Hun var et symbol på menneskerettigheder, frihed og demokrati mens hun var oppositionsleder og under husarrest det meste 90'erne og 00'erne. I dag sidder hun anklaget for folkemord på rohingya-befolkningen i Myanmar. På den ene side nægter Aung San Suu Kyi sig skyldig ved den internationale domstol i Haag (ICJ). På den anden side beskylder talsmanden for The Arakan Rohingya Society for Peace and Human Rights hende for at lyve, og udtaler at ’verden vil dømme deres udsagn om intet folkedrab med beviser”. 

Kun tre gange i historien er der faldet dom og placeret skyld i spørgsmålet om folkedrab. Men hvad betegner overhovedet et folkemord, og hvordan forløber en retssag ved ICJ? Og hvad er sandsynligheden for, at Aung San Suu Kyi bliver dømt skyldig?

Sagen kort

Rohingyaerne er muslimer, mens størstedelen af befolkningen i Myanmar er buddhister, og til trods for at folket har opholdt sig i Myanmar i generationer, betragtes de som illegale invandrere fra Bangladesh. Det har betydet, at folket hverken har kunnet få statsborgerskab, ret til at eje land, og så er de blevet udsat for tvangsarbejde, og deres rettigheder er indskrænkede på flere andre områder. 

I August 2017 angreb militante rohingyaer en politistation i Myanmar, hvor de krævede at blive anerkendt som befolkningsgruppe af landets regering. 12 af Myanmars sikkerhedsstyrker mistede livet. Det igangsatte en voldelig modreaktion fra militæret mod alle rohingyaer i landet, og siden er mere end 730.000 ud af de 1.1 mio rohingyaer i Myanmar flygtet ud af landet. Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange der er dræbt, men en rapport fra august sidste år, 'Forced Migration of Rohingya: The Untold Experience' fra Ontario International Development Agency, anslog dengang tallet til at være omkring 25.000. 

Men selvom folkedrabet, som Aung San Su Kyi står anklaget for, for alvor startede tilbage i 2017, er det først nu, der bliver rejst sag mod det myanmarske styre ved den internationale forbryderdomstol. FN og statsledere har dog længe opfordret hende til at stoppe overgrebene, og det fik hende til at indgå en aftale med regeringen i Bangladesh i november, der skal hjælpe rohingyaerne tilbage til landet – i hvert fald de få af dem, der kan fremsætte identitetspapirer med navne på familiemedlemmer, bopælsdokumenter, fødselsdagsdatoer osv. 

Til det sagde UNHCR, FN’s flygtningeorganisation, d. 8. december, at fred og stabilitet i Myanmars Rakhine-region må etableres, før rohingyaerne kan vende tilbage fra Bangladesh. Folket selv udtrykker også både skepsis og bekymring for denne aftale.

Retssagen

D. 11. November 2019 rejste Gambia formelt en sag mod Myanmar på baggrund af folkemord mod Rohingyaerne, ved ICJ. Sammen med Gambia står OIC, Den Islamiske Konference, bestående af 57 muslimske lande og et hold af internationale advokater. 

Ifølge Nicholas Symes, advokat ved Nordic Law Group, som tidligere har ført sager ved den internationale forbryderdomstol, kan en retssag både føres fysisk ved domstolen i Haag, eller den kan flyttes til et andet land.

”I Haag har man krigsforbryderdomstolen, og det er også der, man behandler folkedrab. Men domstolen kan også oprettes i Myanmar eller i det område, man nu er – det kan være Bangladesh eller Thailand. Bangladesh og Thailand vil formentlig gerne have noget samhandel med Myanmar, og har derfor ikke været indstillet på at oprette en domstol. Måden som det foregår på herefter, er fuldstændigt som vi kender det hjemmefra,” fortæller han og fortsætter:

”Der bliver indleveret et processkrift – i dette tilfælde et anklageskrift – har navngiver man den der er ansvarlig. Det kan være alle fra en enkelt person, til en institution, til en stat. Så laver man en beskrivelse af, hvad man mener, der er sket, og en liste over den dokumentation, man vil føre. Anklageren kan fremkomme med en udleveringsbegæring, som når domstolen har blåstemplet den, så har, i det her tilfælde Myanmar, pligt til at udlevere den tiltalte.”

Ifølge Reuters er der som sagt kun tre tilfælde siden konventionens oprettelse, der formelt er blevet anerkendt som ’folkemord’ under international lov: Cambodja i slutningen af 19’70’erne; Rwanda i 1994; og Srebenica, Bosnien i 1995. 

Folkedrab eller ej?

Selv holder Aung San Suu Kyi fast på, at der ikke er tale om et ’folkedrab’, men om en ’intern væbnet konflikt’. Forskellen mellem disse to begreber prikker til en efterhånden gammel diskussion omhandlende, hvordan folkedrabskonventionen egentligt skal tolkes.

Nicholas Symes fortæller, hvordan især intentionen har afgørende betydning:

”Hvis intentionen er at bringe ro og orden i landet, med de midler, man har, så er det et legitimt formål. Hvis intentionen derimod er at udrydde en gruppe fremmedtænkende mennesker, som ser anderledes ud, eller som har en anden religion, så er det et folkedrab. Hvis hun reelt mener, at der er ikke en intention ift. den befolkning, men at der er nogle uroligheder, der skal håndteres, så er det fuldt ud legitimt,” fortæller han.

Begrebet ’folkedrab’ kom først til i 1944, da den polsk-jødiske jurist Raphael Lemkin med bogen ’Axis Rule in Occupied Europe’ for første gang brugte ordet ’genocide’, som er en sammenkobling mellem det græske ord genos (familie, stamme, race) og det latinske -cide (at dræbe eller slå ihjel). På dansk ’folkedrab’. Han brugte begrebet til at beskrive:

”En koordineret plan af forskellige handlinger rettet mod ødelæggelsen af livsvigtige grundlag hos nationale grupper, med den hensigt at udrydde selve gruppen. Planens formål er opløsningen af politiske og sociale institutioner, af kultur, sprog, nationalfølelse, religion, og den økonomiske eksistens for nationale grupper, og ødelæggelsen af den personlige sikkerhed, frihed, sundhed, værdighed og liv for individer der tilhører sådan en gruppe.”

Senere blev begrebet juridisk defineret i FN’s folkedrabskonvention, 1948, i et forsøg på at undgå fremtidige lignende hændelser. Det er denne definition, som i dag bliver anvendt i internationale retssager vedrørende folkedrab.

Jeg tror at man langt henad vejen har tolereret hendes lederskab, fordi militæret står med geværet i ryggen på hende, og er de reelle magthavere i Myanmar.

Et folkedrab er, ifølge konventionen, et bevidst forsøg på helt eller delvis at tilintetgøre grupper på baggrund af race, nationalitet, etnicitet eller religiøsitet. Det identificeres som enhver af nedenstående handlinger, der begås med den hensigt at enten helt eller delvis at udslette en af de fire grupper:

a) At dræbe medlemmer af gruppen
b) At tilføje medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig skade
c) Med forsæt at påføre gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse
d) At gennemføre forholdsregler, der tilsigter at hindre fødsler inden for gruppen
e) Med magt at overføre en gruppes børn til en anden gruppe

Men ifølge konventionen, så kan man også tale om et folkedrab, selvom den pågældende befolkningsgruppe ikke udsættes for mord. Det er i situationer, hvor gruppen bliver udsat for så svære livsbetingelser, at det bliver umuligt for gruppens medlemmer at overleve.

Helt fra konventionens tilblivelse, har den bidraget til store diskussioner blandt forskere. Både ift. selve formuleringen, som lægger vægt på intentionen fremfor selve handlingen, da dette kan være svært at dokumentere.

Ifølge Nicholas Symes er der dog ikke nogen tvivl om, hvorvidt det, der sker i Myanmar, er et folkedrab:

”I min bog er det her absolut et folkedrab. Man udrydder jo en kultur og en diversitet blandt menneskeheden”, fortæller han, og sammenligner med en af de tidligere dømte sager:

"Hvis vi tager Kosovo-albanerne. Der var jo et ønske om at få fjernet dem fra serbisk jord, og det var nogle ret rabiate militante ekstremister i Serbien, som systematisk gik efter dem, der var muslimer i Kosovo-området. Det er jo egentlig det samme, der sker i Myanmar. Du har en lille befolkningsgruppe i det nordvestlige område i Myanmar som har en anden etnicitet og en anden religiøs tilknytning, som man vil have ud af landet”.

Om Aung San Su Kyi bliver dømt, er dog langt fra sikkert. Ifølge Nicholas Symes fordi, at Aung San Suu Kyi stadig har en stor stjerne i store dele af det internationale samfund.

"Hun fik jo Nobels Fredspris i 1991, og hun er gift med en britisk statsborger, og det vil jo nok påvirke det internationale samfunds opfattelse af, hvad det er hun har gjort konkret. Men det, der er mulighed for, det er jo, at der kan rejses sager mod militærledelsen. Eller de konkrete soldater. Krigsforbrydelser og folkedrab, der kan du gøre alle ansvarlige for det. Helt fra staten til de enkelte institutioner til enkelte personer. Så de kan jo vælge i stedet for at gå efter hende, så gå efter hærledelsen eller de konkrete officerer, der besluttede at starte med at skyde på rohingyaerne, som nu er tvunget på flugt mod Bangladesh."

Udfordringen er, at Aung San Suu Kyi lige nu er det bedste alternativ i et land, der historisk har været præget af megen uro.

"Jeg vil tro, at man er lidt mere tilbageholdende med fingeren på aftrækkeren, når man snakker om Aung San Suu Kyi, end man ville være med generalen eller andre, for jeg tror at man langt henad vejen har tolereret hendes lederskab, fordi militæret står med geværet i ryggen på hende, og er de reelle magthavere i Myanmar. Den udvikling landet får med hende, er trods alt bedre, end hvis det var med militæret på magten fuldstændigt. Så langt henad vejen så har man et demokrati derude, som er blevet tolereret af militæret, men lige så snart at de folkevalgte ikke længere spiller efter militærets musik, så tilbagetager militæret jo bare magten."