11/07/2021 - Familieretshuset

Familieretshuset imødekommer kritik men hejser stadig et flag om mistillid


Familierethusets vicedirektør beklager til Anne Broksø og pointerer, at konstruktiv dialog er vigtig for huset - også når røsterne er kritiske. Og så svarer han på K-NEWS' afsluttende spørgsmål om højkonfliktsagerne.

Artiklen her afslutter en række, der startede da Familieretshuset  udråbte konklusionerne i en analyse, der var lavet om dem selv, som en succes. Men så sort hvid var analysen slet ikke, og vicedirektør Jacob Buch fik med sine udtalelser om kritiske danske advokater formand Anne Broksø op i det røde felt.

Tekst: Dan Poulsen


Billedet ovenfor:  Udsnit fra brugeroplevelse-analysens forside, billeder fra Shutterstock samt til venstre PR-foto af vicedirektør i Familieretshuset Jacob Buch.

 

For lidt over en måned siden bragte vi på K-NEWS den første af en række artikler, med afsæt i den fremtidsanalyse Familieretshuset, herefter forkortet som FRH, havde lavet om sig selv.

En brugeranalyse, lavet af det eksterne firma Oxford Research på bestilling af FRH, kortlagde den oplevelse som 73 familier havde af deres forløb i FRH. Særligt for de 73 familier var at de sprang ventetider over og at de har modtaget forløb med den fulde pakke af hjælpetilbud til rådighed, som FRH har ambitioner om at tilbyde alle brugere engang  i fremtiden.

Jeg skal naturligvis beklage, hvis vi ikke til fulde fik besvaret alle spørgsmålene på mødet. Det vil vi naturligvis følge op på.

Siger vicedirektør Jacob Buch som svar til en del af kritikken fra Anne Broksø, formand hos Danske Familieadvokater.

 

I denne analyse er det altså 73 familier, der har fået en fuldgyldig smagsprøve på fremtidens støtteforløb - sådan som det forventes at fungere, når alle de sagsbunker, der har  oparbejdet sig i en ikke velfungerende og af ombudsmanden kritiseret organisation gennem de sidste to år.

Mange nye millioner er kommet til - både som særbevillinger og ekstra årsbevillinger - for at afhjælpe problemerne og skabe det Familieretshus, der var politikernes ambition da dørene blev åbnet op første gang i april 2019.

 

Vicedirektørens ærgrelse og kritik

Vicedirektør Jacob Buch udtalte ærgrelse her i K-NEWS over, at advokater i Danmark ikke bakkede op om den kæmpe ambition og at de i stedet bruger for meget tid på at tale systemet ned, og gøre det til en kamplads for de familier, der - som det sidste - har brug for mere kamp.

Artiklen med overskriften 'Der bliver brugt for meget tid på at tale systemet ned' fra 9.juni kan du læse HER.

Formand Anne Broksø for Danske Familieadvokater tog til genmæle og var både vred og skuffet over vicedirektørens indstilling overfor de danske advokater, der ifølge hende med fagligt afsæt - har kritiseret hvordan FRH ikke fungerer.

En af Anne Broksøs tilbagevendende pointer - for hun har kritiseret den gennemførte reform allerede inden den udmøntede sig i det nye Familieretshus - handler om højkonfliktsagerne, som hun ikke anser FRH som den rette til at tage sig af.

Den slags sager skriger på hurtige afgørelser, der skal forberedes og træffes ved domstolene, siger hun.

Anne Broksø sidder som medlem i familieretshuset rådgivende udvalg som en af to advokater. Hun fortalte til K-NEWS, i interviewet vi bragte 15.juni, at hun i udvalget har stillet spørgsmål, hun mener kan være med til at afklare, hvad FRB skal have fokus på at gøre anderledes. For det er organisation, hun anser for at være kriseramt og hun finder det rimeligt at spørge om der er noget ”helt strukturelt forkert i Familieretshuset” .

AnneBroksø-2

Anne Broksø, formand for Danske Familieadvokater, der som en af to advokater sidder i Familieretshusets rådgivende udvalg. Foto: Dan Poulsen

15. juni siger hun - via dette link kan du læse hele artiklen -  til K-NEWS:

”Jeg har stillet nogle spørgsmål netop for at kunne komme med gode ideer til, hvordan man kunne hjælpe. Jeg har bl.a. spurgt ind til, hvor mange møder medarbejderne holder fysisk i dag ift. det de holdt i statsforvaltningen og hvor mange hjemmearbejdsdage. For jeg tror, der er klart færre møder i dag. Hvor mange sager når I at behandle osv. osv., har jeg spurgt. Og der har man valgt fra Familieretshusets side at sige, det vil de ikke koncentrere sig om at svare på lige nu."

 

Buch imødegår på Broksøkritik

Ovennævnte kritik forholder vicedirektør Jacob Buch sig til i et skriftligt svar til K-NEWS. Et skriftligt svar vi har modtaget efter at vi først havde en aftale om et interview, som vi uddyber om et øjeblik. Men det interview blev aflyst.

Jacob Buch beklager til Anne Broksø, i det svar til os han har sendt. Han skriver:

”Jeg har helt konkret kontaktet formanden for Danske Familieretsadvokater, Anne Broksø, om de ubesvarede spørgsmål, som hun refererer til i artiklen her i K-news. Spørgsmålene blev indsendt forud for mødet i det rådgivende udvalg i november sidste år. Jeg skal naturligvis beklage, hvis vi ikke til fulde fik besvaret alle spørgsmålene på mødet. Det vil vi naturligvis følge op på. Vi bestræber os i Familieretshuset på at svare så hurtigt og så godt som overhovedet muligt, når vi får spørgsmål. Det gælder Anne Broksø og andre medlemmer af det rådgivende udvalg og alle andre, som interesserer sig for de opgaver, som vi skal løfte i Familieretshuset til gavn for forældre og deres børn.”

Anne Broksøs anden pointe med højkonfliktsagerne, der ikke afhjælpes i FRB, underbygges reelt af deres egen fremtidsanalyse med de 73 familier. Konklusionen om højkonflikterne er, at de ikke er blevet mindre og at familierne ikke mener de har oplevet hjælp til og fået redskaber til, at formindske konflikten.

Jacob Buch har til K-NEWS tidligere oplyst, at

Noget af det, vi helt klart tager med os fra undersøgelsen i forhold til familiemæglingssporet, er, at vi skal blive meget bedre til to ting: Understøtte at forældrene får arbejdet med deres underliggende konflikt.

Og han fortæller i en K-NEWS-artikel 7.juni, at der med afsæt i fremtidsundersøgelsens konklusioner skal laves

”et servicetjek af de tilbud, som forældrene kan deltage i som en del af deres forløb i familiemæglingsspore.”

Som nævnt har vi på K-NEWS fået aflyst et interview, der ellers var indgået aftale om.

Det skete, da vi - som opfølgning på Anne Broksøs kritik - bad om et interview med FRH’s direktør Anette Hummelshøj. Vi fik svar tilbage om, at vicedirektør Jacob Buch er den rette til at besvare vores spørgsmål.

Spørgsmålene var blandt andet nedenstående tre, der alle handler om FRH’s forudsætninger som rette sted til at støtte familier med højkonfliktsager. Det er de sager, der også omtales som de røde sager.

Spørgsmål 1:

Fremgår det ikke netop i Oxford-analysens som dokumenteret, at netop højkonfliktsagerne er FRH ikke i stand til at løse?

Spørgsmål 2:

Hvorfor er det, at I mener, at opgaven med de røde sager fortsat er bedst løst hos FRH, når I selv konkluderer, at det er noget I skal blive meget bedre til

Spørgsmål 3:

Jacob Buch, du har i et tidligere svar til K-NEWS sagt, at noget af det, I helt klart tager med jer fra undersøgelsen i forhold til familiemæglingssporet, er, at I "skal blive meget bedre til to ting" - at understøtte at forældrene får arbejdet med deres underliggende konflikt, og at sikre forældrene bedre overblik og sammenhæng. Vi ved, at der er årelang erfaring fra statsforvaltningen med at højkonfliktsager ikke kunne afhjælpes der. Vi ved, at I har to års dårlig erfaring med højkonfliktløsning i FRH, som det er nu. Vi har en Oxford-analyse, der viser at det ikke fungerer i ’fremtidens tilbud’. Udfra alt det dette spørgsmål:

Hvorfor tror I på, at I kan blive i stand til det ved at lave ”et servicetjek af de tilbud, som forældrene kan deltage i som en del af deres forløb i familiemæglingssporet”?

 

Dialog med interessenter

Disse spørgsmål sendte vi til FRH’s pressekontakt om torsdagen den 17.juni som opfølgningsspørgsmål til den allerede aftalte spørgeramme.

Men i løbet af weekenden modtog vi så i stedet en aflysning af interviewet samt et samlet skriftligt svar, som Jacob Buch kan citeres for.

Interviewet blev - blot så det er nævnt for en god ordens skyld - aflyst med et "tak for interessen i et opfølgende interview" og derefter følgende begrundelse om tid og penge:

”Det er i denne omgang, af hensyn til prioritering af tid og ressourcer i en travl periode, ikke muligt at stille op til endnu et interview, men for at svare så fyldestgørende som muligt på din henvendelse, har vi i stedet sendt et længere skriftlig svar”.

Afsættet for det skriftlige svar afviger delvist fra og breder sig ud fra fra de spørgsmål, som K-NEWS har sendt. Presse- og kommunikationschefen skriver, at det er et svar,

”hvor vi forsøger både at svare på de opfølgende spørgsmål fra K-News og kommentere på centrale emner, som er en del af artiklen med formanden for Danske Familieadvokater.”

Vi har valgt ikke at viderebringe den fulde version af det skriftlige svar. Men vi kan referere at Jacob Buch  ønsker at rette op på den opfattelse, han måtte have efterladt hos Anne Broksø i det interview han gav til K-NEWS.

Han slår ligeledes fast at han anser samarbejdet med Danske Familieadvokater for at være godt - både i hverdagen og i det rådgivende udvalg. Og han slår fast at FRH  ”Lægger stor vægt på god og konstruktiv dialog med alle vores interessenter - også når de er kritiske”.

Jacobs Buchs svar, der relaterer sig til K-NEWS spørgsmål, om FRH’s evne til at hjælpe familier i de røde højkonfliktramte sager, lyder uforkortet sådan her.

”Når forskellige holdninger fylder meget i samfundsdebatten om, hvorvidt Familieretshuset skal behandle særlige sager eller ej – hvilket var det, jeg refererede til i min brug af ordet kampplads – er jeg bekymret for, om det skaber usikkerhed hos de borgere, der har brug for vores hjælp i Familieretshuset.

Det kan være et svært udgangspunkt for at hjælpe dem videre i den i forvejen svære og meget konfliktfyldte situation, som de står i. Dermed ikke sagt, at der ikke skal være plads til forskellige holdninger til eller debat om systemer og myndigheder – det er jo hele vores demokratiske grundlag.

Men jeg hejser her et flag om, at hvis der skabes mistillid til en myndighedsfunktion, så har det helt naturligt en indflydelse på, hvordan borgernes forventninger er, når de går ind ad døren og har brug for myndighedens hjælp. Her har vi at gøre med en gruppe af mennesker, som består af børn og forældre, der står i svære situationer, hvor tryghed og tillid er altafgørende.”

jeg hejser her et flag om, at hvis der skabes mistillid til en myndighedsfunktion, så har det helt naturligt en indflydelse på, hvordan borgernes forventninger er, når de går ind ad døren og har brug for myndighedens hjælp

Familieretshus-barn-familie-1

Billedet: Shutterstock.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak