Fra buestrøg på bratsch til databehandling i EU

“Det er nok den mest gammeldags måde, man kan arbejde på. For du kan se hierarkiet. Det er sådan en pyramidestruktur.”

Sådan siger Anna Carolina Jensen, da hun skal fortælle, hvordan det er at sidde som musiker i et klassisk orkester.

“Du ved hvem, der er bedst. Eller, du ved hvem, der har autoriteten.”

“Du har dirigenten øverst, og så har du placeret folk i orden efter hvem, der bestemmer nedad.”

“Der er måske 16 førstevioliner for eksempel, og så er der en, der leder gruppen, og som refererer direkte til dirigenten og til de andre ledere af de andre instrumentgrupper.”

“Det er en kæmpestor maskine, hvor hvert lille tandhjul har en betydning. De der 16 violiner skal spille sammen, men så vil der være alle de andre i orkesteret, som har en anden rolle. Og så er der dirigenten, der samler det hele, men også alle gruppelederne der holder sammen på hver deres lille del af helheden, så timingen bliver ens.”

“Det er en ret fin oplevelse. At du kan have så mange mennesker, der skal føle og tænke det samme på samme tid, og som skal reagere som én stor organisme på det, de ser og hører.”

Det, var det, hun gjorde, før hun blev jurist. Hun spillede violin og senere bratsch.

Fra Præstø til professionel musiker

Anna Carolina Jensen er vokset op i Præstø langt ude på landet. Hendes far var læge, hendes mor sygeplejerske og senere blev hendes søster også læge.

Men midt i alt det sundhedsfaglige smøg musikken sig også rundt. For Anna Carolina Jensens far var amatørmusiker, og som bare seksårig startede Anna til violin. To år senere også klaver.

Selvom hun som lille drømte om at blive marinebiolog holdt violinen ligesom ved hele vejen gennem gymnasiet, og da hun stod på den anden side og havde spillet så mange år, var konservatoriet blevet interessant.

“Jeg fik en virkelig god lærer, da jeg var 16 år, en rigtig dygtig violinist, som gjorde mig meget interesseret. Jeg begyndte også i et ungdomsorkester i København. Og der mødte jeg en masse folk fra konservatoriet. Miljøet er meget fascinerende, når man kommer derude fra landet af. Folk var så dygtige, der er måske også lidt en idoldyrkelse. Dem, der virkelig kan noget, ser man enormt meget op til. Man vil rigtigt gerne være som dem og være en del af flokken,” siger hun og tilføjer:

“Der er et lidt spøjst miljø i klassisk musik. Man har den her meget kontrollerede præstation til koncerterne, men samtidigt er folk ret løsslupne og egentlig lidt anarkistiske.”

Interessen for konservatoriet førte hende først gennem halvandet år på Musikalsk Grundkursus (MGK), og senere søgte hun så ind på konservatoriet i København med sin violin, og kom ind.

Derefter førte violinen hende til Oslo som studerende og som freelancer i de norske orkestre, Filharmonien. Men efter nogle år trak Danmark i Anna Carolina Jensen igen.

“Jeg ville gerne hjem, og jeg ville også gerne have en fast stilling. Jeg havde på det tidspunkt ikke vundet nogle konkurrencer på violin og var kørt lidt sur i det,” siger hun og uddyber, at man for at få job i et orkester skal vinde sin plads, og det gør man ved at deltage i en konkurrence. Her er papirer og uddannelse ligegyldigt.

“Den første del af konkurrencen er bag en skærm, så går man ind og har et par minutter til at spille, så siger de tak, og så er der nogle, der går videre til næste prøve, som måske er uden skærm, og så er der nogle gange en tredje prøve, og hvis man vinder den, så er der også prøvetid i orkesteret, og her kan de også finde på at have flere med. Det gør de måske i et år, og hvis de så ikke synes, der er nogen, der er gode nok, holder de bare en konkurrence til,” forklarer hun og tilføjer:

“Der er hård konkurrence på violin.”

Derfor valgte Anna Carolina Jensen at skifte til bratsch, som er lidt større end en violin og har en dybere lyd.  

“Jeg kunne virkelig godt lide den mørke klang i instrumentet, og der er ikke så mange, der spiller bratsch, så det er lidt nemmere at få job,” tilføjer hun.

Efter halvandet år tilbage på konservatoriet - denne gang på bratsch – og et smut forbi Århus, endte hun med en stilling i Odense Symfoniorkester.

“Jeg fik en midlertidig ansættelse i Odense først, og så vandt jeg pludselig tre konkurrencer på bratsch, i tre forskellige orkestre,” siger hun og fortsætter:

“Jeg endte med at vælge Odense, og så var jeg der og var kommunalt ansat som musiker fra 2006 og frem til 2015.”  

Fingerskaden

I oktober 2023 blev Anna Carolina Jensen udnævnt som koordinator for International Transfers Expert Subgroup i det Europæiske Databeskyttelsesråd.

Det gjorde hun efter knap tre år hos Datatilsynet og en cand.jur. fra Københavns Universitet, og det er den rolle, hun i dag varetager som led i sin ansættelse i Datatilsynets internationale kontor.

På et tidspunkt, da hun stadig var professionel musiker, begyndte hun at få problemer med sin ringfinger på venstre hånd.

“Lige så stille begyndte den at virke dårligere og dårligere,” siger hun og forklarer, at hun til at begynde med bare troede, at hun havde en dårlig teknik, så hun prøvede at uddanne sig i både Italien og USA og forsøgte at øve sig ud af det.

“Men til sidst stillede en læge i Tyskland med speciale i musikermedicin diagnosen fokal dystoni. Det betyder, at fingeren reagerer forkert, når jeg spiller. Det er vildt mærkeligt, for det er kun, når jeg spiller. Den fungerer fint på et tastatur," siger hun og forklarer, at det er en slags neurologisk signalforvirring, efter mange års intens træning og belastning af de bittesmå muskler i fingeren. Og én finger, der ikke virker, er rigeligt til at stoppe en karriere.

“Det var en fuldstændig identitetskrise. Alt jeg kendte, og alt jeg nogensinde havde lavet forsvandt. Det var hele miljøet, omgangskredsen og den eneste uddannelse, jeg nogensinde havde taget - udover studentereksamen,” tilføjer hun.

Heldigvis fik hun en arbejdsskadeerstatning, og det var den erstatning, der gjorde det muligt for hende som 38-årig i 2015 at starte på jura. Og senere specialisere sig i databeskyttelse og få pladsen som koordinator for arbejdsgruppen i det Europæiske Databeskyttelsesråd.

“På et tidspunkt – efter at have forsøgt genoptræning i et halvt år uden effekt – tog jeg bare en meget hurtig beslutning, da der kun var en uge til fristen for at søge ind på universitetet. Jeg tænkte, jeg skulle have et fag, hvor det var nemt at få job, i modsætning til musikbranchen. Og så er jeg interesseret i det samfundsvidenskabelige og i menneskerettigheder. Og så tiltalte jura mig også, fordi der er så mange muligheder med det,” siger hun og tilføjer:

“Jeg kender andre musikere, der har gjort det. Jeg tror, man bruger hjernen på samme måde. Det der med at sætte sig ned, være disciplineret og starte fra en ende af med at lære stoffet.”

Databeskyttelse er også menneskerettigheder

Egentligt havde hun tænkt, hun skulle arbejde med menneskerettigheder, da hun startede på jura, men databeskyttelse fangede for alvor hendes interesse på kandidaten. I databeskyttelse så Anna Carolina Jensen også de grundlæggende rettigheder, men lidt mere abstrakt og med mindre fatale konsekvenser, hvis man skulle komme til at begå fejl.

“Og så er det bare super levende. Der kommer en ny problemstilling dumpende ind hele tiden, som man ikke havde forudset. Det kan være problemstillinger som for eksempel kunstig intelligens, cloud-leverandører eller tredjelandsoverførsler,” siger hun og fortsætter:

“Det er nogle enormt spændende situationer, man prøver at finde løsninger på og få til at fungere. Vi vil jo gerne være en del af den globale virkelighed, men også beholde vores privatliv. Jeg tror godt, jeg kan lide det levende og utroligt nørdede på en gang.”

I dag arbejder hun som sagt som jurist i Datatilsynet, og en god del af tiden i den fælleseuropæiske arbejdsgruppe i EDPB, hvor hun tiltrådte som koordinator i slutningen af sidste år. En rolle hun fik efter at have siddet i gruppen som Datatilsynets repræsentant i knap to år. 

“I arbejdsgrupperne, der består af repræsentanter fra alle medlemsstater, sidder vi og diskuterer indbyrdes, hvad vi mener om forskellige problemstillinger. I min gruppe handler det for eksempel om internationale overførsler," siger hun.

Anna Carolina Jensens nye rolle som koordinator betyder, at hun kommer til at bruge endnu mere tid i Bruxelles med sine europæiske kolleger, og det passer hende fint.

“Jeg har altid rejst meget med arbejdet. Det trives jeg godt med. Orkestre er også meget internationale med musikere og dirigenter fra mange forskellige lande. Det er helt normalt at køre en arbejdsdag på engelsk. Jeg har også haft dirigenter, der insisterede på at køre det på tysk,” siger hun og tilføjer:

“Det internationale genkender jeg her, og jeg nyder at komme ned og skulle kommunikere med kollegerne fra de andre medlemsstater. Den der lidt neutrale måde, vi alle prøver at få det til at fungere på med vores lidt gebrokne engelsk og vores forskellige holdninger til, hvordan man gør og vores forskellige juridiske traditioner, det er ret skægt.”  

Sammenspil

At spille violin og bratsch i et professionelt orkester kræver disciplin og en evne til at sætte sig ind i en masse materiale ret hurtigt. For eksempel kunne Anna Carolina Jensen risikere at blive ringet op dagen før en koncert, da hun arbejdede som freelanceviolinist i Oslo.

“Så blev jeg bedt om at komme og spille et helt koncertprogram med tre store værker til generalprøve og koncert næste dag,” siger hun og forklarer, at den disciplin det krævede at sætte sig ind i stoffet samt evnen til at improvisere en lille smule, hvis man nu ikke havde haft helt tid nok til at lære det 100 procent, er noget hun også trækker på i dag, i sit job som jurist.    

Samtidig kan hun se et andet træk begge fag har tilfælles, nemlig at man altid kan blive bedre til sit håndværk. Det er hele tiden en proces mod forfinelse. Som violinist arbejder du altid på at forbedre din klang og din teknik. Som jurist arbejder du hele tiden på at blive klogere og på at blive mere præcis i dit sprog.

“Det der med, at du hele tiden bliver bedre til at høre detaljerne og få nuancerne med. Det gør du også i jura, du prøver at blive bedre til at se og forstå og formulere dig endnu mere præcist. Det med, at man altid arbejder videre, det kan jeg meget godt lide,” tilføjer hun.

Til sidst peger hun også på, at efter hun har spillet i store orkestre, og spillet på scener foran mange mennesker, er det meget mindre skræmmende at skulle stå på en scene og tale.

“Når du taler, kan du korrigere dine fejl, omformulere en sætning. Det kan man ikke, når man spiller en koncert,” siger hun.