Man har oftest set det i amerikanske film. En karismatisk advokat, der vender sig mod juryen og på bedste retoriske vis får overbevist en jury om, at hans klient skal frifindes. Flere gange er jurysystemet blevet beskyldt for at være for nemt at manipulere, særligt efter at mange sager allerede er blevet ført ved medierne, før de overhovedet når ind i en retssal. Men i Danmark, og de fleste andre lande, har vi faktisk et ret lignende system; lægdommersystemet. Her er mere end 12.000 almindelige danskere med til at dømme deres medborgere i straffesager.
”Justice must not only be done, but it must also be seen as being done,” lyder det fra Bjørn Elmquist, der er advokat og formand for Retspolitisk Forening, når han bliver spurgt om, hvorfor vi har et sådant system skrevet ind i vores Grundlov. Det engelske citat stammer fra den Europæiske Menneskeretsdomstol forklarer han:
”Det betyder, at det også udadtil for almindelige mennesker skal se ud til, at folk har fået en retfærdig dom, og her betyder lægdommeraspektet en hel del.”
Lægdommersystemet er netop omdrejningspunktet i den nyeste, og sæsonens sidste udgave, af Magtens Tredeling. Med i studiet er også professor ved det juridiske institut på Syddansk Universitet, Sten Schaumburg-Müller:
”Det handler om, at man på en eller anden måde holder øje med juriststanden i strafferetssystemet og sørger for, at de ikke ryger ud af en uforståelig tangent. Vi har jo alle en fagidiots risiko for, at man kører mere og mere ind i ens fag og bliver dygtig til det, hvilket er positivt, men det koster typisk i den form, at det bliver sværere og sværere at forklare andre, hvad pokker der foregår. Og det er selvfølgelig noget skidt i straffesager, som jo ikke er raketvidenskab,” siger han og tilføjer:
”Det andet aspekt er, at man kræver af borgere, at de dømmer andre borger, hvilket i virkeligheden er et tungt ansvar. Det er ikke noget, man bare kan sige sig fri af, og det synes jeg er et godt aspekt, at vi har retssystem i et demokrati, der bygger på, at borgerne har medansvar.”
Skal vi have eksperter eller borgere?
Som lægdommer er de eneste krav, at man er fyldt 18 og har en ren straffeattest. Man får først sagens oplysninger stukket i hånden, idet man træder ind i retslokalet og skal derefter træffe sin beslutning ud fra det, man får oplyst i retten. Man kan derfor stille spørgsmålstegn ved, om det ikke kan være problematisk, at ganske almindelige menneskers stemmer vejer stort set det samme som juridisk uddannede dommere i afgørelsen af skyldsspørgsmålet.
”Det er jo hele tiden dilemmaet. Skal vi have eksperter, eller skal vi have folkets repræsentanter? Og der har man så fundet den her balance, som overordnet fungerer ganske godt. I sidste ende, i ankesager, der vil dommerne kunne frifinde, så på den måde er der grænser for det,” forklarer Sten Schaumburg-Müller.
Som nævnt er lægdommersystemet inddelt i domsmænd og i nævninge. I domsmandssager ved byretten har lægdommerne faktisk overtallet, i og med at der er to domsmænd og en enkelt juridisk dommer, så på den måde har de mere indflydelse end dommeren.
”Der kan den juridiske dommer ikke stille andet op end at fremlægge sin holdning, så hvis han fx ville frifinde, mens domsmændene ville finde den tiltalte skyldig, så skal det stå i dommen, så man som tiltalt har den viden og kan tage den med sig, hvis man fx vil anke,” siger Bjørn Elmquist.
Ved landsretten i domsmandssager er der lige mange af hver; tre juridiske dommere og tre domsmænd. I nævningesager er der altid flere til steder, hvor der er op til seks nævninge ved landsretten.
”Når jeg selv står over for en klient, hvor der fra anklagemyndigheden lægges op til en nævningesag, der siger jeg altid til vedkommende, "hvad er det, du er tiltalt for, og hvordan tror du, at almindelige mennesker vil se på det og din forklaring? Vil de have forståelse for dig, eller vil de sige, han er da et monster, så han skal have hele armen? Hvis det sidste er tilfældet, så vil jeg råde dig til at tage en nævningesag, fordi i byretten har de flertal". Men der er selvfølgelig en garanti for, at man kan komme i landsretten, og der kan de juridiske dommere få deres vilje så at sige,” forklarer Bjørn Elmquist.
Køligt, men med empati
Men hvis lægdommerne ikke har anden erfaring at lægge sig opad end deres egen, der ikke er funderet i juraen, hvad skal de så dømme ud fra?
”Man kan sige, at juraen bør jo kunne fortolkes sådan, at den svarer til almindelig sund fornuft. Det synes jeg er et overordnet krav til al jura. Og hvis ikke juraen rummer den mulighed, så er det lovgivers opgave at gå ind og gøre den. Det er meget meget vigtigt – det ser vi også her i vores pandemi – at adfærdsregulerende regler skal stemme overens med sund fornuft,” siger Bjørn Elmquist.
Sten Schaumburg-Müller har i en tidligere artikel udtalt, at det også kan være nødvendigt at afgøre ud fra mavefornemmelse:
”Det handler selvfølgelig om jura, men jura er ikke en eksakt videnskab. Man kan ikke sige 7 x 8 er 56, og vedkommende skal dømmes. Man træffer en beslutning, og når jeg siger mavefornemmelse, så var det måske et lige lovligt friskt udtryk. Men jeg vil gerne forsvare det, for en beslutning er jo bundet i, at vi mennesker tænker os om, og når vi træffer beslutninger i en retssag, skal det være inden for juraen. Men i spørgsmålet om, om vedkommende er skyldig eller ej, vil der være en vis fornemmelse af, hvor er det vi går hen, og her er det selvfølgelig nødvendigt, at fornemmelsen ikke er nok, der skal være nogle beviser. Men jeg synes ikke, man skal underkende, hvad man nu vil kalde det; mavefornemmelse, retsfølelse – altså at der er et ikke nødvendigvis ulogisk, men alogisk aspekt af det at træffe beslutninger. Det synes jeg er rigtigt, og det kan borgere gøre, og det kan jurister gøre,” forklarer Sten Schaumburg-Müller.
Den udlægning er Bjørn Elmquist dog ikke helt enig i.
”Jeg vil hellere placere det lidt højere end i maven, der hvor vores hjerne sidder. Hjertet skulle vi også gerne forbi, for det dur ikke, at det er følelser. Af samme grund er jeg meget på vagt over for anvendelsen retsfølelse, fordi igen, hvad føler man? Og vi må ikke lade vores lovgivning og vores domme være afhængig af, hvad vi føler på et område. Det skal være så rationelt, som det kan lade sig gøre,” siger han og afslutter:
”Så køligt, dog med empati.”
Hvis du gerne vil høre resten af Bjørn Elmquist og Sten Schaumburg-Müllers snak om lægdommersystemet og dets fordele og ulemper, så klik her og lyt med i sæsonens sidste afsnit af Magtens Tredeling, som er tilgængeligt på din podcastplatform i morgen torsdag.