27/09/2021 - Podcast, Forbrydelse og Moral

'Forbrydelse og Moral' podcast ep. 35 - Kasper Jørgensen


Hvordan er forholdene egentlig for de dømte forbrydere, der har forbrudt sig mod børn?

Det er temaet for denne måneds udgave af 'Forbrydelse og Moral', hvor retssikkerheden hos dømte seksualforbrydere er på dagsordenen.

Tekst: Redaktionen / Foto: Jacob Barckmann



“Det øger en eksklusion og isolation af en borgergruppe, som jo er ekskluderet notorisk fra samfundet i forvejen”.

Sådan lyder det bl.a. i denne episode 35 af Forbrydelse og Moral, hvor kriminolog Kasper Jørgensen forholder sig til problematikken om forbud til dømte seksualforbrydere.

Kasper Jørgensen har som ung kriminolog allerede været med på flere forskningsprojekter inden for sit felt, og da han for relativt nylig blev færdig på kriminologistudiet, var det med speciale i den reviderede udgave af straffelovens § 236 om ”forbud til dømte seksualforbrydere”. Det er netop den bestemmelse, som Forbrydelse og Moral i denne omgang er dedikeret til at forstå.

For når man åbner den værktøjskasse, der hedder straffelovens § 236, hvad finder man så? Hvilke typer af forbud kan man som dømt seksualforbryder efter at have udstået sin straf blive mødt med? Er det muligt nogensinde at få sig et liv igen, hvis man efter afsoning i flere år skal leve med uanmeldte tilsyn fra politiet, der uden retskendelse tilegner sig adgang til ens bolig, breve og andre genstande? Er politiets tilsyn med dømte seksualforbrydere en virksom måde at forebygge seksuelle overgreb på børn? Og nårh ja - hvordan står det så samlet set til med retssikkerheden for denne her gruppe af mennesker, som ingen egentlig nære nogle former for sympati for men snarere afskyr?

I det her afsnit søges der svar på bl.a. disse spørgsmål, og det er ingen hemmelighed, at Kasper Jørgensen ikke er ovenud begejstret for politiets tilsyn med dømte seksualforbrydere. Det er imidlertid en position, som er svær at indtage, for hvem vil dog give sig i kast med at tale de dømte seksualforbryderes sag?

Det her afsnits hovedperson begav sig ud i at skrive speciale om et emne, der for mange mennesker med god grund rummer så store følelser, at al fornuft og rationalitet slår fra. Et emne, hvor han selv var nødt til at opsøge mennesker, som på egen krop oplever uanmeldte tilsynsbesøg i det daglige. Det var der ikke nogen, der havde gjort tidligere.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak