19/07/2021 - Podcast

'Forbrydelse og Moral' Podcast ep. 33 - Knud Foldschack


Forsvarsadvokat Knud Foldschack er denne måneds gæst i podcasten 'Forbrydelse og Moral' til en snak om retfærdighed, sagen om de danske børn i Syrien, om hjemløse og om at være skydeskive i et politisk spil. 

Tekst: Redaktionen



Jacobs egne ord om denne episode: 

"“Juraen er jo fantastisk spændende i et demokrati. I 99% af tilfældene får man en rigtig afgørelse, hvor man har brugt retsreglerne og domstolene til at finde ud af, hvad der skal ske. Men nogle gange - og det er jo de sager, som jeg tager mig af - så må den kolde jura vige for den rigtige varme afgørelse”.

Sådan lyder det bl.a. i denne episode 33 fra min gæst, advokat Knud Foldschack, da jeg forsøger at forstå, hvad det er for nogle sager, som han tager ind. Jeg har i min tid på jurastudiet været fascineret af det arbejde og de sager, som Knud Foldschack gennem tiden har ført. Han har som advokat for bl.a. Christiania, Ungdomshuset og senest foreningen Repatriate The Children, der har kæmpet for at få børnene fra de syriske IS-lejre hjem, gennem sin karriere hjulpet mennesker og minoriteter, som majoriteten ganske ofte ikke har haft meget til overs for.

Han er i mine øjne en advokat og et menneske, der bidrager til at sikre noget af det mest fundamentale i vores retssamfund: at retssikkerhed er for alle. Spørger man imidlertid Knud selv, er hans egen primære drivkraft ”retfærdighed” eller manglen på samme. Sager hvor uretfærdigheden skinner igennem i en sådan grad, at Knud slet ikke lade være med at kæmpe.

“Når du har siddet med små børn, der har granatsplinter i armene, og når du har set små børn, der har haft diarre i halvandet år, som er danske børn, så holder du aldrig op med at kæmpe for at få dem hjem”, forklarer afsnittet hovedperson bl.a., da vi indledningsvist taler om hans kamp for at få de danske børn i Syrien hjem. En kamp der bragte ham til Syrien for at se børnene, lejrene og forholdene med egne øjne, og en kamp der fik Folketingsmedlem Rasmus Stoklund til at beskylde ham for at ”være engageret af IS-terrorister”. En særdeles grov og med Foldschacks egne ord ”fuldstændigt utilstedelig” beskyldning.

I det her afsnit taler jeg med en mand, der, når jeg spørger ind til hans baggrund, beskriver sig selv som en børnehjemsdreng, der aldrig har boet med sin far og mor, men derimod på børnehjem, kostskoler og i familiepleje. En mand der på trods af sin tilsyneladende turbulente og brogede opvækst, og måske lige netop grundet denne opvækst, i dag er et fagligt fyrtårn i kampen for retfærdighed og retssikkerhed. Vel og mærke for de mest socialt udsatte mennesker i det samfund, vi kalder et retssamfund.

Det her er ikke et afsnit, hvor strafferetten er i fokus. Det er derimod Knud Foldschack som menneske og advokat, der er i fokus."

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak