Forsvarsadvokat Kristian Braad er skuffet over sin gamle arbejdsplads, Justitsministeriet. Da han selv var ansat var det et ministerium, der var anerkendt og som lå placeret centralt i det ministerielle system. Ifølge ham selv en anerkendelse af, at ”hvis ikke retsstaten står, så kommer høtyvene lige om lidt”.
Men i dag er billedet et lidt andet. For Kristian Braad oplever en stigende mistillid til politikere, til domstole, til politi og anklagemyndighed. De pressede domstole er ifølge ham et direkte symptom på denne mistillid. Og derfor er den præsenterede bevilling på 1,8 milliarder kroner på næste års finanslov da også som en slynge til en arm, der burde bliver opereret i stedet.. Han peger på analogien om den forvirrede onkel, der kommer med en trehjulet cykel til en tiårs fødselsdag. For man er alt for sent på den.
”Det handler slet ikke om domstolene det her. Vi har jo alle sammen én i vores familie, for hvem det ikke er gået så godt. Og hvad møder vi dem med; Omsorg og forståelse, og vi samler os om at få det menneske på benene igen. Det skulle systemet jo gerne være et spejl af – hvordan familien griber den enkelte, sådan vil vi også gerne gribe det i domstolene.”
Dommerne betaler prisen
Kristian Braad kalder det et direkte svigt af domstolene, at bevillingerne først kommer nu. For det er dommerne, der betaler prisen.
”Vi vil gerne have nogle dommere, der har tid til at begrunde deres domme, men hvis man er fuldstændig udmagret, og man er helt på hælene, så er der jo ikke kræfter til at lave den der gode begrundelse, og så er det, det skrider. Og det er der, vi står i dag. Hvordan er vi på 20 år endt her?”
Ifølge Kristian Braad har han flere klienter, der spørger hvem dommerne er, når de møder i byretten, fordi dommerne flere steder løber rundt og varetager lavpraktiske og administrative opgaver.
Kristian Braads malende billede af forholdene er ifølge byretsdommer ved Retten i Aarhus Mette Søgaard Vammen malet lidt skarpt nok op. I debat med Kristian Braad i den seneste udgave af podcasten ’Magtens Tredeling, fortæller hun, at hun dog godt kan genkende, at omsorgen er skubbet lidt i baggrunden, når dommerne også skal varetage lavpraktiske opgaver.
”Jeg kan sagtens genkende billede af, at den omsorg, den behandling og ro, ultimativt værdighed, der ligger i, at vi som den tredje statsmagt sidder og skal tage stilling til noget, der er meget væsentligt for dem, der møder i retten, den har fået gradvist vanskeligere vilkår.”
Hun er derfor glad for, at der endelig bliver lyttet og handlet, for det er noget, man i alt for mange år har sukket efter, fortæller Mette Søgaard Vammen – flere hænder og mere ro til at behandle sagerne.
Ifølge Kristian Braad har situationen ved domstolene dog også haft en anden effekt. Aktørerne i og omkring domstolene er pludselig begyndt at tale sammen og debattere. Og det er i sig selv bemærkelsesværdigt.
”Der er noget sjovt i den her debat – Mette og jeg er jo ikke sådan nogle, der normalt er sammen i debatter. Vi har jo nok holdt os lidt fra hinanden i sidste 20-30-40-50 år, og det har jo ikke været sådan, at fagene har fundet sammen i en fælles konsensus. Hvis man kigger på, hvad der er sket de sidste fem år på LinkedIn og andre debatfora, så er det faktisk helt ekstremt slående, hvor mange af de her fag, advokater, forsvarere, dommere, anklagere og folk fra Kriminalforsorgen, som stimler sammen og løfter pegefingeren. Og der er en dyb ulykkelighedsfølelse ude i de forskellige områder af straffesagskæden, som folk er enige om. Men det er som om, det ikke rigtig virker inde på Slotsholmen.”
Du kan lytte til hele episoden i ovenstående player eller i din foretrukne podcast-app.