at disse afgørelser træffes i overensstemmelse med lovgivningen og på et fuldstændigt gennemarbejdet og belyst grundlag, da det er den eneste måde, vi kan sikre den højeste grad af kvalitet i afgørelserne og på den måde varetage børnenes retssikkerhed,” siger hun.

Aftaleteksten er naturligvis kun et oplæg til den lov, man senere vil udforme, men alligevel savner Gitte Leth Thomsen, at man fra politikernes side gør det mere klart, hvad man reelt mener med denne del. 

”En forenkling af regler kan være en rigtig god ide, hvis indholdet fortsat er det samme. Det er dog bekymrende, hvad man tænker i forhold til det med de "bureaukratiske proceskrav". Hvad mener man, når man skriver, at det faglige skøn hos dygtige medarbejdere skal veje tungere? Hvis det betyder færre krav til afgørelserne om at fjerne børn fra deres forældre, så er det efter min vurdering et skridt i den forkerte retning i forhold til børnenes retssikkerhed,” siger Gitte Leth Thomsen.

Også Trine Schultz er skeptisk over for de forskelligartede signaler, der bliver sendt med aftaleteksten. For selvom de nævner, at noget af det vigtigste er, at børns rettigheder skal styrkes, er det ikke det, der nødvendigvis fylder mest.

”Der bliver sendt et uheldigt signal i aftaleteksten, når de skriver ’unødige procesregler’, og at sagsbehandlerne i stedet skal have mere skøn og tillid. Alt sammen sender et signal om, at det måske ikke er så vigtigt med de her retsregler og retssikkerhed. Hele udspillet handler ikke særlig meget om at styrke retssikkerheden, men mere om at skabe kvalitet i samtalerne med børnene.”

Selvmodsigende afbureaukratisering

Denne aftaletekst er dog ikke første gang, man har forsøgt at gøre det lettere for sagsbehandlerne ved at forsøge at skære ned på de bureaukratiske krav. Men det har sjældent den ønskede effekt, hvis man spørger Trine Schultz.

”Et problem med nogle af de ændringer vi har haft i de senere år, har netop været, at man ønsker at afbureaukratisere. Men det har ført til, at man har sådan nogle særlige konstruktioner, der bryder med den almindelige forståelse af forvaltningsretlige grundstrukturer. Det vil fx sige, at beslutninger nu anses som afgørelser, selvom de ikke ville være det i en almindelig forvaltningsretlig forstand. Så i forbindelse med afbureaukratisering har man lavet nogle regler, der kan være svære at håndtere, fordi de bryder med den traditionelle tankegang, hvilket har været med til at undergrave systematikken og sammenhængen i reglerne,” forklarer hun.

Derudover er hun undrende over for de selvmodsigende elementer i aftaleteksten. For på den ene side, skriver man, at man ønsker at give sagsbehandlerne mere tillid. Omvendt tilføjer man nu krav om, at der fx skal udføres søskendeundersøgelser, hvis ét barn anbringes. Et element, der faktisk allerede står i lovgivningen, men som bygger på en konkret vurdering.

”Det synes jeg er lidt sjovt, når man siger, at man gerne vil fjerne unødige regler og give sagsbehandlerne mere tillid og frihed til at skønne, samtidig med at man præciserer de her obligatoriske regler, der allerede følger af den nuværende lovgivning. Så der er nogle selvmodsigelser i aftaleteksten, og det kan jeg godt blive bekymret for,” siger hun og uddyber:

”Jeg synes det er mærkeligt, at de lægger så stor vægt på det med tilliden til sagsbehandlerne. Både når vi ved, at der bliver begået så mange fejl, men også fordi resten af aftaleteksten peger i en anden retning, som netop ikke understøtter, at man skulle have særlig meget tillid til, at de ting, der allerede står i lovgrundlaget, bliver efterlevet. Det er ikke tillid, når man lave obligatoriske regler om noget, der i forvejen fremgår af loven.”

Reglerne er i forvejen elastiske

Alle tre af de juridiske eksperter på børneområdet i denne artikel lægger vægt på, at noget af det vigtigste er at lære socialrådgiverne at benytte sig af den juridiske metode – og reelt forstå lovkravene som deres arbejdsværktøj og som en hjælp til at foretage de rigtige valg i processen.

”Det man kan frygte, og det som man skal have fokus på, er, at reglerne er der af en grund, og når vi taler retssikkerhed for børn, så er der nogle retningslinjer, man skal følge, og man skal benytte sig af den juridiske metode. Den er med til at sikre, at man får tænkt hele vejen rundt, og at sagsbehandleren får sikret, at det er den rigtige afgørelse man træffer i henhold til reglerne. Det er vores indtryk, at det er her, det halter rigtig meget,” siger Gitte Leth Thomsen.

Trine Schultz er enig i denne betragtning, og selvom hun har nævnt, at der er behov for at kigge på reglerne, så de ikke udgør det forvirrende kludetæppe, så er en afbureaukratisering formentlig ikke den rette vej at gå.

”Mange af reglerne på børneområdet er i forvejen elastisk formuleret, hvilket forudsætter, at man udøver et skøn, og det er jo væsentligt at være bevidst om, at der gælder retslige grænser for den her skønsudøvelse. Og de her helt grundlæggende forvaltningsretlige regler og retssikkerhedsgarantier er ikke nogen, der bliver omtalt. De (politikerne, red.) skriver meget, at det handler om at være bedre til at inddrage børnene, men det retlige fundament, synes jeg virkelig mangler,” siger hun.

Tidligere kaldte Caroline Adolphsen det ’fuldstændig absurd’ at foreslå at ville fjerne proceskravene, for ifølge hende er det ikke kun børnenes retssikkerhed, men hele grundstenen i vores samfund det handler om.

”Baggrunds- og oplysningsgrundlaget for at træffe en socialfaglig ordentlig beslutning er juridisk. Det er det nødt til at være, for det er fuldstændig afgørende for, at man træffer den rigtige afgørelse. Og det savner vi, at de kan,” siger hun og uddyber:

”Det handler om at sikre, at oplysningsgrundlaget er korrekt. Vi kan ikke vide, om vi har truffet den rigtige afgørelse, hvis ikke vi er startet det rigtige sted – i dette tilfælde Serviceloven. Vi skal starte det rigtige sted for at sikre os, at vi ikke i et demokrati går ind og blander os i borgernes retsforhold uden vi har en vedtaget procedure for det.”

Hvorfor er det så svært?

Dette er fjerde artikel i serien, hvor vi på K-NEWS undersøger den nyligt vedtagne aftale omkring Børnene Først, og børns retssikkerhed mere generelt.

I næste artikel sætter vi fokus på den måde, reformen først blev præsenteret på af politikerne – blandt andet i statsministerens nytårstale - og hvordan flere af de juridiske eksperter peger på, at retorikken har dannet et modsætningsforhold mellem børnene på den ene side og forældrene på den anden.