Lektor: Enten må vi styrke barnets perspektiv og retssikkerhed eller stå ved, at vi ikke gør det        

Billedet: Udsnit fra TFA-artikel skrevet af lektor Caroline Adolphsen samt foto fra Shutterstock.

Ifølge den Europæiske Menneskerettighedsdomstols formulering, betyder adoption, at man vil give et barn en familie.

Det betyder ikke, at en familie har ret til et barn. Adoptionen skal altså foregå med udgangspunkt i barnets behov og ikke familiens.

Men om det reelt er sådan, det foregår, når danske forældre adopterer børn fra andre lande, kan der ifølge Caroline Adolphsen, der er lektor og ph.d. ved det Juridiske Institut på Aarhus Universitet, sættes spørgsmålstegn ved.

For når man kigger ind i den proces, der går forud for en fremmedadoption, er det ifølge hende svært at se, hvor vurderingen af barnets bedste er. Hun mener, at der er et meget stort fokus på forældrenes ønske om at få et familieliv og meget lidt fokus på: “ Det konkrete barns, konkrete bedste i den konkrete situation.” 

“Barnets bedste er jo ikke bare, om det her forældrepar kunne være gode forældre, det skal jo passe sammen med det barn, der bliver hentet fra et andet land. Og det, jeg siger, er, at det ikke er ret tydeligt, hvordan vi tager hensyn til det, og at det måske godt kan hænge sammen med, at vi synes, at det i sig selv er en fordel at blive adopteret til Danmark,” siger hun.

Det afgørende formål med en adoption må selvfølgelig være, at det skal være til barnets bedste, ellers bliver det vel en form for kvalificeret menneskehandel

Citat: Caroline Adolphsen 

Forældre-refleksion

Konkret foregår en fremmedadoption således, at de forældre, der ansøger, får foretaget nogle helt grundlæggende undersøgelser af deres fysiske og psykiske helbred, deres omsorgsevne samt deres levevilkår. Det sker i første fase af adoptionsforløbet, og det er Familieretshuset, der står for at indhente den information.  

Bliver man godkendt i første fase, går man videre til anden fase, der består af adoptionsforberedende kurser over to weekender. Formålet er at få ansøgerne til at få prøvet og bekræftet motivationen til at adoptere.

Efter anden fase indledes den egentlige godkendelsesprocedure, hvor Familieretshuset holder samtaler og laver hjemmebesøg og derefter udarbejder en individuel beskrivelse af ansøgeren.

Og det er den proces, som Caroline Adolphsen mener, handler mere om forældrene og forældrenes egen opfattelse af sig selv som forældre end om barnets bedste. For barnet bliver jo aldrig spurgt.

Det er nemlig ifølge hende et helt afgørende problem, at man slet ikke har kontakt med barnet før adoptionen. Forældrene får stillet et barn i forslag, men der er ingen samtale med barnet eller barnets omsorgsperson i forhold til, hvilke behov barnet har.

“Det afgørende formål med en adoption må selvfølgelig være, at det skal være til barnets bedste, ellers bliver det vel en form for kvalificeret menneskehandel. Altså det er jo afgørende i adoptionsprocessen, at der er et levende barn, det skal være barnets bedste det handler om,” siger hun og tilføjer:  

“I en forældremyndighedssag kigger man jo på barnet og beskriver forældrenes forhold ind i det, men her er det jo omvendt. Her handler det om forældrene, og så kommer der et barn. Barnet er ikke centrum for adoptionsprocessen.”

“Det bliver bare; passer alder, køn, grad af handicap, værsågod,” siger Caroline Adolphsen.

Vi bør bekende kulør

Caroline Adolphsen forklarer, at Familieretshuset, der er den institution i Danmark, der har ansvaret for godkendelsen af forældre i adoptionsprocessen, aldrig er i direkte kontakt med de børn, der adopteres til Danmark, for mellem et eventuelt børnehjem, hvorfra adoptionen sker, og Familieretshuset er en adoptionsformidlende organisation. Og det er den organisation, der har kontakten med børnehjemmet og dermed også den eventuelle kontakt til barnet.

“Så hvis det danske system faktisk skulle sikre barnets bedste, så skulle nogen jo sikre, at der rent faktisk bliver taget hånd om det her barn og lave en egentlig barnets bedste vurdering, og det ville kræve at man selv talte med barnet eller inddrog barnet på en anden måde eventuelt via en omsorgsperson. Så det ville kræve en fundamental ændring af processen, fordi Familieretshuset ville skulle gå meget mere aktivt ud og opsøge børnehjemmene,” siger hun.

Til spørgsmålet om, hvorvidt man bør lave den omfattende ændring, det vil kræve for at leve op til lovgivningen svarer hun, at det bør man, hvis man reelt vil kunne sige, at det skal være til barnets bedste.

“Ellers må man jo bekende kulør og sige, at for os handler det også om at sikre, at danske forældre får lov til at få et barn. Men hvis det er det, man gerne vil, så kald det det i stedet for,” siger Caroline Adolphsen.

Ville man så kunne kalde det en adoption?

“Ja, det kan man godt. Men så vil du måske sige, så overholder vi ikke reglerne, men det gør vi jo ikke altid.”

“Enten må vi styrke barnets perspektiv og barnets retssikkerhed i det her eller også stå ved, at det ikke er det, vi gør.”

Lige nu kan man så sige, at vi ikke overholder reglerne?

“Ja, vi lader som om. Vi får det til at lyde som om, at vi tager meget hensyn til barnet, men det er faktisk ganske svært at se.”

Hvad så med argumentet om, at barnet vil få det bedre i Danmark lige meget hvad?

“Ja, fordi børn altid får det bedre i Danmark? Det må man jo bare sige, det er ikke et juridisk spørgsmål. Det kan godt være, det er rigtigt, men vi har jo de her adoptionsregler, fordi det bygger på en anden ide, det bygger ikke på, at det ikke altid er en god ide at blive adopteret til et vestligt land, det bygger på altid at tage hensyn til barnet, så det er bare ikke det, reglerne siger.

Og så synes jeg også, at vi har nogle sager nu, hvor adoptivbørn står frem og har det ganske svært ved at være adoptivbørn, fordi det er en svær proces at være igennem, det der med at blive fravalgt af sine forældre og skulle til et nyt sted og ikke være forberedt. Så jeg synes ikke, fra adoptionsforeningerne og de voksne adopterede, at vi får et entydigt billede af, at det i sig selv er godt at blive adopteret. Og det er man jo også nødt til at respektere.”

Børnene er ikke vores ansvar

Caroline Adolphsen er opmærksom på, de store omkostninger og den store mængde af ressourcer det ville kræve, hvis Familieretshuset skulle i kontakt med alle børn, der fremmedadopteres til Danmark.
Ifølge tal fra Dagbladet Information drejede det sig om 41 børn i 2022, et tal der faldet fra 91 i 2015.  

Men Caroline Adolphsen peger på, at det jo ikke er vores ansvar, at sørge for at børnene adopteres.

Hun uddyber, at man for eksempel i handicapforvaltningen i kommunen skal sørge for, at de børn i de sager, der lander der, får hjælp, men at det ikke er det samme ansvar, vi har overfor de børn, der adopteres til Danmark.

“Det er ikke vores ansvar, så hvis vi ikke kan gøre det ordentligt, så skal vi ikke gøre det. Det er forskellen. Vi kan ikke slippe udenom at hjælpe udsatte borgere i Danmark, men vi skal dælme lade være med at adoptere, hvis vi ikke er sikre på, at vi gør det ordentligt. Det er ikke vores jurisdiktion. Det er ikke vores børn. Så må vi lade være. Vi kan ikke undskylde os med ressourcer på et område, hvor vi går aktivt ind og gør noget,” siger hun.

Caroline Adolphsen peger også på, at mulighederne for at kontakte et potentielt adoptionsbarn er blevet meget bedre end da reglerne blev lavet. Strøm, telefoner og internettet er kommet til.

“Det er jo ikke fordi det er umuligt at formidle kontakt til et børnehjem i eksempelvis Nepal,” siger hun og tilføjer:

“Det er slet ikke så bøvlet. Så kan man sige, at det måske kommer til at tage to måneder mere, men sådan er det.”

Familieretshuset varertager kun adoptanter

Vi har forelagt Caroline Adolphsens pointer og kritik af systemet for Familieretshuset.

Til det svarer Familieretshuset:

”Familieretshuset varetager alene den del af adoptionsprocessen, der handler om godkendelse af adoptanter, hvorfor vi vil anbefale jer at tage fat i Adoptionsnævnet og DIA for at få svar på jeres spørgsmål.”

De opridser derudover i mailen, at:

”Familieretshuset er myndighed, når det gælder godkendelse af adoptanterne. Formålet med at godkende adoptanter er blandt andet at vurdere, om man opfylder de krav, som stilles til alder, samliv, helbred, strafforhold, boligforhold og økonomi. Ved den endelige godkendelse af adoptanter sikres det også, at adoptanterne er i besiddelse af tilstrækkelige ressourcer til at varetage omsorgen for et adoptivbarn.

Undervejs skal adoptanter deltage i et adoptionsforberedende kursus. Det er Ankestyrelsen, der tilrettelægger og udbyder disse kurser.

Selve matchet mellem forældre og adoptivbørn sker i Adoptionsnævnet og DIA (Danish International Adoption).

Matchning sker kun i ganske få tilfælde i Familieretshuset. Det drejer sig om de få børn, der falder uden for adoptanternes godkendelsesramme. I disse tilfælde sker matchningen i Adoptionssamrådet ud fra en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt de konkrete adoptanter besidder de nødvendige ressourcer til at adoptere det konkrete barn.”

Forholdt Familieretshuset svar, siger Caroline Adolphsen, at det netop er hendes pointe, at Familieretshuset, som reglerne er nu, kun skal forholde sig til forældrene, og derfor er der ikke fra de danske myndigheders side fokus på barnets bedste.

Selvom Familieretshuset altså svarer, at deres opgave udelukkende handler om at screene adoptanterne, altså de danske statsborgere, der ønsker at adoptere, og at deres opgave ikke handler om børnene, skriver de således på deres hjemmeside som indledning til deres orientering om fremmedadoption:

”En adoption skal være til gavn for barnet. Derfor bliver både barnets og dine forhold undersøgt for at vurdere, om barnet har gavn af adoptionen.”

Familieretshuset skriver ikke hvem, der undersøger barnets forhold.

K-NEWS har op til weekenden spurgt Familieretshuset, hvorfor de skriver, som de gør, i lyset af lektor og ph.d. Caroline Adolphsen konklusion om, at der ikke foretages en vurdering af barnets bedste i forbindelse med forældreegnethedsvurdering og fremmedadoption.

Vi afventer svar. 

Artiklen er skrevet med udgangspunkt i en videnskabelig artikel, som Caroline Adolphsen har skrevet til Tidsskrift for Familie- og Arveret, og hvis du har et Karnov abonnement kan du læse artiklen her: TFA2023.293.