Billede: screenshot af forbrugerombudsmanden og Shutterstock
“Det er jo ikke overraskende lavt, men det, der er mest overraskende, det er, at hun (læs. Forbrugerombudsmanden) lægger nærmest op til, at hvis bare meget få procentdele af ens følgere er under 18 år, så er man i knibe.”
Sådan siger Dan Rahimian, der er advokat med speciale i Esport, IP og Tech og samtidigt rådgiver influenter i markedsføring, om den vurdering, som kom fra Forbrugerombudsmanden fredag d. 22. april.
Her slog Forbrugerombudsmanden fast, at en influent, der har 12% følgere under 18 år, ikke må reklamere for tatoveringer. Hvilket influenten gjorde på sin Instagram-profil.
Baggrunden var, at influenten overtrådte det strafbelagte forbud i markedsføringsloven § 11, stk. 2, der dækker over, at personen ikke må omtale, vise billeder af eller henvise til produkter, der er uegnede for børn og unge i markedsføring til denne målgruppe.
I realiteten og i praksis er det de færreste af influenterne, der tager stilling til hver post og aktivt følger med i hvem, der følger dem.
“Det er jo en bestemmelse i markedsføringsloven, og det er jo klart, at det er for at beskytte børn og unge, så de ikke udsættes for påvirkning fra deres idoler eller dem, de følger,” siger Dan Rahimian om den sætning i loven, der lyder:
‘Ikke betydelig del af følgerne’, som netop er det, der er blevet sat en fast grænse for, hvad er.
“Indtil nu har det været lidt svævende, hvad det betød. Er det 2%, 5% eller 10%? Hvad betyder ikke væsentligt inden for markedsføringsretten? Inden for Lejeretten kan huslejen kun fastsættes efter det lejedes værdi, hvis lignende lejemål er væsentlig lavere eller højere, hvilket efter praksis skal være mellem +/- 10-15 %, før det kan anses som væsentligt. Men her, der siger man så 12% udgør en ”ikke betydelig del”, ” siger han.
Aldersfilter
En af de ting, som Dan Rahimian kommer til at lægge mere vægt på, når han i fremtiden skal vejlede influenter, er, at de skal bruge det, der hedder et aldersfilter, som både findes på blandet andet TikTok og Instagram. Filteret sørger for, at børn og unge under 18 år ikke kan se opslaget, og dermed slipper influenten udenom problemet med markedsføringsloven.
“Forbrugerombudsmandens vurdering er jo egentligt et vink med en vognstang om, at det her filter skal bruges, hvis man er i tvivl om, hvorvidt man har mange følgere under 18 år og reklamerer for et produkt uegnet for børn og unge,” siger han.
De her nano- og mikroinfluenter, det er nok dem, der bliver hårdest ramt, hvis de ikke tænker over det
Men selvom filteret findes og virker som en nem og oplagt løsning, så ser han stadig især to udfordringer.
For det første er han ikke sikker på, at de fleste influenter tænker over, at de har følgere under 18 år. Og slet ikke at andelen når over det, der beskrives som ubetydelig.
“Hvis en influent vælger at lægge noget op omkring hårfjerning, eller kosmetiske ydelser, og lad os sige, at influenten er i midt 20’erne, så tænker de formentlig ikke over, at de har unge følgere under 18 år. I realiteten og i praksis er det de færreste af influenterne, der tager stilling til hver post og aktivt følger med i hvem, der følger dem. For de oplever ikke deres kernefølgere, som nogen under 18 år,” siger han og forklarer, at man tidligere primært har haft fokus på influentens alder, type af post og influentens primære målgruppe.
“Der har jeg måske haft en anden form for idé om, hvordan vurderingen var sammensat, eftersom 12 % kan være lavt i forhold til typen af influent, type af opslag, antal af følgere etc.”
Den anden udfordring, Dan Rahimian ser for influenterne, er, at der ikke er så mange, der ved, hvad uegnede produkter præcist er. For det er ikke skrevet i sten.
“Inden for Esport, er der jo mange, der reklamerer for energidrikke, fordi de er sponsoreret af dem. Og de har nogle forpligtelser, der gør, at de skal lave nogle posts og være med i reklamer, og hvis man er influent på den facon, bliver man utvivlsom ramt af de her regler, da esportsspillere har et hav af unge følgere,” siger han.
Rammer skævt
Udover at influenter i fremtiden skal være mere opmærksomme på at bruge aldersfilteret og sørge for at være informerede om, hvilke produkter der er uegnede for børn og unge under 18 år, så er der også en anden ting, som Dan Rahimian peger på, som kan udledes af vurderingen.
Han er nemlig lidt bekymret for, at det kan komme til at ramme skævt. I Danmark er en stor del (over 50 %) af influenter nemlig det, der hedder nano-influenter, som har mellem 1000 og 10.000 følgere.
Og så er 12% lige pludselig ikke særligt mange.
“Lad og sige, at man har 1000 følgere som nano-influent, og man bliver sat til at reklamere for en energidrik eller lignende. Med så få følgere vil alene influentens venner og familie under 18 år næsten udgøre omkring 12%. Det kræver ikke, at man har mere end 120 følgere under 18 år før, man er ramt. De her nano- og mikroinfluenter, det er nok dem, der bliver hårdest ramt, hvis de ikke tænker over det,” forklarer han og tilføjer:
“Dem der bliver hårdest ramt, er ikke de her mega-influenter med over en million følgere, fordi chancen for, at de har en ubetydelig del af unge under 18 år ikke er så stor. Det vil formentlig primært være unge nano- og mikroinfluenter, der bliver ramt af det her og nok mest, fordi konsekvenserne af Forbrugerombudsmandens vurdering, herunder hvad der er uegnede produkter, formentlig er ubekendt for dem, eftersom de ikke er fuldtidsinfluenter på samme måde som mega-influenter. Så det kan måske ramme en lille smule skævt, hvis de ikke er opmærksomme på det eller bliver oplyst om det.”