Gennem de sidste tre måneder har man kunne indstille kandidater til Karnovs Nytænkerpris. Og tirsdag udvalgte priskomiteen så de fire nominerede, der alle er gået videre til finalen, der afholdes d. 19. september i Axel Towers.
Priskomitéen, bestående af Nanna Godtfredsen fra Gadejuristen, professor ved Det Juridiske Fakultet Rasmus Feldthusen, managing director hos BCG Andreas Malby og generalsekretær hos Advokatsamfundet Andrew Hjuler Crichton, har udvalgt fire initiativer, der ifølge komitéen alle er med til at effektivisere retsstaten, øge retssikkerheden og ikke mindst gøre juraen tilgængelig.
De nominerede er:
LegalHero
- LegalHero, skabt af Kristian Anker og Oscar Almstrup, nomineres for deres arbejde med at skabe en platform, der udfordrer den gængse forretningsmodel i advokatbranchen, og som samtidig tilbyder en platform, der gør vejen mellem klient og rådgiver kortere og dermed bliver juraen mere tilgængelig.
Demokratispillet / Kammeradvokaten
- Kammeradvokaten nomineres for deres arbejde med Demokratispillet, der gennem gamification og opsøgende arbejde har fokus på at sætte grundlæggende rettigheder på dagsordenen for landets unge. Dermed er Demokratispillet med til at forene de unges forbrugsvaner med oplysning og dannelse
ComplyCloud
- ComplyCloud, skabt af Martin Folke Vasehus, nomineres for sin platform, der gør compliance og overholdelse af særligt hvidvaskreglerne lettere og overskuelig for store som små virksomheder. ComplyCloud udvikler desuden GDPR-løsninger, og samlet gør virksomheden store complianceopgaver letløselige gennem teknologi
Anja Plesner Bloch / Brugernes Akademi
- Anja Plesner Bloch nomineres for sit arbejde med Brugernes Akademi, der er en forening, der arbejder for at forbedre vilkår og rettigheder for stofmisbrugere. Anja, der selv er tidligere stofmisbruger, startede Brugernes Akademi som en oprørsk Facebook-gruppen, men gruppen er vokset til et landsdækkende netværk af faglig sparring og frivillige kræfter.