Et indblik i et retssagsdrama, der når Hollywood-højder

Billedet: Screenshot fra dokumentaren "The Treasures of Crimea", der lige nu vises på CPH:DOX, viser Nataya Bykovskaya, der er konservator på Kerch Museum, Krim. Hun står ved siden af et billede af  en skulptur, der er en del af kulturskattene, som ligger gemt i Holland.

"Det er som at tage et billede af din oldefar, som faldt i krigen, fra dig. Det er som at tage et billede af din mormor fra dig. Din mormor, der fødte din mor. Intet er mere vigtigt. Det er som at tage dine børn fra dig, som vi ikke kan leve uden."

Sådan siger en af museumsdirektørerne fra et museum i Krim, da hun sætter ord på, hvordan det ville være at miste de kulturskatte, der lige nu ligger i Amsterdam, men er udgravet på Krim, og som er hele omdrejningspunktet i dokumentaren “The Treasures of Crimea”.

For kort før Rusland annekterer Krim tilbage i 2014, udlåner Halvøen forskellige kulturskatte til en udstilling på Allard Pierson Museet i Amsterdam.

Det giver én kuldegysninger, når man som seer ved, at Rusland kort tid efter filmens udgivelse invaderer Ukraine.

Da Rusland får overtaget, står Museumsdirektør Wim Hupperetz i et dilemma, for hvem skal han afleverer genstandene tilbage til - Krim Halvøen, der nu er russisk eller den ukrainske stat?

“Der er tale om en fremragende film,” siger advokat med speciale i rådgivningen indenfor IP-ret hos Gorrissen Federspiel," Jakob Plesner Mathiasen, og fortsætter:

“Museet vil ikke selv tage stilling til spørgsmålet og overlader dette til at blive afgjort af de hollandske domstole. Det sætter scenen til et retssalsdrama, som til at starte med virker ret enkelt, men indeholder nogle twist, som fik mig til at falde ned af stolen.”

Et unikt indblik

Det juridiske omdrejningspunkt i filmen er UNESCO’s konvention om ulovlig handel med kulturværdier, og retssagerne i Holland følger man helt tæt, da filmproducenten har fået lov til at komme med helt ind i retssalen.

“For folk, som ikke er vant til at deltage i retssager, giver det et unikt indblik i denne proces,” siger Jakob Plesner Mathiasen

Det, der debatteres i de retssager, man som seer får lov til at observere tæt, er, hvorvidt konventionen finder anvendelse i en situation, hvor kulturarven ikke er stjålet, men hvor Krim, hvor genstandene er fundet, invaderes af en fremmed stormagt.

“I min optik er svaret ret oplagt, at det både etisk og juridisk ville være forkert at levere genstandene tilbage til Krim,” siger Jakob Plesner Mathiasen.

I første instans vinder Ukraine da også, men så appellerer museerne afgørelsen.

Jakob Plesner Mathiasen er lige som advokaterne, der repræsenterer Ukraine, ret sikker på, at Ukraine vil vinde sagen igen.

Men det gør de ikke.

Og nu vil vi fra K-NEWS' side indskyde en spoiler-alert. For de næste passager afslører en del om filmens - overraskende - udviklinger.

“Derfor kommer det også som en stor overraskelse, da appelinstansen kommer frem til, at lovgivningen skal fortolkes således, at genstandene skal leveres tilbage til museerne - og dermed Rusland,” siger han og fortsætter:

“Bedst som man tror, at sagen dermed er afgjort, sker der et uventet twist. Det viser sig nemlig, at en af dommerne i appelsagen - Mr. Oranje - muligvis har været inhabil. Inden sin karriere som dommer har han nemlig været advokat for Rusland i flere sager samt haft tætte bånd til museernes advokater.”

Og derfor klager advokaterne, der repræsenterer Ukraine over dommeren.

Men klagen afvises.

“Igen tror man som seer, at alt håb er ude for Ukraine. Men her tager filmen os gennem endnu et twist,” siger Jakob Plesner Mathiasen.

For dommeren Mr. Oranje har løjet under klagesagen. Derfor kommer endnu en klagesag mod dommeren.

“Og denne gang får Ukraine medhold i, at dommeren er inhabil,” siger han og fortsætter:

“Sagen går derfor om. Hvilket resultat appelinstansen nu kommer frem til, skal jeg ikke afsløre her.”

En højaktuel film

For Jakob Plesner Mathiasen er filmen højaktuel og udover at være et indblik i et “retssagsdrama, som på uventet vis når Hollywood-højder”, er filmen også en indgang til en indsigt i annekteringen af Krim.

“Det giver én kuldegysninger, når man som seer ved, at Rusland kort tid efter filmens udgivelse invaderer Ukraine,” siger han og tilføjer, at filmen via interviews med de lokale museumsfolk og arkæologer på Krim også giver indblik i den russiske propaganda.

Blandt andet fremhæver han et eksempel, hvor den lokale museumsleder på Krim bliver helt forblændet af propagandaen og i et interview til kameraet sidder og synger russiske krigssange.

Jakob Plesner Mathiasen synes overordnet, at filmen er “fremragende”, og vil helt sikkert anbefale den til andre.

Han har kun et sted, hvor han gerne ville have haft at fortællingen var gået et spadestik dybere - relation til Ruslands rolle.

“Det er ret tydeligt, at museerne ikke selv finansierer deres retssager, ligesom Mr. Oranjes relation til Rusland også kun berøres sporadisk. Man sidder tilbage med følelsen af, at der var stof nok til en hel separat film om dette spor,” siger han.