Forvaringsdømte risikerer et evigt liv i statens varetægt

Da Julie Laursen, ph.d. og lektor i kriminologi ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, trådte ind gennem den bevogtede port til Herstedvester Fængsel et år efter sin barsel, hæftede hun sig ved én ting: Alt så ud som før.

”Da jeg gik på barsel, sagde en af de indsatte, at jeg måtte give kage, hvis der var noget, som var forandret, når jeg kom tilbage. Jeg havde nok regnet med, at der var sket noget. At noget havde rykket sig, eller at der var andre tegn på forandring, men rigtig meget var bare det samme,” fortæller Julie Laursen og tilføjer, at forvaringsdømte som hovedregel placeres i Herstedvester Fængsel.

Hun har beskæftiget sig med forvaring i de seneste tre år – afbrudt af året med sin nyfødte. Ifølge Anklagemyndigheden er forvaring en tidsubestemt foranstaltning, som domstolene tager i brug over for personer, der bliver anset for at være særligt farlige.

”Det er rimeligt hardcore at være i forvaring, og det skal det selvfølgelig også være. Det tager tid at komme igennem en forvaringsdom, fordi den pådømte kriminalitet er så alvorlig. Men der er flere af de fanger, jeg har talt med, som beskriver det som en evig varetægt, fordi de ikke ved, hvornår eller om de kommer ud igen,” lyder det fra Julie Laursen.

Hun står bag det første forskningsprojekt om forvaring i Danmark, hvor hun og to kollegaer har foretaget observationer og interviews i byretter, landsretter og Højesteret fra 2021 til 2023. De observerede 15 rets- og ankesager med forvaringspåstand, og fire retssager om begæringer omhandlende afsoningen af en forvaringsdom. De har skrevet i alt knap 500 siders feltnoter til observationerne, samt foretaget en række interviews med retlige aktører såsom forsvarsadvokater, dommere og anklagere samt retspsykiatere, der forestår mentalerklæringer. Den anden del af datagrundlaget består af feltarbejde og 35 interviews i Herstedvester Fængsel. Her påbegyndte hun feltarbejdet i sommeren 2021, hvor hun deltog i gårdture, besøgte alle afdelinger, skolen, deltog i sociale arrangementer og opholdt sig på de værksteder, hvor de indsatte arbejder.

”Min tilstedeværelse over en længere periode betød, at jeg lærte fængslets og dets ansatte og indsatte godt at kende, førend jeg påbegyndte den egentlige interviewfase,” siger Julie Laursen, som uddyber, at hun var helt utroligt overrasket over, at ingen andre før har undersøgt, hvad man kan kalde det ultimative spændingsfelt mellem straf og hjælp – særligt fordi man benytter sig af sanktionen som aldrig før.

Området er løbet løbsk

Antallet af forvaringsdomme lå ifølge Danmarks Statistik i en årrække, fra år 2000 til 2010, ret konstant på to-tre stykker om året (3,2 i gennemsnit, red.) og er steget til 10 i 2023. Samtidig er længden på forvaringsdomme i Herstedvester Fængsel steget. Ifølge en gennemgang af forvaringssager i Anstalten ved Herstedvester fra 2014, foretaget af Kriminalforsorgen, strakte forvaring sig til syv år og 10 måneder i perioden fra 1984 til 1994, hvor den fra 2007 til 2011 var 14 år og syv måneder. Julie Laursen formoder, at forvaring fortsat strækker sig mindst knap 15 år, men understreger, at det er særdeles vanskeligt at tilvejebringe pålidelige tal på forvaringsområdet. Ifølge Anklagemyndighedens officielle tal er der cirka 100 personer anbragt i forvaring lige nu.

Det er svært for de forvaringsdømte at gennemskue, hvad der holder dem tilbage i forhold til at gøre fremskridt.

”Hvis man har in mente, at en forvaringsdom i gennemsnit er syv år og 10 måneder, som den var fra midten af 1980’erne til midten af 1990’erne, og dømmer ud fra det, så er man gal på den. Situationen er anderledes i dag. Jeg hører fra feltets aktører, fra retspsykiatere, forsvarsadvokater og bistandsværger og fra Herstedvester selv, at det her område er løbet lidt løbsk. Men det er svært, fordi der er så dårlig statistik på området, og det er ærgerligt.”

Fakta om adgang til diverse frihedsgoder og prøveudskrivning står i forskellige registre, og meget af arbejdet med det er manuelt. Lektoren i kriminologi har selv slæbt kassevis af dokumenter op fra kælderen i Herstedvester, og medgiver, at det er et meget omfattende stykke arbejde – men et arbejde, der er nødt til at blive gjort.

”Det ville være Justitsministeriets Forskningskontor, der skulle gøre det,” lyder det fra Julie Laursen, der kommer med tre helt konkrete anbefalinger til, hvad man skal være opmærksom på inden for det juridiske felt. K-NEWS har forelagt Justitsministeriet Julie Larsen pointe, men de skriver til os i et skriftligt svar, at de ikke har planer om at udvide deres rapportering.

Ingen anelse om straf-længde

Der skal, ifølge Julie Laursen, først og fremmest udarbejdes en ordentlig statistisk opdatering på, hvor lang tid forvarede egentlig afsoner, og hvor lang tid der går, før de får adgang til diverse frihedsgoder som eksempelvis ledsaget udgang, så man får alle elementer med.

Dernæst anbefaler Julie Laursen, at man opdaterer afsnittet om forvaring i den 20 år gamle årsberetning fra Anklagemyndigheden, da det er et vigtigt arbejdsdokument for domstolene og deres aktører – som de kontinuerligt henviser til i retssager, hvor der er nedlagt påstand om forvaring.

”Det er ikke mit job at fortælle domstolene, hvad de skal gøre, men jeg synes, man er nødt til at vide, hvad man idømmer og have de bedste forudsætninger for at gøre det. Hvis man idømmer en person forvaring, har man dybest set ingen anelse om, hvor lang straffen er,” siger Julie Laursen. K-NEWS har forsøgt at få en kommentar fra Dommerforeningen, som ikke er vendt tilbage på vores henvendelse.

Den tredje anbefaling går på, at man kigger på minimum og maksimum tider, som man for eksempel opererer med i Norge. Er der noget, som tyder på, at det går bedre, når der er sat minimum og maksimum antal år på forvaringsdommen? Hvordan ser det ud i forhold til recidivprocenten – altså tilbøjeligheden til at falde tilbage til ny kriminalitet? Hun mener, det er et særdeles interessant sted at søge viden, særligt nu hvor der snart skal leveres en ny straffereform.

Hvad er forskellen på livstid og forvaring?

Hun skænkede det ikke en tanke, da hun gik i gang med sit forskningsprojekt, der udelukkende har fokuseret på forvaringsdømte, at hun skulle have haft livstidsdømte med blandt interviewpersonerne. Hun troede nemlig, at de adskilte sig markant fra de forvaringsdømte. Skulle hun gøre det om i dag, havde hun formentlig taget dem med – for hvis forvaring strækker sig over lige så lang tid som livstid, som er tilfældet i dag, er der så overhovedet tale om to forskellige sanktioner, har hun spurgt sig selv. Sammenligningen kunne ifølge Julie Laursen være særdeles interessant:

”Der er nogle helt særlige regler for livstidsdømte, som også gælder forvaringsdømte for drab: At de ikke må have kontakt til nye mennesker de første 10 år, de afsoner. Nye mennesker betyder i den her sammenhæng mennesker, som de ikke havde kontakt til, da de kom i varetægt. Men i praksis kan jeg godt tænke, at der ikke er den helt store forskel på livstidsdømte og forvaringsdømte. Igen støder man på det samme problem med de livstidsdømte – her har man heller ikke mange undersøgelser af, hvor lang tid man eksempelvis i gennemsnit sidder på en livstidsdom nu, og hvor lang tid, der går, før man opnår ledsaget udgang,” siger Julie Laursen.

Demotiverende og frustrerende

Hun oplever, at domstolene idømmer en bredere skare for forvaring, og at man har en tendens til, at det trækker ud i fængslet.

”Det kommer til at forstærke sig selv, for fængslet sætter af gode grunde ikke noget i gang i forhold til de forvaringsdømte. De indsatte får afslag på udgang de første mange år, og der kan man få den uheldige situation, at de nye indsatte mister den motivation for behandling, de har, når de kommer ind. De bliver demotiverede, vrede og frustrerede,” siger Julie Laursen med henvisning til straffelovens §72 om forvaringsdømte og uddyber, at alle forvaringsdømte har ret til en bistandsværge.

Man skal bedømme et land på, hvordan det behandler de farligste eller mest besværlige.

Bistandsværgerne, der skal rådgive og vejlede den forvaringsdømte, fortæller til Julie Laursen, at man fra statens side bør give nogle indrømmelser over for de forvaringsdømte, hvis de gør noget af det, de bliver bedt om.

”En af de interviewede forvaringsdømte forstod det som, at han havde indgået en kontrakt med staten om forvaringsdommen, hvor begge parter måtte sørge for at holde hver deres del. Det er en ret fin symbolik.”

Oplevede han, at staten holdt deres del?

”Nej, han havde en oplevelse af, at det stod i stampe. Det er svært for de forvaringsdømte at gennemskue, hvad der holder dem tilbage i forhold til at gøre fremskridt. Især hvis de har en stille og rolig afsoning og gør, hvad de bliver bedt om.”

Rød løber rullet ud i Herstedvester

Ifølge Julie Laursen taler internationale forskere og medier meget om, at de nordiske lande har en human og resocialiserende måde at straffe på. Hun fremhæver, at der er et helt forskningsfelt om Nordisk Exceptionalisme, som blandt andet blev ført an af John Pratt i artikler fra 2008.

Thomas Ugelvik er en norsk kriminolog og professor, der har forsket i fængselsstudier og strafferet i Norden. Han har bidraget til forståelsen af, hvordan fængselsliv og strafferet i Norden afspejler en anderledes, mere human tilgang til straf sammenlignet med andre regioner.

Den finske kriminolog og ekspert i strafferet og kriminalpolitik, Tapio Lappi-Seppälä, har med sin forskning dokumenteret, hvordan de nordiske lande formår at opretholde lavere fængselsrater og kriminalitet gennem socialpolitik og rehabilitering frem for hård straf. Sidenhen er der ifølge Julie Laursen masser af nordisk forskning, der peger på undtagelserne, men internationalt er vi fortsat kendt som positive outliers. Dog mener hun, at der er en blind plet i øjet på den betragtning:

”De mest ekstreme er ikke undersøgt i den forbindelse, og så har man ikke det fyldestgørende billede. Man skal bedømme et land på, hvordan det behandler de farligste eller mest besværlige.”

Det var dér, hendes første interesse for feltet blev vakt, og det blev det yderligere ved at kigge på de nuværende forvaringsprojekter.

”Jeg observerede i retten, hvordan staten legitimerede forvaringsdommen, som er den anden værste straf, vi har, kun overgået af livstid. Det gør man på forskellige måder, blandt andet via Retslægerådets anbefalinger, som domstolene tit læner sig rigtig meget opad. De outsourcer med god grund faktisk opgaven. Det, sammenholdt med, hvordan sanktionen opleves i fængslerne, har været interessant. I retten får man det indtryk, at den røde løber nærmest bliver rullet ud i Herstedvester, hvor der står psykologer og anden ekspertise klar,” siger hun og uddyber:

”Man skylder folk at kommunikere, hvad man gør, og at det, man gør, bliver gjort med åbne øjne. Man er nødt til at vide, hvad det er for en foranstaltning, man idømmer,” lyder opfordringen fra Julie Laursen, der igen vil opfordre til, at man kigger på et land som Norge, hvor der er en del flere, der bliver idømt forvaring.

Det hænger ifølge hende sammen med, at man har et minimum og et maksimum antal år med i forvaringsdommen, så man på den måde har hånd i hanke med, hvornår personen kan komme ud. Hun mener samtidig, at man selvfølgelig også skal kigge på fordele og ulemper ved den fremgangsmåde.