Fra folkemordssigtet i Haag til en reality-deltager tiltalt for voldtægt i Odense

Rasmus Sølberg sidder i Haag og kigger vidneforklaringer igennem. Vidneforklaringer fra folkemordet i Srebrenica, der fandt sted i juli 1995, og hvor omkring 8.000 bosniske muslimske drenge og mænd blev dræbt.

De inkluderer blandt andet beskrivelser af, hvordan de dræbte blev flyttet fra en massegrav til en anden, angiveligt fordi NATO-styrkerne var på vej.

Knogler og kranier blev gravet op for at blive smidt i en bunke et andet sted. Sandsynligvis for at slette sporene fra det folkemord, der var blevet begået.

Rasmus Sølberg er i Haag som praktikant, i forlængelse af hans LL.M. (Master of Laws). Han er en lille brik i en stor maskine, der er det forsvarshold, som skal være med til at forsvare den nu dømte Radovan Karadzic, som var leder af Republika Srpska i 1990'erne.

“Det var ikke juridisk udfordrende, men det var meget spændende at få indblik i det og den konflikt.”

”Jeg tænkte ikke så meget i forhold til det at skulle forsvare ham. Jeg havde ikke de store moralske kvababbelser, for jeg kom ikke så tæt på begivenhederne. Det har jeg måske i højere grad haft i Danmark, fordi jeg kommer tættere på sagerne og går i retten og forsvarer dem. Jeg mødte kun Karadzic en gang."

Sådan fortæller Rasmus Sølberg om en af de første sager, han arbejdede på som forsvarer. I dag ti år efter er stakken af overståede forsvarssager vokset meget større. Og skal man forstå ham og hans forhold til juraen bedst, er det oplagt at kigge tilbage på nogle af de sager, der af den ene eller den anden grund står tydeligst frem i Rasmus’ egen fortælling om sine ti år som forsvarsadvokat.

Englænderen i Sydkorea

Rasmus Sølberg sidder på sit kontor i København. Han arbejder på en sag, hvor han skal forsvare en engelsk mand, der blev tilbageholdt i Kastrup Lufthavn og begæret udleveret til Sydkorea. Englænderen havde filmet en koreansk kvinde, der gav ham massage. Ifølge Rasmus Sølberg var optagelserne ikke seksuelle, men intime.

Sagen er menneskelig hård for Rasmus Sølberg, for den engelske mand, er helt alene i Danmark. Og han er bare en sød fyr, der havde dummet sig lidt. Selvfølgelig skal han behandles, som han fortjener. Men for Rasmus er reaktionen lidt voldsom for en lille handling, der ikke ville give meget mere end en bøde i Danmark.

Udover at sagen er udfordrende menneskeligt, så er det også en svær sag juridisk. For udleveringsjura er kompliceret og indeholder en masse international lovgivning, som Rasmus Sølberg kun kender noget af, men langt fra det hele.

Den engelske mand får først 10 måneder i et dansk fængsel. Herefter bliver sagen anket til Menneskerettighedsdomstolen, hvor Rasmus Sølberg taber.

”Jeg havde meget medlidenhed med ham, det havde jeg. Og jeg kæmpede også en brav kamp, men det lykkedes altså ikke. De var ligeglade i Korea. De godskrev ikke den tid, han havde siddet i Danmark, og de kom også med yderlige forhold. Så han endte med at sidde to år i Sydkorea også,” siger Rasmus Sølberg i dag to år efter dommen faldt ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Og han tilføjer, at han godt ved, det er hårdt, men at han ikke kan tillade sig at være sart. 

“En læge kan jo heller ikke stå og græde over et eller andet trafikoffer, altså hvis man er sart, skal man ikke beskæftige sig med strafferet og slet ikke som forsvarer, for det er klart, at vi beskæftiger os jo med mennesker, der har gjort nogle meget grimme ting,” siger han.

Den falske rugemor

Rasmus Sølberg står i retten i Roskilde. Han skal forsvare ’den falske rugemor’, som hun er blevet døbt af medierne. Hun er sigtet for at svindle forældrepar ved at love dem at bære deres børn, men i stedet for at give børnene til forældreparrene efter fødsel, beholdt hun dem selv.

Før retssagen bragte TV2 en dokumentar om, hvordan hun havde snydt barnløse forældrepar for både penge og børn.

’Den falske rugemor’ fik to års fængsel. En dom Rasmus Sølberg finder hård, og når han ser tilbage på den i dag omkring halvandet år efter at dommen faldt ved landsretten, så føler han måske, at sagen var afgjort på forhånd.

”Jeg ved ikke, om man ikke lyttede eller ikke gad forholde sig til mine argumenter, men det var helt klart spil til et mål. Og det har nok ikke hjulpet, at hun var omtalt i medierne, som hun var, og at den forbrydelse, som hun blev dømt for at have begået ikke er den mest sympatiske,” siger han og fortsætter:

”Det er ikke sympatisk, det hun gør. Men det er jo lige det, retssystemet er til for. Netop for at man kan sortere sådan noget væk. Og det synes jeg ikke, man gjorde ved hende. Altså hun var dømt på forhånd.”

En reality-deltager i Odense byret

Rasmus Sølberg står i Odense byret, med sig har han klient Teitur Skoubo, der er kendt reality-deltager fra blandt andet ’Paradise hotel’ og ’Ex on the Beach’. Rasmus skal forsvare ham i en sag, hvor han er sigtet for voldtægt.

Sagen har været meget oppe i medierne. Facebooks kommentarspor har allerede dømt Teitur inden han kommer for en dommer. Og der i Odense byret føler Rasmus Sølberg bestemt også, at den tidligere reality-deltager er dømt af dommeren på forhånd.

Rasmus’ to hovedargumenter, der skal frifinde Teitur – at der ikke har været blod på lagnet og de to vidner, der sov i værelset ved siden af, ikke hørte noget – er, ifølge Rasmus Sølberg slet ikke at finde i dommen. Samtidigt fik Teitur Skoubo en skærpet dom, fordi han er kendt.

”Min opfattelse var hurtigt i retten i Odense, at det var alle mod os. Anklageren virkede som om, at Teitur bare skulle dømmes. Det fik jeg også hurtigt et indtryk af, at dommeren mente. Og når vi kom med noget, blev det fejet af banen. Min fornemmelse var lidt, at han var dømt på forhånd. Og det er jo ikke meningen,” siger Rasmus Sølberg i dag lidt under et halvt år efter dommen faldt i Odense byret.

”Der er indgivet en anmeldelse, der selvfølgelig skal tages seriøst og efterforsket. Men den attitude, de lægger for dagen, de lytter ikke til os. Jeg siger ikke, at Teitur nødvendigvis skal frifindes, det må Landsretten afgøre. Men de tog intet med i betragtningen, og der kunne jeg godt have en mistanke om, at det er fordi han er så kendt, som han er,” tilføjer han om sagen, der er blevet anket til Landsretten.

Folkedomstolen

På kontoret ved Nørreport station, hvor Rasmus Sølberg holder til i dag sammen med sit lille advokatteam, spørger jeg ham, om han nogensinde føler, at folkedomstolen har været udslagsgivende for hans arbejde som forsvarsadvokat. Han svarer, at udover den sidste sag med Teitur Skoubo, hvor han følte at byretten i Odense på forhånd havde bestemt sig for, at Teitur skulle straffes, måske med baggrund i den medieomtale han fik og folkedomstolen, så følte han det også i forhold til sagen om ’den falske rugemor’.

“Hun blev dømt for at svindle nogle forældrepar i forhold til at udruge børn. Jeg vil nok sige, at efterfølgende var det tydeligt, at man ikke havde lyttet til os i 5 sekunder. Jeg synes, vi havde gode argumenter. Jeg ved ikke, om man ikke lyttede eller ikke gad forholde sig til dem,” siger han og fortæller at det specielle ved netop straffesager er, at de altid er og har været genstand for opmærksomhed i medierne og på den måde lander sagerne også hurtigt foran folkedomstolen.

Om det er journalister, der dækker sagerne intenst og deler dem på sociale kanaler, hvor folkestemningen får frit spil, og skylden hurtigt afgøres i kommentarsporet. Eller forfattere, der tager gamle sager op og med fantasien som dommer, afgør skylden i en roman.

Og Rasmus Sølberg forstår det godt - han er altid selv blevet draget af straffesager, og det er nok også derfor, han er endt, hvor han er i dag. Men problemet med den folkelige interesse i sagerne er, at man aldrig kan dømme uden at have været med på sagen fra start af.

“Vi skal huske, at en gerningsmand skal afhøres og igennem retssager, vidneafhøringer og så videre. Hele det maskineri er ikke sket, når folk hører om sagerne på sociale medier, og derfor kan man ikke vide noget. Man kan have nogle gisninger og tanker, men en endelig dom er umulig at sige noget om hverken som journalist og heller ikke som hr. og fru. Madsen,” siger han.

Men det er ikke kun straffesagerne, der får opmærksomhed på de sociale medier. Rasmus Sølberg har af flere gange oplevet at få personlige kommentarer og henvendelser. Specielt når han lægger de større sager på Facebook.

“Så kan der godt komme kommentarer, og nogle gange spørger folk mig, hvordan jeg kan forsvare sådan en. Specielt på Reddit, der får den ikke for lidt,” siger han og uddyber, at han dog aldrig har oplevet at blive truet, men i forbindelse med at han forsvarede den tidligere reality-deltager Teitur, blev han sammenlignet med Harvey Weinstein.

”Og det var nok ikke pænt ment. Men det må man bare lade prelle af,” siger han og tilføjer:

“Man skal ikke være tyndhudet for at lave det her. Jeg må indrømme helt blankt, at jeg bliver irriteret, for de gør det typisk på et meget usagligt grundlag. Men man må vende den om og se på, hvem der kommer med kommentarerne. Og i virkeligheden kan jeg være ligeglad med, hvad de mener."

Er der sager, du ikke ville tage?

“Nej, det er der egentligt ikke. Jo, altså, hvis det var min familie, der var involveret enten som ofre eller tiltalte, men det må jeg nok heller ikke.”

“Jeg hørte ham med skyderiet i Fields, hvor familien havde kontaktet en advokat, og hun sagde med det samme ja. Hun betænkte sig ikke et sekund, og sådan ville jeg også have haft det.”

“Det, man finder ud af, og det er ikke for at hive den store violin frem, men det er, at der er en forklaring på tingene. Der er fandens til forskel på en forklaring og en undskyldning. Folk siger tit, 'så har han haft en dårlig barndom'. Og ja, det har han måske, og det er ikke en undskyldning, men det er en forklaring på, hvorfor tingene kommer derud, hvor de kommer. Jeg mener bestemt, at folk, hvis de kommer derud, skal straffes, men jeg mener bestemt også, at anklagemyndigheden og politiet skal udfordres på deres betragtninger. Jeg oplever tit, at jeg synes, de overdriver helt ekstremt."