Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen (Foto: PR)
Aldrig før har så mange klager fundet vej til Forbrugerombudsmanden som i 2020 og 2021. Det viser en ny beretning, der på baggrund af data indsamlet de sidste to år konkluderer, at Forbrugerombudsmanden har modtaget 16.200 sager.
Anmeldelserne falder særligt i fire hovedkategorier: uansvarlig långivning, ulovligt telefonsalg, skjulte internetabonnementer og greenwashing.
De ulovlige sælgere
Mange af henvendelserne forholder sig altså til uansvarlig långivning. Det er sager, hvor virksomheder bevilger lån og kviklån til forbrugere, uden at lave den fornødne screening af kreditværdigheden hos forbrugerne. Og det får flere forbrugere til at havne i et uoverskueligt gældskaos, da de aldrig har haft økonomien til at optage lånet til at starte med.
En anden af de helt store områder er ifølge Forbrugerombudsmanden ulovligt telefonsalg. Til Berlingske hæfter hun sig særligt ved en række elselskaber, der med løfter om billigere og grønnere el-aftaler lokker cpr-numre og kontonumre ud af forbrugerne, der efterfølgende automatisk bliver oprettet som nye kunder uden at være klar over det.
"Vi kan konstatere, at vi får omkring 1.000 klager om året over ulovligt telefonsalg, og det er få selskaber, der har givet anledning til de klager. Det er min opfattelse, at virksomhederne anvender særdeles grov vildledning af forbrugerne for at opnå en fortjeneste," siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen til Berlingske.
Også greenwashing har fyldt en hel del de sidste to år, og det er bl.a. her, at den øgede bevilling på sidste års finanslov skal være med til at løfte de mange sager, som handler om vildledning af forbrugere.
Advokater og juridisk rådgivning
Den 152-sider lange beretning indeholder også et lille afsnit om advokater og juridisk rådgivning. Forbrugerombudsmanden fører nemlig også tilsyn med advokaters juridiske rådgivning. Som det fremgår af beretningen:
"Lov om juridisk rådgivning fastsætter regler for de rådgivningsaftaler, som en juridisk rådgiver indgår med en forbruger. Lov om juridisk rådgivning sætter en overordnet norm for, hvad der er god skik for juridisk rådgivning, og bemyndiger justitsministeren til, efter forhandling med erhvervsministeren, at fastsætte nærmere regler for god skik for juridisk rådgivning. Denne bemyndigelse er udmøntet i en bekendtgørelse."
I beretningen kan man læse, at Forbrugerombudsmanden i 2020 og 2021 har behandlet otte sager om vildledende juridisk rådgivning - det er det højeste antal sager siden 2016.
De modtagne sager handlede i perioden primært om juridisk rådgivning og udbetaling af honorar, som var fastsat efter det potentielle udbytte ved at gennemføre en sag. Beretningen beskriver selv et eksempel med et af de mange flykompensationsselskaber, som blev politianmeldt i 2021 for netop brud på ovenstående.
Beretningen viser også, at advokater og juridiske rådgivere har oprettet 103 henvendelser alene i 2021. Henvendelser, der særligt beror på anmodninger om aktindsigt i relation til verserende sager. Faktisk udgør halvdelen af den samlede tid brugt på behandling af aktindsigter (400 timer) anmodninger fra advokater og studerende.