Shutterstock-merge af logo fra FN og natur
"Frivillig due dilligence er ikke længere nok".
Sådan lyder det fra en af FN's såkaldte special rapporteurs inden for menneskerettigheder og miljø David Boyd. Derfor har han netop præsenteret et udkast til et juridisk framework, der skal gøre menneskerettigheds - og miljø due dilligence obligatorisk, når der skal indgåes handelsaftaler og samarbejder virksomheder imellem.
Ifølge en pressemeddelelse fra FN er det den eskalerende plastikforurening, globale afskovning, fossile udledninger og ødelæggelse af naturområder forårsaget af virksomheder, der skal stoppes. For de mange destruktive aktiviteter gør det svært for mennesker over en bred kam at leve det frie og rettighedsfulde liv, som FN's øvrige konventioner har til hensigt at sikre.
Ifølge Boyd er der bred enighed om, at det netop er obligatorisk og juridisk bindende rammer, der skal til, hvis udviklingen på tværs af verden skal vendes.
Ros til EU og vejen mod en ny konvention
David Boyd henviser bl.a. til, at der på nationalt og globalt niveau arbejdes på at skabe juridiske rammer, der netop har til hensigt at beskytte mennesker og planet. Han fremhæver særligt EU's nye forordning, der gør det obligatorisk for alle virksomheder at udarbejde detaljeret ESG-rapportering i forbindelse med årsrapporten.
"Den nuværende retning er banebrydende, og det ville gøre store, regulerede aktørers adgang til EU-markedet betinget af gennemførelsen af due diligence," udtaler Boyd.
Han håber også, at arbejdet med at få skabt en fælles FN-traktat på menneskerets - og miljøområdet vil få sat skub i udviklingen. Siden 2014 har en arbejdsgruppe under FN arbejdet på et juridisk framework under det mundrette navn 'Legally Binding Instrument to Regulate, in International Human Rights Law, the Activities of Transnational Corporations and Other Business Enterprises'. Håbet er, at den, når den er færdig, vil fungere som en juridisk bindende konvention på linje med de ni konventioner, der allerede eksisterer på menneskerettighedsområdet.
"Hvis de bliver vedtaget, vil disse forslag resultere i lovgivning, der er bedre rustet til at forhindre skader på menneskerettigheder, miljø og god regeringsførelse af erhvervsaktører og mere tilbøjelige til effektivt at afhjælpe de skader, der opstår," udtaler Boyd.