17/05/2021 - Ytringsfrihed

Folk skal ikke kunne gemme sig bag falske profiler


Djøfs Jurapanel foreslår nu identifikation på brugere af sociale medier, så det bliver sværere at gemme sig bag falske profiler. Forslaget skal ifølge gruppen af eksperter styrke retssikkerheden og den gode tone online.

Tekst: Rasmus Lehmann Hylleberg. Foto: Shutterstock


Det skal være slut med falske profiler og internet trolls på sociale medier, og derfor foreslår Djøfs Jurapanel nu, at man som adgangskrav skal logge ind via en verificeret profil. På den måde mener panelet, der består af nogle af landets fremmeste juridiske eksperter, at man kan komme problemerne med hadsk tale og den hård tone online til livs.

Det skriver Berlingske.

Via en rundspørge blandt de 61 juridiske eksperter i panelet erklærer to ud af tre eksperter sig enige eller overvejende enige i, "at lovgivningen forlanger, at de digitale udbydere kræver id fra deres brugere."

"Den store opbakning til et ganske opsigtsvækkende tiltag skyldes formentlig, at for mange i dag skriver mange grimme ting under dække af anonymitet. Ting, de ikke ville have lyst til at skrive, hvis de vidste, at man fra myndighedernes side meget let kunne finde frem til deres identitet. På den måde vil det ligge godt i tråd med den formelle ytringsfrihed og tanken om, at du ytrer dig under ansvar, som der står i Grundloven," siger formand for jurapanelet, professor  ved Københavns Universitet Jens Elo Rytter, til Berlingske.

 

Ikke uden udfordringer

Forslaget er dog ikke uden udfordringer. Til Berlingske udtaler professor i forvaltningsret Frederik Waage fra SDU, at et krav om identifikation kan være et voldsomt indgreb i ytringsfriheden.

"Jeg vil mene, at det er et meget væsentligt indgreb i folks ytringsfrihed at stille krav om id for ytringer, og det er også i modstrid med den tradition, der normalt er på internettet. Der skal være meget tungtvejende årsager, før man tager sådan et skridt," siger han til avisen.

Forslaget kommer kort tid efter den opsigtsvækkende afgørelse fra Facebook eget oversigt board, om fortsat at blokere Donald Trump for netop skadelige ytringer på platformen. En beslutning, der bl.a. blev kaldt 'klog og afbalanceret' af Jacob Mchangama fra tænketanken Justitia 

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak