/f%C3%A6ngsel1.jpg)
Forestil dig, at vi i Danmark pludselig hæver straffen for cykeltyveri til det maksimale, så det giver livstid i fængsel. Men samtidig bliver der ikke tilføjet flere ressourcer eller prioriteret mere tid på at opklare sager om cykeltyveri, og risikoen for at blive fanget i det er derfor stadigvæk nogenlunde ikke-eksisterende, ligesom det er nu. Vil denne voldsomme øgning af strafferammen alene forhindre cykeltyvene i at snuppe en cykel næste gang?
Højst sandsynligt ikke, lyder svaret fra kriminolog og professor på SDU, Linda Kjær Minke, efter selv at have stillet det tænkte scenarie op.
”Når man ved, at straffen kan være hård, men samtidig ved, at risikoen for at blive opdaget er lig nul, så er det underordnet, hvad straffen er. Vedkommende bliver jo alligevel ikke opdaget og straffet for lovovertrædelsen. Et andet eksempel er narkokriminalitet, hvor risikoen for at blive opdaget i høj grad er afhængig af politiets ressourcer, imens opdagelsesrisikoen inden for andre kriminalitetsområder er afhængig af ofrets tilbøjelighed til at anmelde. Den kriminalitet, som bliver begået, men som ikke opdages af politiet, betegnes for kriminalitetens mørketal. Indenfor narkokriminalitet er antagelsen, at mørketallet er højt, fordi narkokriminalitet sjældent bliver anmeldt til politiet. Inden for cykeltyverier er anmeldelsestilbøjeligheden høj grundet de forsikringsmæssige forhold. Opdagelsesrisikoen for cykeltyven er dog meget lav, da politiet ikke bruger mange ressourcer på at opklare den slags sager. Så selvom vi ved, at vi får en plet på straffeattesten, hvis vi bliver taget for et cykeltyveri, er det jo stort set omkostningsfrit at stjæle en cykel, fordi cykeltyven næsten aldrig bliver opdaget,” siger hun.
Straf som afskrækkelse
Det stemmer også overens med resultaterne fra en ny forskningsgennemgang fra Justitsministeriet, der har gennemgået diverse studier, der har forsøgt at finde videnskabeligt bevis for, hvordan straf egentlig virker. Her viser samtlige studier, at en øget strafferamme ikke er med til at mindske kriminalitet. Hverken når det kommer til at afholde tidligere kriminelle fra at falde tilbage på den kriminelle løbebane, eller når det handler om en mere generel, afskrækkende og kriminalpræventiv effekt på resten af befolkningen.
Derimod peger studierne også på, at det snarere er frygten for at blive opdaget, der kan forhindre folk i at begå kriminalitet. Så hvis opklaringsprocenten ude hos politiet bliver øget, kan det have en effekt. Helt tilbage i 1945 skrev den daværende statsadvokat i København, Jørgen Trolle, at: ”Man gjorde den erfaring (…) at Forbryderne mere afholdes fra Forbrydelse, naar Chancen for Opdagelse er stor, selvom Straffen ikke er så haard, end af en høj Straf, når Muligheden for Opdagelse er minimal.”
Men hvorfor er det så, at vi ser, at vi herhjemme i Danmark giver hårdere og hårdere straffe?
Sidste år var Jesper Ryberg, der er professor i etik og retsfilosofi hos Roskilde Universitet i podcaststudiet hos K-News til en snak om, hvorfor vi straffer, og her nævnte han, at én årsag er, at det er blevet et benhårdt, politisk emne.
”Der meget stor forskel på politik, og hvad der faktisk virker hensigtsmæssigt eller ej. Politik handler mere om, hvad tror vi, vælgerne vil have, og hvad kan vi vinde stemmer på. Det er i virkeligheden det, der styrer kriminalpolitikken mere end, hvad der videnskabeligt bevist virker, hvad er mest hensigtsmæssigt, og hvordan gør vi de bedste afvejninger,” sagde han dengang.
Det nyeste eksempel er under coronaepidemien, hvor strafferammen for coronarelateret kriminalitet, såsom tyveri af håndsprit og fiflen med hjælpepakker, pludselig på under en uge blev både fordoblet og firedoblet. Man ville sikre sig, at den slags kriminalitet ikke blev begået midt i en krise.
”Formålet her må klart have været afskrækkelse af potentielle forbrydere,” siger Linda Kjær Minke og uddyber:
”Spørgsmålet er bare, om det har en effekt? Hvis dem, der potentielt overvejer eksempelvis at fifle med hjælpepakkerne, ved, at risikoen for at blive opdaget er stort set nul, har strafskærpelserne ingen eller i hvert fald en meget begrænset effekt.”
Straf skaber fælles værdier
En forklaring, som både Linda Kjær Minke og forskningsgennemgangen peger på, er, at når man ser på, hvilken effekt straf har, så kigger man ikke kun på, hvordan straf virker over for gerningsmændene. Derimod handler straf også om, hvordan det virker på både ofrene, men også borgerne i samfundet helt generelt.
Eksempelvis peger et af studierne i Justitsministeriets gennemgang på, at ”det straffende system formes af og medvirker til at forme det omgivende samfund, hvorved også mennesker, der ikke er i direkte kontakt med det straffende system, kan blive genstand for eksempelvis (selv-)overvågning og (selv-)disciplinering.”
Derudover kan straf også være med til at skabe en sammenhængskraft i befolkningen, fordi det kan være med til at påvirke holdninger og skabe et fælles norm- og værdigrundlag i forhold til, hvad vi mener, der er i orden, og hvad der ikke er.
”Hvis vi fx kigger på lovændringerne i forhold til covid-19-kriminalitet, når der kommer så bombastiske og kontante udmeldinger fra justitsministeren, så handler det også om, der bliver sendt et signal til befolkningen om, at nu står vi sammen, vi er solidariske, og vi vil ikke acceptere, at der er nogle, der forstyrrer eller ødelægger det her solidariske fællesskab, som er nødvendigt for, at samfundet kommer helskindet gennem krisen. Retorikken om covid-19-relateret kriminalitet er, at det er moralsk forkasteligt, både dem, der stjæler håndsprit og dem, der udnytter hjælpepakkesystemet. Strafskærpelsen kan derfor ses som et moralsk opråb til befolkningen, der cementerer solidariteten, og vi bliver grebet af forargelse, når nogle formaster sig til at bryde den sociale norm, vi er blevet enige om, om i fællesskab at stå imod den her krise. De ”coronakriminelle” – som medierne har betegnet dem – bliver dem, som ikke udviser samfundssind, som vi er imod, og på den måde styrkes sammenholdet mellem os andre,” siger Linda Kjær Minke.
Danskerne tror vi dømmer mildere, end vi gør
Det, der er svært ved den her type forskning, er, at man ikke ved, hvor mange det faktisk drejer sig om. Når vi laver de her ændringer i forhold til coronakriminalitet, vil det være rigtig svært at se tilbage og se på, om de hårde straffe rent faktisk forhindrede folk i at begå den type kriminalitet. For hvor mange ville i virkeligheden have gjort det, også selvom de øgede straffe ikke var kommet?
”Det bliver jo hypotetisk, fordi vi reelt ikke ved, hvor mange der ville have stjålet håndsprit eller fusket med hjælpepakker uden strafskærpelserne. Signalet om straf virker også forskelligt afhængig af den situation, den potentielle lovbryder er i og dermed, hvad der driver vedkommende til at begå kriminalitet. Desperate mennesker, der er i følelsernes vold, overvejer sjældent konsekvenserne af deres handlinger,” siger Linda Kjær Minke.
En anden interessant pointe fra forskningsgennemgangen er, når det kommer til befolkningens holdning til og viden om straf. Herhjemme viser forskningen, at danskerne generelt tror, at der bliver dømt mildere, end der gør, og jo mindre de ved om en sag, jo hårdere mener de, der bør straffes. Omvendt, når befolkningen får større kendskab til en sag og dens fakta, så hælder de mod mindre straf.
”Det er et udtryk for, at befolkningen generelt ikke har særlig stor viden om, hvad der egentlig foregår i retssystemet. I det øjeblik de får mere viden om sagens faktuelle omstændigheder, hvad der eksempelvis giver anledning til formildende omstændigheder, og de bedre kan forstå, hvad der er sket, så træffer de en anden beslutning og danner holdning på et mere informeret grundlag, også kaldet retsfornuft,” siger Linda Kjær Minke.
Hun forklarer yderligere, at det jo faktisk kan anses som positivt, at befolkningen generelt mener, at kriminalitet bør straffes hårdere.
”Det siger jo noget om, at befolkningen er så lovlydig, som den er og afstår fra kriminalitet. Men det er selvfølgelig også problematisk, at befolkningen sjældent kender til alle de aspekter, der i en straffesag kan afgøre, hvorfor en person bliver straffet, som de gør.”
Straf øger ofrenes tilfredshed
Forskningsgennemgangen kiggede også på de, dog relativt få studier, der er, som ser på straffens effekt over for ofrene. Her viste samtlige syv studier, at ofres tilfredshed med retssystemet øges, når gerningsmanden bliver straffet.
Studierne peger også på, at det øger ofrenes følelse af personlig sikkerhed samt samfundets sikkerhed, fordi gerningsmanden nu ikke kan begå mere kriminalitet. Her bliver begrebet genoprettende retfærdighed også brugt, fordi straf – ud fra offerets synspunkt – kan ses som en måde at gøre skaden god igen på.
”Ofrene bliver ofte som en gruppe eller metafor brugt til at argumentere for hårdere og længere straffe. Men Flemming Balvigs undersøgelse af danskernes holdning til straf viser jo, at ofrene også er optaget af ”bare han ikke gør det igen.” Det vil sige, at de i virkeligheden er optaget af den kriminalpræventive effekt af straffen,” siger Linda Kjær Minke.
Du kan læse rapporten i sin fulde længde her.